« Tilbage til søgeresultaterne
Nogle Kvindemøder
II
Møderne i den amerikanske Pavillon blive mer og mer besøgte. Det er vanskeligt at komme til at sidde ned og Folk møder nu en halv Time før Tiden: i Tirsdags var det vanskeligt at komme ind.
Ugen forud gik Mrs. May Wright Sewall og jeg fulgte af en Mand, der bar Plakaterne, omkring til alle Paladserne og bad om Tilladelse til at hænge Indbydelsen, der var skrevet paa tre Sprog, op.
Det var blevet vedtaget i Styrelsesmødet, at hver Repræsentant skulde skaffe sin Kommissærs Samtykke; men da det kom til Stykket, kneb alle Damerne ud med Undtagelse af de skandinaviske; Broderlandene var de eneste, der holdt Ord. I deres Pavilloner hang Indbydelsen en Uge før i de andre.
England sagde rent ud Nej; der kunde Indbydelsen ikke blive hængt op uden en udtrykkelig Ordre. „Jeg har bedt om Tilladelse dertil skriftlig” sagde Mrs. Sewall; det hjalp ikke. Vi maatte ikke engang lade den blive. „Alles schriftlich, nur schriftlig” svarede Betjenten ved den tyske Pavilllon brøsigt og slog Døren i. Jeg stak Hovedet hen til den lille Rude, hvorigennem Folk forhandler med Stormagten. „Bitte, denne Dame ønsker ikke Billet til at se Kaiserværelserne, hun ønsker at se og tale med Direktøren; hør ad” i samme Tone som han. Det hjalp, han gik op og kom ned som et andet Menneske. Paa Kontoret traf vi en alvorlig, værdig, elskværdig ældre Mand, der straks gav Tilladelsen. Overalt fandt vi at „Et godt Ord finder et godt Sted”, Hollændere, Russere, Italienere, Spaniere, Græker, Finner, Serber, Perser, Østerigere, Ungarere og Rumænere, alle tog venligt mod Indbydelsen og hængte den op.
Det var en morsom Morgentur; thi vi var naturligvis saa høflige at besøge hver enkelt Pavillon bagefter.
Mødet forleden var overordentlig interessant. Mlle Vidard, Sekretær for det internationale Kvinderaad, fortalte om sit Land, om dets gamle Forfatning, der var baaret af samme Tanke som Internationalt Kvinderaad. En Række uafhængige Smaasamfund (22 Kantoner) der dannede et Hele.
Tanken var gammel i Sweitz, de havde haft let ved at danne et nationalt Kvinderaad; naar de endnu ikke var traadt ind i det Internationale, laa dette i, at de ikke endnu var rigtig rystet sammen indadtil. Først forinden saa foruden - hun haabede det ikke vilde vare længe inden de helt og fuldt kunde slutte sig til det Internationale Raad.
Det gør mig ondt, at jeg ikke kan give Dem en bedre Rapport af hendes varme Indlæg for Sammenhold mellem kvinder - mellem alle Kvinder. Hendes Udvikling af, hvad Kvinderaadet kunde og burde være; hvad hun haabede det vilde blive. Hun rejste hjem inden Mødet var forbi, saa jeg kunde ikke faa noget derom fra hende.
W. T. Stead blev varmt modtaget, hans Arbejde i Fredssagen blev omtalt af Mrs. Sewall, idet hun præsenterede ham.
Han delte ikke Mlle Vidarts Forhaabninger. Han kendte Kvinderne meget godt; havde selv haft ældre Søstre - og han vidste, at de baade kunde kradse og bide. Kvinderne var slet ikke Engle.
De har en Fredskomité, mine Damer, men hvor kommer De fra nu. De har lige overleveret en Rytterstatue af Washington til det franske Folk. Han er til Hest; og løfter sit blodige Sværd mod Himlen.
Hvilke franske Kvinder er det, der beundres her,? - de gode Søstre? Nej, det er Jeanne d’Arc til Hest og i Rustning - hun og hun ene, kan samle Frankrigs Kvinder og Mænd i de forskellige Partier om sig.
Jeg har intet at bebrejde Dem, mit Fødeland, England, som De alle maa foragte og hade, er ikke bedre.” Derpaa regnede han op, hvad Krigen mod Boerne havde kostet England i Penge
(67 Millioner Pd. Sterl.) og i Menneskeliv! Sorgen, Rædslen og Smerten talte han ikke om - den havde han ingen statistiske Oplysninger om - den kan hverken maales eller vejes. Han endte med at raabe „Leve Krüger!” (Stærk Applaus). Husk vi er i Paris, hvor hvert Ord mod England falder i god Jord.
Mrs. Sewall svarede formildende, at det gjorde hende ondt at Mr. Stead havde haft saa sørgelige Erfaringer i sin Barndom. Da der ikke maa tales om Politik eller Religion i det internationale Raads Møder, kunde han kun imødegaas privat.
Præsidenten og Vicepræsidenten talte for den sidste Kvindekongres; begge anerkendende om det internationale Kvinderaads Arbejde. Da Mrs. Sewall havde sagt, at vi skammede os over ikke at have de franske Kvinder med os, svarede Mlle Monod:
„Vi franske Kvinder skamme os over ikke at være med. Jeg haaber vi ad Aare vil kunde sende Repræsentanter til den staaende Komité.” -
En fransk Student, der kom lige fra Studentermødet, kom for at faa Oplysning om, hvad Dekorationen paa Kvinderaadets Væg betød. Han forholdt sig lidt vantro over for Spørgsmaalet om, at det skulde lykkes Mrs. Sewall at danne et fransk Kvinderaad, saa jeg indbød ham til at komme igen om Eftermiddagen”. Jeg vidste jo, at Kvinderaadet omtrent var dannet, men turde ikke fortælle det.
Han fortalte mig saa, at skønt Studenternes Kongres havde været temmelig officiel og netop derfor fuld af Spektakler, saa havde dog Kvinderne sejret netop der. Thi Kongressen havde ønsket: „At alle Regeringer skal give Kvinder Adgang til alle Skoler og til Universiteterne med Adgang til at blive dimitterede fra dem; at Studenter-Foreningerne skal optage de Kvinder, der var indskrevne som saadanne i Højskoler eller i Universiteterne som ordentlige Medlemmer med samme Rettigheder som Mændene; at disse Medlemmer skal have Ret til at indtræde i Bestyrelsen for de forskellige Selskaber; endvidere at de Kvinder, der tager de samme Eksaminer som Mændene, skal ogsaa have Ret til at beklæde de samme Embeder som disse.” Han sagde, at Studenternes Ønske jo ikke var Lov, men nu kunde man da ikke mere sige, at Studenterne af Brødnid var imod, at Kvinderne kom ind paa Universitetet.
Retten til at studere har de jo, men ikke Ret til at bruge deres Kundskaber uden som Lærerinder og Skolebestyrerinder.
Møderne havde været meget stormfulde i mange Henseender, men dette var dog ført igennem.
