« Tilbage til søgeresultaterne
Hygieta
Lidt om Gulvklude.
Et ikke synderlig interessant Emne, vil de fleste sige; og dog spille disse nyttige, men hidtil upaaagtede Tjenere en ikke saa lille Rolle endda i vort Liv.
Baronesse Dahlerup, hvis Interesse for Filantropi, og Hygieine er velkendt, har, medens hun arbejdede paa at fremstille sine bekendte Bomuldsmadrasser, havt Lejlighed til samtidig at undersøge det Spind, hvoraf vore Gulvklude fabrikeres. De fleste gaar vel ud fra, at deres smudsig graa Udseende stammer fra ubleget Garn; men dette er ikke Tilfældet. Gulvklude fabrikeres af Affaldet, der opfejes af Gulvene i Spinderierne og derefter puttes i Maskinen Gang efter Gang.
Statistikken viser, at et stort Procentantal af Bomuldspindere bliver brystsyge som Følge af det fine Bomuldsstøv som samles i deres Lunger. Der er i Fabrikkerne ingen Spyttebakker - de spytter paa Gulvene og Opspyttet fejes ind Bomuldsaffaldet og gaar med i Spindemaskinerne. Ved at lægge en mørk Gulvklud i en Spand rent Vand vil man Dagen efter se, at Vandet er farvet, ligesom ogsaa Kluden lugter ubehageligt. Det graa Materiale fabrikeres mest i Belgien og Tyskland og Fabrikkerne i disse Lande har ikke villet indlade sig paa at levere Baronessen andet Garn til Forarbejdelse af Gulvklude.
Hun har nu formaaet et engelsk Firma til at levere hende aldeles ren Bomuld, hvorfra hun laver det fineste rene Fabrikat, som man næsten krymper sig for at kalde Gulvkludestof; det ligner mere Haandklæde eller Bommesistof, og har med Rette faaet Navnet, Hygieta.
Rendegarnet, som først slides paa vore Gulvklude og som paa de almindelige kun er snoet Garn, er paa Hygietakludene virkelig Fiskegarn, det stærkeste, som eksisterer, og disse er derfor mindst dobbelt saa stærke som de almindelige Gulvklude. Foruden at man, ved at anskaffe sig Hygietakludene, opnaar en større Betryggelse for Sundheden støtter man desuden Baronessens Bestræbelser for at skaffe fangerne paa Vridsløse et renligt og indbringende Arbejde.
Ved Siden af selv at forarbejde sine Sager i sit Hjem, har Baronesse Dahlerup nemlig faaet Tilladelse af Fængselsinspektør Ammitzbøll til at stille nogle Væve op i Fangernes Celler, saa vidt vides foreløbig 5 til Prøve. Man vil kunne bestille al Slags Haandvævning hos Baronesse Dahlerup, Charlottenlund, som saa bringer Bestillingen videre derud. Haandvævning er som bekendt ubestridelig langt stærkere end Maskinvævning.
Da Baronessen betaler den samme Væverløn, som en Entreprenør giver sine Arbejdere, optræder hendes Fabrikat ikke som Konkurrent til de bestaaende Varer uden igennem dets hygieiniske Egenskaber. Vi anbefaler derfor vore Læsere at gøre et Forsøg med en Hygieta-Gulvklud.