« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og drikkeriet
Danmarks Afholdsforening har udstedt et Opraab til Kvinderne af de bedre stillede Klasser for indtrængende at bede dem ikke ved deres Eksempel at modarbejde Arbejdet for vort Folks Ædruelighed og lære den opvoksende Slægt at drikke.
Er der da Grund til en saadan Henvendelse ? Ja, til vor Ydmygelse maa vi tilstaa, at der er det. For saadan noget som 30 Aar siden, i min Ungdom (nu er jeg 54), da var danske Kvinder af de dannede Klasser virkelig ædruelige. Man kunde drikke et enkelt Glas Vin, naar man var i Selskab; men Snapse, Punsch og bajersk Øl var der ikke Tale om - det var ikke god Tone - allermindst da til daglig Brug; men Tiderne har forandret sig i denne Henseende som i saa mange andre, og jeg er bange for, at denne Forandring er en af Kvindebevægelsens slette Frugter.
Nu maa ingen tro, at jeg ikke er helt og fuldt „Kvindesagskvinde”. Der er vist ikke mange, der har været det saa tidlig som jeg, for jeg tror ikke, jeg var ti Aar gammel, da det var gaaet op for mig, at Kvinderne blev undervurderede og gjorte Uret, og jeg var fuld af Iver paa mit Køns Vegne og parat til at gøre Oprør naar som helst. Denne Opfattelse er jeg ogsaa altid bleven og skal altid blive tro, men deraf følger ikke, at jeg finder alt rigtigt, hvad Kvinder foretager sig.
Efter som Kvindebevægelsen har vundet Udbredelse, har den faaet Tilslutning af en Del Elementer, som vistnok oprindelig intet har tilfælles med os, men som har faaet fat paa Slagordet ”lige Ret for Mand og Kvinde” og opfatter det som lige Ret til at skeje ud, i Stedet for at det skulde betyde lige Ret til at faa alle vore Evner udviklede og Plads til at bruge dem og lige Ret til at være med at styre det Samfund, vi lever i, og hvis Love man forlanger, at vi skal adlyde. - En Del, navnlig unge Piger, mente at vise deres Selvstændighed ved at drikke og ryge lige som Mændene, medens det de i Virkeligheden viste, var deres Uselvstændighed, idet de ikke vidste noget bedre end at efterabe Mændene, og det netop i de Ting, som de skulde have taget Afstand fra. For en stor Del var det vel kun Udslag af Ungdommens Grønhed, men de Vaner, man erhverver i Ungdommen, beholder man jo gerne i en ældre Alder, navnlig saa længe man ikke indser, at der er noget galt deri, og selv om man indser det, kan det være, at den slette Vane har faaet saaledes Tag i En, at man daarlig kan slippe den. Resultatet er blevet, at Drikkeriet blandt Kvinderne har bredt sig saaledes, at Damer af de dannede Klasser ikke blot drikker tæt baade til daglig Brug og ved enhver festlig Lejlighed, men at de endogsaa ligefrem drikker sig fulde. Man hører af og til om sande Orgier, foranstaltede af saadanne Damer, der vilde finde det højst oprørende, om nogen vilde tvivle om deres Agtværdighed, og hvad man saaledes hører, er ikke altid Overdrivelse.
Hvis vi Kvinder nogen Sinde skulde kunne gøre os saaledes gældende i Samfundet, at vi paatrykker det vort Præg, da maa det være ved at gaa i Spidsen, naar det gælder de moralske Reformer, og der er heller ingen anden Henseende, hvori Samfundet trænger saaledes til den Indflydelse, som vi
Kvinder allerede nu har, som vi kan øve, naar vi blot vil. Hvor meget kunde vi ikke, selv under vore nuværende Forhold, gøre for at fremme Renhed i Liv og Tænkemaade, Ædruelighed, Retfærdighed mod de svage, og hvor sørgelig lidt gør vi derfor?
I de vestlige Stater i Amerika, hvor Kvinderne har faaet samme politiske Rettigheder som Mændene, lyder det enstemmige Vidnesbyrd fra disse: „Her er kommet en langt bedre Moral ind i alle Forhold, baade offentlige og private, siden Kvinderne er med at styre vor Stat.” Hvis vi danske Kvinder handlede saaledes, at Mændene maatte blive overbeviste om, at det samme vilde blive Tilfældet her, tror jeg, at saa mange af dem vilde slutte sig til vor Sag, at man ikke ret meget længere kunde forholde os de Rettigheder, som vi burde have.
Det er ydmygende for os, at Mændene med Grund skal kunne rette saadanne Bebrejdelser mod os som dem, der nu lyder fra Danmarks afholdsforening mod Kvindernes Drikfældighed. Langt hellere maa vi høre Sandheden af en af vore egne, og derfor takker jeg „Kvinden og Samfundet”s Redaktion, fordi den har tilladt mig at føre denne Sag frem. Gid nu mine Ord maa ramme, hvor de skal, og ramme saaledes, at vi (jeg tager mig selv med, skønt jeg er totaltafholdende) maa sige med den gamle Profet: „Os tilhører vort Ansigts Blusel.”
