« Tilbage til søgeresultaterne
Skolen paa Tjasnaïa Poliana
Af
Grev Leo Tolstoï.
Oversat fra Fransk af Helga Westergaard.
VI
Undertiden naar Timerne har været mange, (det kan hænde, at der er indtil syv lange Timer paa en Dag), naar Børnene er trætte, eller det er Dagen før en Helligdag, hvor Vandet til Badet varmes hjemme paa Ovnen, kan det ske i den anden eller tredje af Eftermiddagstimerne, at to eller tre Elever pludselig tager deres Hatte og stormer ud af Stuen uden at sige et Ord.
„Hvor skal I hen?”
”Hjem!”
„Men Sangtimen?”
„Børnene siger hjem!” siger en anden af Eleverne og lister sig udenfor med Hatten i Haanden.
„Men hvem siger det?” siger Læreren ærgerlig. „Bliv da du!”
Ind kommer en anden Dreng, forlegen, men med et oplivet Udtrykt sit Ansigt.
„Hvorfor bliver du?” siger han i en gnaven Tone til Een, der i sin Tøven krammer sin Hue mellem Fingrene.
„Hvor kan Børnene nu være naaet hen? Maaske til Smedien.”
Og begge farer de ud ad Døren, idet de raaber; „Farvel, Ivan Petrovitch!”
Hvem er nu det blandt Eleverne, der først har bestemt sig til at gaa hjem? Hvordan har de fundet paa det? Det maa Gud vide. Hos hvem det egentlig er, at den første Tanke derom er opstaaet, vil du aldrig kunne opdage. De har ikke aftalt det, de har ikke lagt Raad op om det, og alligevel har de taget den Beslutning at gaa hjem.
„Børnene gaar hjem!” De smaa Fødder tramper paa Trinene; Eleverne farer af Sted, springer som Katte, falder i Sneen, indhenter hverandre i Løb og styrter skrigende hjemad.
Disse Optrin, gentages en eller to Gange om Ugen. Det er pinligt og ydmygende for Læreren, der kun taaler dem, fordi de giver en saa meget større Betydning til de fem, seks, ja indtil syv Timer om Dagen, som Børnene ellers frivilligt og gerne følger. Naar disse Optrin gentager sig, kunde man maaske fristes til at anse Undervisningen for utilstrækkelig og ensidig; men man kan være ganske overbevist om, at den tvertimod er hverden slet eller resultatløs. Hvis Valget stilledes mig saaledes: Hvad er bedst, at der i Løbet af et helt Aar slet ikke forekommer et eneste af disse Optrin, eller at de gentager sig omtrent hveranden Dag, da vilde jeg ubetinget vælge det sidste. Hvad mig angaar, saa er jeg henrykt, naar jeg ser det ske flere Gange om Maaneden i Skolen paa Tjasnaïa Poliana. Til Trods for, at Børnene saaledes har fri Raadighed til at gaa, naar som helst de finder for godt, er Lærerens Myndighed ikke desto mindre saa stor, at jeg nu for nylig frygtede for, at Disciplinen i Skolen, Timeinddelingen og karaktererne, hvor let deres Vægt end var, dog skulde ende med at lægge Baand paa deres Frihed ved helt og holdent at fange dem i Skolereglernes Garn, som vor List havde sat ud for dem, og berøve dem Evnen til Valg og Indsigelse. Bliver de villigt ved at læse til Trods for den Frihed, de har, tror jeg, at Fortjenesten derfor ene og alene kan tilskrives de gode Egenskaber, som Skolen paa Tjasnaïa Poliana er i Besiddelse af. Jeg tror, at man i de fleste Skoler vilde opnaa det samme Resultat, og at Lysten til at lære noget er stærk nok hos Børn til at bringe dem til at finde sig i mange kedsommelige Forhold og til at tilgive mange Fejl. Det er godt, ja nødvendigt at tillade dem slige Uregelmæssigheder, om ikke for andet saa for at forebygge større Mangler og alvorligere Misbrug.
(Fortsættes.)
