« Tilbage til søgeresultaterne
Et Ord til Landmandens Hustru
Et Ord til Landmandens Hustru
i Anledning af
„Vort Landbrugs Skadedyr” af Sofie Rostrup.
Det moderne Landbrug skiller sig paa mange Maader fra det ældre, hvad der ikke er uden Betydning for dets Kvinder.
I ældre Tid var det som bekendt ofte Skik, at det mindre begavede Barn skulde være Landmand; til at dyrke Jord var han altid klog nok. Nu derimod hører der lige saa meget til at være en dygtig Jordbruger som til hvilken som helst anden Gerning, selv i Videnskaben, ja under den Krise, Landbruget alt har arbejdet under i henved en Menneskealder, og som ikke synes at ville vende sig til det bedre, før Elektriciteten har bastet Kølenhalvøens Tusinder af Vandfald til Gavn ogsaa for Skandinaviens sydligste Del, idet det vil blive Danmarks Opgave at ernære de mange Millioner Mennesker, der da vil kunne tjene deres Livsophold deroppe, kan man uden at lyve ret meget paastaa, at der stilles større Fordringer til den arbejdende Landmands Flid, Kundskab og
Sparsommelighed, hvis han ikke skal sakke agter ud, end til nogen anden Arbejder.
Ære være vort Lands Tusinder arbejdende Landmænd, der - tit uden anstændig Skoleuddannelse - hidtil har redet Stormen af i Kraft af den jævnt udholdende danske Flid og den naturlig Begavelse, vort Folk sidder inde med, hvilke to vel nok er de væsentligste Grunde til, at vort Landbrug endnu, bl. a. ved Pariserudstillingen, kan samle Evropas ledende Jordbrugeres Opmærksomhed paa sig; det er jo ikke længe siden, at en fransk landøkonomisk Forfatter kaldte Danmark for Jordens Mejeriuniversitet.
Og døm ikke straks de mange Landmænd for uduelige, som allerede ligger paa Valen som Ofre for Kapitalen. Mange havde købt i den „dyre Tid”, og ingen kan se langt ind i Fremtiden. –
Hos Bønderne var i ældre Tid Konen snart den vigtigste, og paa hendes Dygtighed kom det ofte mest an. Manden passede Jorden og havde sine bestemte Hviletider, der især om Vinteren forlængedes vel meget uden Gavn for Personens Udvikling og Bedriften. Konen derimod havde aldrig Ro. Først skulde hun lige som Konen inde i Byen sørge for Mad til hele Husstanden - hvor mange Hustruer er ikke i Dag altfor godt fornøjede med sig selv ved denne deres Livsgerning: ”at fodre Bæstet godt”!- dernæst i den lange Vinter karte og spinde til alt det Tøj, som ikke alene Familien brugte i Aarets Løb, men som ogsaa dannede en væsentlig Del af Tjenestefolkenes Løn, og endelig hvilede alt Arbejde i „Kaalgaarden”, Vask og Klipning af Faar (og Mennesker) m. m., last not least hele Mejerivæsenet paa hendes stærke Skuldre; naar alt kommer til alt, er det hende, der har gjort vort Smør til en sælgelig Vare hinsides Vesterhavet; hun har Arbejdet og Ansvaret for Bondens Smør, der ogsaa i de Tider spilede en Hovedrolle for Bondens Indtægt.
Den Gang øgede Konen Mandens Indtægt og sparede ham Udgift, nu har Andelsmejerierne gjort hende lige saa godt til en Luksusartikel, som Konen i Byen er.
Nej og atter nej! Der staar skrevet, at Konen skal være Manden en Medhjælp. Og skønt man i vore Dage ikke skal tro alt, hvad der er sort paa hvidt for, kan der ogsaa nu skaffes Enighed om den gensidige Hjælpsomheds Nødvendighed mellem Ægtefæller. Men lad os som Menneskevenner glæde os over, at Arbejdet hos Bønderne ikke mere ensidigt gaar ud over den ene, den svagere Part, hvis Sundhed og Skønhed ofte led ved Overanstrengelsen, lige som hendes Sundhed og Skønhed nu lige saa ofte lider ved Mangel paa Bevægelse og Ophold i den friske Luft - hun, som saa let kunde være Naturens friske Datter. Vel har Bondens Hustru ogsaa nu ret meget at tage Vare, men det kan ikke nægtes, at adskillige af Nutidens Kvinder ikke bruger deres Frihed til fuld Gavn for deres egen Udvikling. Imidlertid, hendes Slavelænker er knap brudte, og Kvindens Aarhundrede endnu ej kommet. Hvad særlig Bondens Hustru angaar, kan det vel heller ikke nægtes, at var hun i Danmark altid mere Træl end Manden - hvorved hun dog havde en Lejlighed til at lede og paavirke Husstanden, som er hende nægtet nu - er hun i Nutiden ikke altid den Medhjælp i aandelig og materiel Henseende, som det bør sig en Danekvinde at være; nu er det snarest Manden, der ensidigt bærer Arbejdet. Og skaffer Andelsmejeriet og Tjenestefolkenes moderne Paaklædning i Kradsuldsklæder i Stedet for det solide Vadmel hende nu mere Frihed, saa medfører denne større „Egenraadighed” ogsaa Forpligtelse til at bruge Tiden godt, og de „daarlige Tider” bør pirre hende til en lignende Kraftanstrengelse, om allerede adskillige „Hønsedamer” har udfoldet. Maaske hun alene kan bringe det danske Landbrug over Krisen.
Se da her en Kvinde, Fru Sofie Rostrup, lige som hendes Navne, Sonja Kovalewski, en af vore Blænkere for „Kvindens Aarhundrede”, og lige som den bekendte Matematiker gørende Fyldest for Navnets Betydning - paa Dyrelærens Omraade. Vel henvender hun sig kun til de danske Landmænd. Men bortset fra, at der jo allerede er et Par Kvinder, der „arbejder” i Landbruget foruden de utallige Smaakaarskoner, man overalt paa Landet af og til ser slide i deres Ansigts, ja sikkert hele Legemes Sved, saa mener jeg da, at den danske Sonjas Bog ogsaa har Ærinde til mangen Landmands Kone og Landmands Datter.
Svend Mørk-Hansen.
(Sluttes).
