« Tilbage til søgeresultaterne
Kinesisk digtning
Den svenske Forfatter H.E. Larsson har som Indledning til en Samling „kinesiska Digter”
(Lund 1894) skrevet en interessant lille literærhistorisk Studie, hvoraf det blandt andet fremgaar, at Kvindernes Stilling i det himmelske Rige i Tidernes Løb er undergaaet en betydelig Forandring, ikke til det bedre.
De ældste, kendte Digte er samlede af Confucius i „Schi-king” Aar 483 f. Kristi Fødsel. Digtene selv stammer fra Aarene 1200 til 600 f. Kr. De giver, som naturligt er, stærke Udtryk for Familiefølelsen, navnlig i mangfoldige Vekselsange. Det er det fredelige Liv, som her forherliges, medens Krigen behandles som en tung Pligt; den man gerne vil unddrage sig, om man kunde. Senere træder der mere krigerske Dynastier frem, og i de nyere Digtsamlinger ophøjes Krigen, medens Kvinderne samtidig underkues. I de ældre Digte finder man kun faa Spor af Polygamiet. Ægtefællerne er ligestillede, og det personlige Behag synes at spille en stor Rolle ved Ægteskabets Indgaaelse. De erotiske Digte udtrykker lige saa vel Mandens Kærlighed til Kvinden som Kvindens til Manden. I Digtene fra en senere Tid derimod begynder Kvinden at blive betragtet som Ejendom og Manden som hendes Herre. Hun giver ikke sig selv bort, men bliver givet bort, inden hun endnu har naaet Modenhedsalderen. Her udtrykkes alene Kvindens Kærlighed, og det i et Sprog uden Selvfølelse og Værdighed. Hun er ingen Personlighed længer, og det erotiske Digt har tabt sin væsentligste Nerve.
