Menneskets Udvikling

(fortsat.)

Ingen større Dag oprandt i Jor­dens Udviklingshistorie end den, da det første Menneskebarn fødtes. Thi paa den kom der ind i Verden det eneste, der manglede for at fuldkom­mengøre Skabningen: en Læremester i Kærlighed. Vel underviser Mode­ren Barnet, men langt vigtigere er den Undervisning, Barnet giver Mo­deren. Millioner og Millioner Mødre levede før den Tid i Verden, men den højeste Kærlighed var ikke født. - Ømhed, Blidhed, Uegennytte, Om­hu, Selvopofrelse, alt dette kendtes ikke. Til at skabe Moderkærlighed og alt, hvad dette Hellige Ord indeholder, for­dredes der et Menneskebarn.

Følger vi to af de højeste Orga­nismer gennem deres Barneaar, finder vi en slaaende Forskel med Hen­syn til den Tid, de bliver hos Moderen. Den ene er et spædt Menneskebarn, den anden, som vi kan tænke os født samme Dag, en Abeunge. Efter nogle faa Dage er Abeungen næsten i Stand til at gaa fra Moderen. Den kan allerede klatre, spise og sludre som Forældrene, og et Par Uger efter er Dyret lige saa uafhængigt af dem som det vingede Frø af Modertræet. I samme Tidsrum og endnu længe ef­ter er Menneskeungen ude af Stand til at nære, klæde eller beskytte sig selv; den er kun en halvbevidst Tin­gest, en sprællende Kugle, Verdens eneste Type paa Ubehjælpsomhed. Le­gemet er der med alt, hvad dertil hører, Led for Led, Muskel for Mu­skel, som hos den anden. Men hvoraf det nu kommer, dette Legeme arbej­der ikke. Noget er der, der mangler. Legemet har Øjne, men de ser ikke, Øren, men de hører ikke, Lemmer, men de arbejder ikke, Det hele synes en mislykket Affære, Hvorfor ligger det spæde Menneskebarn som en Træklods i Skoven, mens dets vævre Afbillede spotter det fra Grenen der­oppe? Hvorfor træder den, der ikke er Menneske, ud i Livet saa længe før den, der er det? Fra den mo­ralske Side forstaar vi vel, hvad denne Standsning betyder - det var nødvendigt for Menneskebarnets aandelige Udvikling, at det skulde være saa længe som muligt sammen med Mo­deren - men hvad er det bestem­mende paa, det fysiske Omraade? Det, der danner Forskellen mellem Abeungen og Menneskebarnet, er et ekstra Stykke Maskineri, som det sidste har og det første mangler. Og hvad er da dette Stykke Maskineri? En Hjerne, en menneskelig Hjerne - Barnet bruger den dog ikke. Hvorfor? Fordi den ikke er helt færdig. Naturen ar­bejder haardt derpaa, men paa Grund af dens indviklede og fine Indretning tager det lang Tid, og indtil alt er færdigt, maa Barnet vedblive at være en Ting. Og hvorfor er Abens Hjerne saa snart færdig? Fordi den er en Maskine, der er lettere at lave. Og hvorfor skulde den være lettere at lave ? Fordi den kun er beregnet paa et Dyrs Livsarbejde, den anden skal gøre et Menneskes Gerning. Her ser vi et smukt Eksempel paa den fremadskridende Udvikling. Alt det, den lavere Organisme gør, har allerede været gjort Millioner Gange af dens Forgængere, og Evnen er nedarvet, er bleven til Instinkt. Men et Menneske er ikke en Automat. Det skal gøre ny Ting, tænke ny Tanker, udfinde ny Livsvilkaar. Dets Forfædre har gjort det samme, men noget blev gjort saa sjeldent, andet i saa kort en Tid, at Arvelighed ikke kunde virke. Enhver, der kommer efter, maa selv bane sig Vej gennem Verden og lære at lodse sig uden om alle Livets Skær det bedste, han kan. Men dertil hø­rer et meget indviklet Maskineri. Det Apparat, der besørger Aandedrættet, uden at vi tænker derpaa, saa vel som det, der bringer Hjertet til at slaa, de selvvirkende Fjedre, der luk­ker Øjenlaaget, naar det er træt - disse og hundrede andre er gode, gamle Opfindelser, som ved uophørlig Brug Slægter igennem hos hvert nyt Individ lige fra Begyndelsen af ar­bejder til Fuldkommenhed. Derfor behøver Naturen ikke i denne sene Periode at spilde Tid paa nogen For­bedring af dem. Men den højere Hjerne er sammenlignelsesvis ny i denne Verden. Den paatager sig flere Plig­ter, ofte en hel ny Slags Pligter; den maa gøre Ting, som dens Forgængere endnu ikke havde lært at gøre eller ikke helt havde lært at gøre uden at tænke derpaa. Og det ubegribelig indviklede Maskineri maa have Tid til at vænnes til Arbejdet. Det kom­mer først i fuldkommen Orden efter en omstændelig Tildannelse og For­bedring.

Den lange Barnealder betyder altsaa fysiologisk set Opsætningen af et ekstra Maskineri i Hjernen, og af Ti­den, der medgaar til at gøre det fær­digt, afhænger dets Fortrinlighed. Man ser et Sejlskib stikke i Søen i det Øjeblik, det har sin Takkelage i Or­den. Et Dampskib maa vente paa sine Kedler. Og Belønningen for Dampskibets Liggen i Dok kommer lidt efter lidt. - Det gør større Nytte, Kursen kan ændres, som man lyster, og det er sikrere i Storm og Krigs­tid. For Duelighed, for Afveksling i Livsvilkaar, for større Sikkerhed maa Menneskeheden ligeledes betale Evolu­tionen en Afgift, bestaaende af en lang, hjælpeløs Barndom, en Opvækst, fuld af Vanskeligheder og Farer. Barn­dommen er i sit tidlige Stadium en Række Indsætninger af og Forsøg med det ny Maskineri, en langsom Eksperimenteren med Kræfter og Evner saa unge, at Arveligheden, idet den lader dem gaa videre, endnu ikke ser sig i Stand til at medgive dem fuld Brugs­anvisning.                      

Den menneskelige Hjerne er, for at tage et andet Billede, et Højde­drag af Nervestof, afsat Lag paa Lag furet af dybe Kløfter og gennemkrydset af et Net af Landeveje, langs hvilke Tankerne passerer frem og tilbage. De gamle vante Tanker gaar langs de slagne Veje; de ny Tanker slaar ind paa mindre befarede Stier, og de nye­ste maa selv danne friske Tankespor. Lidt efter lidt bliver saa disse til re­gulære Veje.