« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Meyn.
(Fortsat).
Fjorten Dage var forløbne. Grevinden besøgte Vajsenhuset hver Morgen og ofte om Eftermiddagen. Hun talte og legede med Clara, frydede sig over hendes Musik og Sang og begyndte at lære hende det spanske Sprog. Barnet elskede sin Beskytterinde overalt i Verden; hendes Ømhed og hendes uskyldige Kærtegn bragte Grevinden til at glemme alt andet:
Greven var imidlertid ingenlunde tilfreds med, at hans Hustru tilbragte halve Dage i Vajsenhuset under det Paaskud, at hun i Forstanderinden havde fundet en gammel Veninde, hvis Selskab var hende usigelig kært. Foreløbig sagde han intet; men der gærede i hans Sind en Vrede og Mistillid, som bestandig tiltog.
Pludselig kaldte vigtige Anliggender ham tilbage til Spanien. Grevinden kunde ikke nægte at ledsage ham, skønt det var, som om hendes Hjerte skulde briste ved Tanken om at forlade Clara. Majmaaned var nu begyndt og med den Barnets Søvngængerperiode; Grevinden vilde den sidste Nat, hun opholdt sig i Antwerpen, nyde den Lykke at tilbringe en Stund hos sin Datter og høre sig kaldet Moder af hende, om det end kun var i Søvne. Alt, hvad baade Duennaen og Forstanderinden sagde om den frygtelige Fare, hun udsatte sig for, dersom Greven opdagede noget, var forgæves. „Jeg ved det, jeg ved det,” sukkede Grevinden, „det er et Slags Vanvid hos mig, men jeg kan ikke betvinge det: Jeg maa have denne lyksalige Time, hvad det saa siden skal koste.”
Med uendelig Forsigtighed sneg de to Kvinder sig i Nattens Stilhed til Husets Port; et Øjeblik troede de at høre Støj fra Grevens Værelser og stod som lamslaaede af Skræk; men da intet lod sig se eller høre, aabnede Duennaen Portlaagen, og de var ude paa Gaden. Vajsenhusets Port var uaflaaset, Forstanderinden modtog dem og førte dem til den Trappe, paa hvis Trin Clara plejede at sætte sig, og som oplystes af en Lampe.
Snart kom Barnet til Syne i sin hvide linnede Dragt, de lyse Lokke hang ned paa hendes Skuldre, en skær Rødme farvede hendes Kinder, og hendes blaa Øjne, der havde Søvngængerens stirrende Blik, syntes større og mørkere end om Dagen.
Saa snart Clara saa Grevinden strakte hun Armene ud.
„Moder, min søde Moder, er du der!” jublede hun, „nu kommer jeg nu kommer jeg!”
I næste Øjeblik hang hun om Moderens Hals og overvældede hende med Kys, idet hun hviskede afbrudte Kæle ord og Henrykkelsesudbrud. For Sennoraen var den Sindsbevægelse næsten for stærk, som Barnets lidenskabelige Kærtegn voldte hende; stum trykkede hun Clara til sit Bryst, glemmende sig selv og alt andet, berusede hun sig i det søde Modernavn, som atter og atter lød paa den lilles Læber.
Pludselig rev Clara sig ud af hendes Arme og satte sig paa det nederste Trappetrin, idet hun greb Sennoraens Haand og sagde med et straalende Smil:
„Kom, lille Moder, og sæt dig her lige som du plejer. Det er saa dejligt at sidde her hos dig, paa dit Skød, og rigtig kæle for dig; men hvorfor kom du dog ikke i Gaar som de foregaaende Dage?”
„Du tager fejl!” udbrød Grevinden greben af hæftig Skinsyge. „Den Kvinde, du taler om, som var her de andre Dage, var ikke din, Moder. Det er mig, som er din Moder, du er mit Barn.”
Clara saa paa hende med Forbavselse. „Hvorfor siger du dette i saadan en underlig Tone?„ Jeg ved saa godt, at du er min Moder; men hvorfor kommer du ikke hver Dag, som du lovede mig?”
Grevinden bøjede sit Hoved i dyb Smerte og svarede kun med tunge Suk paa Barnets Spørgsmaal.
„Aa, min søde Moder, vær ikke bedrøvet! Jeg skal aldrig mere sige det. Jeg ved jo, at du kommer, naar du kan.” Og den lille lagde Armene om Sennoraens Hals og løftede sit yndige Ansigt op imod hendes. „Ikke bedrøvet, kæreste Moder, vel? Naar jeg sidder saadan hos dig, er jeg saa glad, saa glad! Englene i Paradiset kan ikke være gladere. Men du maa ikke se bedrøvet ud for det gør mig saa ondt.”
Barnets kærlighedsfulde Ord syntes at have tabt deres Magt over Moderen. Tavs lod hun sig kærtegne; men tunge Tanker formørkede hendes Sind. Hun havde haabet, at naar hun sagde: ”Jeg er din Moder,” skulde Barnet i alt Fald i sin nuværende Tilstand forstaa alt det, der laa i disse Ord. Men nu indsaa hun, at Barnet ikke kunde bringes til at gøre Forskel paa hende og Forstanderinden, og at hun ikke kunde opnaa den Lykke virkelig at blive kendt af sin Datter. Efter en Tid at have siddet hensunken i sørgmodig Grublen, hævede hun Hovedet som den, der har taget en fast Beslutning, greb med Hæftighed begge Barnets Hænder og sagde med Eftertryk: „Clara, Clara!”
Det gik, som hun havde ventet og som det altid gør, naar en Søvngænger hører sit Navn nævne. Clara gned sine Øjne, strakte sig og saa sig forskrækket om med et Blik, der ikke længer havde det stive, stirrende Udtryk som før, nu var hun vaagnet.
„Men hvor er jeg dog? det er jo Nat.” Hun brast i Graad og tilføjede: „Jeg er saa bange. - hvor her er koldt!”
Efter at have givet Barnet Tid til at fatte sig sagde Moderen:
„Clara, mit kære Barn; det er mig du kender mig da vel?”
„Aa, ja, Frue, det gør jeg, og jeg vil ikke være bange, siden I er hos mig. Men hvad gør vi her alene og midt om Natten?”
„Sæt dig ned, Clara, og hør paa mig. Jeg har noget at sige dig, som du skal huske hele dit Liv igennem.”
„Alle Helgene! I skælver, ædle Frue. - Aa, jeg bliver igen saa bange saa bange!”
„Vær rolig, Clara, der kan ikke hænde os noget ondt her. Hør nu nøje efter. Alle tror, at du er en stakkels forældreløs, som ingen har at holde sig til i Verden, og at du skal nøjes med en ringe, tjenende Stilling i Livet, naar du forlader dette Hus. Men det er ikke saaledes. En Gang skal du raade over mange Tjenere og Tjenerinder, du skal faa smukke Klæder og en prægtig Vogn, og Folk af den højeste Adel skal beundre din Sang og din Ynde - Mit elskede Barn, du har en Moder, som glad vilde hengive sit Liv for din Lykkes Skyld. Denne Moder er en Adelsdame, rig og mægtig, og aldrig, nej aldrig vil hun glemme sin dyrebare Engel.”
(Fortsættes.)
