« Tilbage til søgeresultaterne
Vore Pigebørn
Fortsættelsesskoler i Tyskland, Svejts og Østrig, Beretning om en i 1897 foretagen Stipendierejse af Anna Holsen.
III.
Den ovenfor skildrede „Hjemstavnslære” synes at være udelukkende eller dog væsentlig teoretisk. Som oftest har man dog et praktisk Grundlag for sin Undervisning, f. Eks. en Vuggestue eller en Børnehave til Øvelse og Iagttagelse for de Elever, man underviser i Pædagogik. Augusta Forster i Cassel har ved Siden af sine Handelsklasser indrettet en Butik, Lærerinde og Elever optræder her som handlende, mens Kunderne kommer fra alle de forskellige Afdelinger af den omfattende Opdragelsesanstalt, som ved Frk. Forsters Initiativ er oprettet af Byens Kvindeforening. I Stuttgart, hvor ligeledes Kvindesagskvinderne staar for Styret, er det særlig Haandarbejdsundervisningen, der tiltrækker Opmærksomheden. „Bestyrerinden var vistnok sjelden dygtig og havde faaet en fortrinlig Uddannelse i sit Fag. Hun underviste selv i Tegning, Stillære og Haandarbejde, jeg tror i alle Afdelinger (kvindelig Industriskole, Husholdningsskole, Kogekursus og Børnehave i Forbindelse med praktiske Undervisningskursus for unge Piger og Mødre), men havde Lærerinder til Assistance. Tegningen sættes her i direkte Forbindelse med Haandarbejdet, saaledes at Eleverne faar Anledning til selv at gøre Udkast til en Tegning, at overføre den paa Stoffet, bestemme Farver og udføre Broderiet, med et Ord, de bliver fuldstændig selvhjulpne. Med den Uddannelse, Skolen giver, bliver Eleverne skikkede til selvstændig at forestaa en Udstyrs- og Broderiforretning, og de opnaar ogsaa i Reglen gode Poster.”
Mest imponerende er, hvad Forf. oplyser om Forholdene i Basel. Her oprettedes i 1881 det „almennyttige Selskab”, en „Arbejdsskole for Kvinder”, der i 1895 blev overtaget af Staten. Der undervises i denne Skole dels om Formiddagen, dels om Aftenen. Undervisningsfagene er „Linsøm, Maskinsøm, Skræddersøm, hvidt Broderi, Kunstbroderi, Lapning og Stopning, Modepynt, Strygning, Tegning, Regning og Bogholderi, Pædagogik, Metodik, Sundhedslære og Sygepleje samt Kogning.” Skolen havde - i denne By paa kun 90,000 Indbyggere - i 1896 1296 Elever. Selve Undervisningen beskrives som følger: „Skolebygningen virker vistnok imponerende ved sin Ælde og Soliditet, men har for Resten et alt andet end tiltalende Ydre. Saa meget behageligere bliver man derfor overrasket, naar man kommer indenfor. Lokalerne er store, lyse og udmærket ventilerede og man genfinder ogsaa her den samme gennemførte Sirlighed som overalt i Skolerne. I en Syskole, hvor der baade tilklippes Linsøm og Skrædersøm, anses det vistnok for uundgaaeligt, at forskellige Stoffer svømmer ud over Borde og Bænke, og at Affaldet kan fejes bort i Haugevis. Her saa man intet af den Slags, ikke Spor af Affald paa Gulvet, alt ryddedes straks bort.
Eleverne havde alle store hvide Forklæder til Beskyttelse for sig selv og Arbejderne. Ogsaa her mødtes jeg af dette tiltalende aabne, lige fremme, ukunstlede Væsen, som slog mig som saa karakteristisk for de voksne Skolepiger i Basel. Her mødtes Elever af alle Samfundsklasser.
Til Formiddagskursuset kommer dog mest bedre stillede Piger, til Aftenkursuset derimod saadanne, der allerede har Plads i en Forretning eller som syr uden at være fuldt uddannede. Om Aftenen kommer de navnlig for at lære at skære til.
Undervisningen i Skrædersøm i denne Skole fortjener navnlig Opmærksomhed baade med Hensyn til det metodiske og det rent faglige. Bestyrerinden af denne Afdeling er fuldstændig baade teoretisk og praktisk uddannet. Hun har saaledes først uddannet sig ved et af de første Syateliers i Paris og har derefter i Amerika forestaaet en stor Forretning. Da hun naar som helst kan faa en lønnende Post i en Førsterangs Forretning, er Skolen nødt til at lønne hende ordentligt for at kunne beholde hende. Hun lønnes nu med 4000 fr., hvad der visselig ikke er for meget. Bestyrerinden, for Linsømafdelingen har for Resten næsten samme Gage.
Elevernes første Arbejde er et Prøvestykke med forskellig Slags Søm som Knaphul, Snørehul, Knapper, Hægter, Fiskeben, Rüscher o. s. v. Derefter lærer de at tage Maal, ridse og tegne Mønstre. Alle Former (Tailler) klippes i Gaze i formindsket Maalestok og prøves paa smaa Skabloner. De færdige Dragter var særdeles smagfulde, saa vel Snit som Udførelse gav Indtryk af at være Førsterangs, man saa, at det var Parisersnit.
De Elever, der er saa dygtige i Skrædersøm, at de kan betros Udførelsen af fremmed Arbejde, faar den fulde Arbejdsløn.”
Vi nærmer os her den egentlige Fagskole, faar ogsaa enkelte Steder et Glimt af den at se. I Zürich
f. Eks. hører vi om en Fagskole for Dameskræddersøm og Lingeri, hvor Eleverne maa gøre Svendeprøver. Vi faar at vide, at man ved disse Skoler er lige omhyggelig for ikke at sætte Arbejdsprisen ned og for at levere Arbejde af første Klasse. I øvrigt begrænser Frk. Holsen sine Undersøgelser til „saadanne Skoler, i hvilke unge Mennesker - Gutter og Piger - efter Fuldendelsen af den almindelige Skolepligt ved Siden af deres egentlige Beskæftigelse modtager Undervisning i bestemte ugentlige eller daglige Timer.”
Paa dette Omraade er hendes Oplysninger saa udtømmende, at der for en Tid lang næppe af andre vil kunne føjes meget til. Derimod vilde det sikkert være overordentligt nyttigt, om danske eller norske Avtoriteter kunde fremkalde en lige saa dygtig Studie over rene Fagskoler for Kvinder. Dette Spørgsmaal staar paa Dagsordenen herhjemme. Ogsaa her er det rejst af en Kvindeforening; og vi har vel ogsaa hos os en Del godt Arbejde at se tilbage paa. Men i een Henseende staar vi afgjort tilbage for vore tyske Søstre: vi har ikke som de formaaet at danne nogen fast Organisation, der kan samle de spredte Kræfter og optræde som en Enhed baade over for det offentlige, hvis Støtte er nødvendig for Skolernes Trivsel og over for de skolesøgende og deres Forældre. Dersom denne Opgaves Løsning skulde være forbeholdt Kvindernes Bygning, vil denne Institution betegne en glædelig Vending i Kvindesagen herhjemme.