« Tilbage til søgeresultaterne

Menneskets Udvikling

Af: Henry Drummond, Marie Monrad

« Se emneord

(Fortsat.)

 

Det er paa de laveste Trin i Na­turen, at vi træffer den største Frugtbar­hed. Slaar vi Hul paa den velkendte Støv-Svamp, formørkes Luften af en Røgsky, der bestaar af utallige Mil­lioner Sporer. Blandt Fiskene regner vi endnu med meget store Tal. Silden og Torsken lægger hen imod en Million Æg, Frøen præsterer Æg i Tusindvis. Hos Fuglene derimod kan Yngelen tælles med Tiere og Enere. Hos de højeste Pattedyr er Reglen een Unge. Denne Nedgang i Tallene betyder en Koncentration af Mode­rens Omhu, der nu rettes mod den ene og samler sig om den i Kærlig­hed.  Det næste Var at gøre det muligt for Moderen at kende sit Afkom. Var det svært at elske en Million, maatte det være umuligt at elske et ufuldkomment Foster. I mange Tider har selv Videnskaben ladet sig narre i dette Stykke, idet mange Livsformer blev Beskrevne og klassificerede som selvstændige Arter, medens de senere viste sig simpelt hen at være Unger af velkendte Dyr. Søstjernens og Søpindsvinets Larveformer er aldeles ukendelige i deres Forklædning, og blandt Insekterne har vi 

f. Eks. al­deles ingen Nøgle til Slægtskabet mel­lem Sommerfuglene og deres Larver? Hvad Naturen havde at gøre, var der­for at skabe Lighed mellem Afkom og Forældre, kort sagt, at gøre Bør­nene præsentable ved Fødslen. Og Midlerne, den bruger, er værd at lægge Mærke til, Naturen gør altid sine Forandringer med en mageløs Spar­sommelighed og i Almindelighed paa en forbavsende enkel Maade. Hvad der for os vilde synes den bedste Plan - at lave et helt nyt Foster - tæn­kes der ikke paa. Alt, hvad der blev gjort, var at holde Fosteret skjult til det blev mere præsentabelt. I Stedet for at sige: Lad os skabe disse smaa Væsener om, hed det: Lad os holde dem tilbage, til de er skønne at se til. Og fra den Stund, Ordet var sagt, gemtes Fosteret i Ægget, Ægget i Reden, Ungen i Legemet, enhver af dem blev holdt i Mørke Uge- og Maanedsvis, saaledes at de, da Moderen slog sit Øje op paa dem, var „stærke og af en god Lignelse”.

Om Afkommet i den højere Natur ikke just er en nøjagtig Gengivelse af Forældrene, maa man indrømme, at Ligheden der er langt større end hos et eneste af de lavere Dyr. Mange Fugleunger er i det mindste i Farve en Efterligning af  Forældrene. Natu­rens unge Gæs er i det mindste Gæs nok til ikke at tages for Svaner; in­gen Hund kunde - selv fraset Lug­ten - tage fejl af en Killing og en Hvalp; heller ikke vilde et Harekid blive taget for en Kanin. Hos Hus­dyrene som Faaret og Koen kulminerer Ligheden; Lammet og Kalven er som nyfødte næsten en Afspejling af deres Mødre. Disse Illustrationer tjener kun til at bekræfte den Iagt­tagelse, at Naturen ikke arbejder uden Maal Og Med, men i en bestemt Ret­ning; at den tydelig nok har Moderen i Tanke, og at den prøver at stramme Baandene, der skal forene Menneske­nes Børn, tættere og tættere. Det er nok, naar vi af denne Parentes lærer, at en Gang i længst forsvunden Tid blev Moder og Barn forestillede for hinanden, at Barnet ved Fødslen gradvis nærmede sig Forældrenes Skik­kelse, at disse ikke længer forskrækkedes ved den larveagtige Skikkelse, og at den første Menneskemoder ved Synet af sin førstefødte; kunde ud­bryde: „Jeg modtog et Menneske af Herren!”

Er denne anden Proces i Udvik­lingen af Moderligheden af mindre Be­tydning, kan den tredje ikke vurde­res højt nok. Hvad hjælper Gen­kendelsen mellem Forældre og Børn, hvis disse bærer sig ad som den øv­rige Yngel i den lavere Natur - kaster sig ud i et uafhængigt Liv i det Øjeblik, de er fødte. Skal Mo­deren lære sit Afkom at kende, maa dette selvfølgelig ikke forlade hende. Og saaledes maatte Naturen tage fat paa et nyt Arbejde: at lære Verdens Ungdom det fjerde Bud. Lad kun Blikket løbe hen over Dyreklasserne og se saa, hvor grundig den lærte dem denne Lektie. For Overtrædelse af Budet indførte den efterhaanden den strengeste Straf, som tænkes kunde, nemlig Dødsstraffen. Tag f. Eks. nogle af disse Børn og læg Mærke til For­skellen. Aureliaen eller den traadede Infusorie forlader Hjemmets Arne i samme Øjeblik, den fødes; rimeligvis har den aldrig set sine Forældre, i hvert Tilfælde fornægter den dem paa Stedet. Som en bedre Svømmer - thi Forældrene har ofte glemt at svømme - kan den ikke indhentes. Den vender Moderen Ryggen og for­agter hende.

Lad os saa tage en Fugl. Den begynder godt nok, bliver hjemme i den første Ungdom, men bærer sig siden ad som den forlorne Søn. I nogle Uger bliver den roligt i Æg­get, i nogle Uger bliver den - om ikke saa roligt - i Reden, og i endnu nogle Uger - men med tydelig Uro i Kroppen - i Nærheden af Reden. Den er noget af et Barn og den har noget af en Moder. Det tredje Eksempel er Mønsterbarnet - Pattedyret. Dette af Naturen velsignede Barn bli­ver hos sin Moder i Maaneder og Aar og forlader først Fædrenehjemmet, naar Opdragelsen er til Ende.

Maaske kunde Fysiologen, der ikke betragter Naturen med samme Øjne som Opdrageren, gøre den Indvending, at langt fra at være et Fremskridt er dette tvert imod en Tilbagegang. Naar Naturen i sin Barndom kunne fabrikere Dyr fiks og færdige i en eneste Time, er det saa ikke en Til­bagegang at maatte bruge saa lang Tid dertil? Naar man ser Forskellen mellem en Medusas frit svømmende Foster, der heltemodig styrter sig ud i Livet i det Øjeblik, det kommer til Verden, og den hjælpeløse Killing eller den blinde Hvalp, ser det da ikke ud, som om Naturen havde sat noget af sin Skaberevne til? Hvor­for kan den ikke fortsætte sin op­rindelige Metode at gøre sine Børn til Vandreriddere fra første Færd af? Fordi dens Maal er etisk saa vel som fysisk. Ved at hæmme dem opdrager den dem, tæmmer dem og frelser dem fra et vildt, lovløst Liv. Disse om­flakkende Fostre er som Banditter; deres Natur og Vaner maa ændres; ny Ord maa ind i Verden, Ord som Hjem, Kærlighed, Moder. Og denne umærkelige og langsomme Proces er de uundgaaelige Forberedelser til den menneskelige Races Hjemliv. Set fra den etiske Side er der næppe noget mere betydningsfuldt end denne stille Fremvækst af Ømhed i en Verden med moderløse Børn og med barnløse Mødre.

Fra nu af kan Baandet mellem Forældre og Børn aldrig løses. En Slægt er vokset frem, for hvem dette Baand er en Nødvendighed. Hvert Barn, der bringes til Verden, maa have Føde, maa visse Timer af Da­gen gaa i Moderskole og lære sin Lektie, enten det vil eller ej. Ingen Pattedyrunge kan ernære sig selv. Den maa søge sin Moder, og Moderen - her har vi den fjerde Proces, som det er nødvendigt at dvæle ved - maa lige saa nødvendigt søge sit Barn. Paa den fysiologiske Side kaldes denne mægtige Drift Diegivning, paa den eti­ske er Navnet Kærlighed.

« til toppen

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner