« Tilbage til søgeresultaterne
Skolen paa Tjasnaïa Poliana
Af
Grev Leo Tolstoï.
Oversat fra Fransk af Helga Westergaard.
IV.
„Hvor den Petka dog er underlig,” sagde de; „slaar vi ham, ryster han sig blot og gaar sin Vej.”
„Han er fejg!” sagde en af Eleverne til mig.
Naar et saadant Barn er kommen i den Tilstand af Raseri, hvorfor Læreren havde straffet ham, er den skyldige ganske sikkert ikke den, der bliver straffet.
Et andet Tilfælde. Forrige Sommer, medens Huset blev bygget om, forsvandt der en Leydnerflaske fra den fysiske Samling. Gentagne Gange blev Bøger og Blyanter borte paa Tider, hvor Haandværkerne ikke var til Stede.
Vi udspurgte Drengene; de bedste Elever, de ældste i Skolen, vore Venner fra den første Stund, rødmede og stammede i den Grad, at enhver vilde have troet at se et Bevis paa deres Skyld i denne Forvirring. Men jeg kendte dem, og jeg vilde have indestaaet for enhver af dem, som om det havde været mig selv. Jeg forstod, at det var den blotte Tanke, at de kunde være mistænkte, der greb dem saa dybt og smerteligt; en af Eleverne, som jeg vil kalde Fedka, en fintfølende Natur, var ganske bleg og skælvede og græd.
De lovede at nævne mig den skyldige, hvis de opdagede, hvem det var; men de nægtede bestemt at ville opspore ham. Nogle Dage senere røbede Tyven sig selv - det var en Dreng fra et fjerntliggende Gods. Han havde lokket en Søn af en Bonde fra samme Landsby med sig, og de havde i Forening skjult Tyvekosterne i en lille Kiste. Denne Opdagelse gjorde et underligt Indtryk paa Kammeraterne; det Var en Slags Lettelse, ja, endog Glæde; men paa samme Tid Foragt for Tyvene og Medynk med dem.
Vi overlod til Børnene selv at bestemme Straffen. Nogle foreslog Prygl, idet de bad, om de selv maatte prygle de skyldige; andre mente, at der skulde fæstes en Seddel paa dem med Paaskriften „Tyv”. Denne Straf havde vi selv allerede tidligere dikteret, til vor egen Skam, og den Dreng, som selv havde baaret Sedlen med Paaskrift „Løgner”, var netop den ivrigste til at stemme for en til Tyvene.
Vi blev da enige om Plakaterne, og da en lille Pige havde syet dem fast, saa alle Eleverne paa de straffede med Skadefryd og Spot. For at skærpe Straffen bad de om at maatte føre dem omkring i Landsbyen, og om, at Sedlen maatte blive siddende lige til Helligdagen.
De straffede græd, Mujiksønnen, ham, der havde ladet sig friste af sin Kammerat, en hvid og buttet, lidt undersætsig Krabat, græd af alle Kræfter, som kun et Barn kan gøre det; den anden, en flink og fornøjelig Dreng, den egentlig skyldige, med en Pukkel paa Næsen, barske Træk og et klogt Udtryk, stod bleg og med bævende Læber, medens hans Øjne saa med onde og vilde Blikke paa Kammeraternes Glæde; af og til fortrak Graaden hans Ansigt. Hans Kasket med den sønderrevne Skygge var skubbet bag i Nakken; Haaret var forpjusket, og Klæderne tilsølede med Kridt.
Alt dette slog os, som om vi havde set ham for første Gang. Alle saa vi paa ham med en ildesindet Opmærksomhed, og det smertede ham aabenbart. Da han uden at se sig om, med bøjet Hoved og, som det forekom mig, med en Forbryders Gang gik hjem, forfulgte alle Børnene ham og drillede ham paa en saa lidt naturlig, men mærkelig og barbarisk Maade, at man skulde tro, de mod deres Vilje blev tilskyndede dertil af den onde Aand. Der var noget, der sagde mig, at dette ikke var godt; men Sagen gik sin Gang, og Tyven beholdt hele Dagen sin Seddel.
Efter den Dag syntes jeg at lægge Mærke til, at han ikke var saa flittig som før, og man saa ham ikke mere efter Timen tage Del i Kammeraternes Lege og Samtaler.
En Gang, jeg kom hen til Skolen, fortalte alle Børnene mig med Rædsel, at denne Dreng igen havde stjaalet. Han havde taget tyve Kopek i Kobbermønter fra Lærerens Værelse, og han var bleven set i Færd med at skjule dem paa Trappen.
Sedlen blev paa ny syet paa ham, og paa ny gentog hele det modbydelige Optrin sig. Jeg irettesatte ham, som Lærere plejer at gøre det; en stor Dreng, som var til Stede, et Vrøvlehoved, gav sig ogsaa til at læse ham Teksten, idet han uden Tvivl gentog, hvad han havde hørt sin Fader, der var Dvornik, *) sige:
*) Gaardskarl.
„Een Gang har han stjaalet, to Gange har han stjaalet,” sagde han i en taktfast og alvorlig Tone; „det bliver en Vane. Hvad vil Begærligheden ikke kunne drive ham til?”
Dette irriterede mig. Jeg blev ganske vred paa den prækende Dreng. Jeg betragtede den straffedes Ansigt. Da jeg saa ham endnu mere bleg, lidende og heftig end første Gang, kom jeg, uden at vide hvordan, til at tænke paa Galejslaverne, og Bevidstheden om en lav Handling blev saa stærk i mig, at jeg rev Sedlen af den skyldige og sagde, at han kunde gaa, hvorhen han vilde. Jeg fik en mægtig Følelse af, ikke alene i mine Tanker, men i hele mit Væsen, at jeg ingen Ret havde til at pine dette stakkels Barn, og at jeg dog ikke kunde gøre ham til det, som vi begge ønskede at gøre, baade jeg og Dvorniksønnen. Jeg følte, at der er Hemmeligheder i Sjælen, som er skjulte for os, og som hverken Straffe eller Bebrejdelser kan forandre, men ene Livet. Og hvilken Taabelighed! Barnet har stjaalet en Bog; - ved en lang og indviklet Række af Følelser, Tanker og falske Slutninger er han bleven ført til at tage en Bog; han ved ikke, hvorfor han har gemt den i sin Kiste; - og saa klistrer jeg en Plakat paa ham med Paaskriften „Tyv”, som betyder noget ganske andet! Og til hvad Nytte? Straffe ham med Skammen! siges der.
- Straffe ham med Skammen? til hvad Nytte? Er det da sikkert, at Skammen dræber Tilbøjeligheden til Tyveri? Maaske den snarere netop ansporer den. Maaske var det slet ikke Skam der var i hans Ansigts Udtryk. Jeg ved netop med Bestemthed, at det ikke var Skam, men noget ganske andet, som maaske kunde have slumret i hans Sjæl for bestandig, og som det ikke havde været nødvendigt at vække!
Lad kun den Verden, som man kalder praktisk, Palmerstons og Kains Verden, den Verden, der anser for fornuftigt, ikke hvad der virkelig er fornuftigt, men hvad der er praktisk, lad kun den Verdens Mennesker, selv straffede, tiltage sig Retten og Pligten til at straffe. Vor Børneverden, de ligefremme og naturlige Væsner, bør forblive fremmede for Løgnen, for den forbryderiske Tro paa Straffens Berettigelse, hvoraf det er en Følge, at Hævnen er retfærdig, saa snart vi kalder den Straf.
(Fortsættes.)
