« Tilbage til søgeresultaterne
Skolen paa Tjasnaïa Poliana
Af
Grev Leo Tolstoï.
Oversat fra Fransk af Helga Westergaard.
VII
Uden for Skoletiden, i fuld Frihed og under aaben Himmel udvikledes der mellem Lærer og Elever et andet Forhold, hvor den størst mulige frimodighed, Naturlighed og Tillid herskede, et Forhold, der forekom os at være det Ideal, hvorefter Skolen skulde stræbe.
Nylig blev der i en af Klasserne oplæst en Fortælling: „Troldmanden” af Gogol. Slutningsscenerne af den gjorde et levende Indtryk paa Børnene og satte deres Indbildningskraft i Bevægelse, saa at de uafladelig talte om, hvad de havde hørt.
Det var ikke koldt udenfor; en Vinteraften uden Maaneskin, men med Skyer paa Himlen. Ved Korsvejen standsede vi. De ældste, der havde været tre Aar i Skolen, kom hen til mig og bad mig om at gaa lidt længere med dem. De smaa saa et Øjeblik paa hverandre og løb derpaa hurtigt deres Vej. De havde for nylig faaet en ny Lærer, og der var endnu ikke opstaaet den samme Tillid mellem dem og mig som den, der var mellem de største og mig.
,,Aa, lad os gaa, ind i Skoven,” foreslog en af disse.
Mere end nogen af de andre ønskede Fedka at komme derind. Det var en Dreng paa ti Aar, en fintfølende, let paavirkelig, modig og poetisk Natur. Faren udgjorde øjensynlig for ham den vigtigste Betingelse for en Fornøjelse. Om Sommeren kunde man blive ganske bange ved at se ham svømme meget længere ud i Dammen end nogen af de andre og ligge derude og foretage sig alle mulige Svømmekunster. Nu vidste han, at der var Ulve i Skoven, og derfor vilde han derind.
Med fire Drenge gik jeg da ad Skoven til; Semka, kraftig paa Sjæl og Legeme; Vanilo, en tolv Aars Dreng, som gik i Spidsen, og med en blød og bøjelig Stemme hvert Øjeblik raabte Hallo! Prognka, en sygelig, blid og talentfuld Dreng, Søn af en fattig Familie, tilsyneladende ene og alene sygelig af Mangel paa Næring, og endelig Fedka, som underholdt mig uafladelig, idet han med en besynderlig blød Stemme snart fortalte, at her havde han om Sommeren vogtet Heste, snart forsikrede mig, at der var slet ingen Fare; men tilsidst spurgte han mig dog i en indtrængende Tone, som for at tvinge mig til at svare:
„Hvad skulde vi gøre, hvis der pludselig viste sig en Ulv?”
Vi gik ikke ind i Skoven, det havde været altfor farligt, men holdt os i Udkanten; Mørket faldt paa, saa man kunde knapt se Stien; Lysene fra Landsbyen skjulte sig for os. Semka stod stille og lyttede.
„Stands, Børn! hvad er det?” spurgte han pludselig.
Vi tav, men hørte intet; alligevel kom Frygten til.
„Hvad skulde vi dog gøre . . . . hvis der var en . . . . lige bag efter os?” spurgte Fedka.
Vi talte om Røverne i Kaukasus. De kunde godt huske Kaukasus’s Historie, som jeg havde fortalt dem for længe siden, og atter talte jeg til dem om Kosakkerne og Hadji Murad.
Semka gik i Spidsen med lange Skridt i sine store Støvler. Prognka vilde gaa ved Siden af mig; men Fedka skubbede ham bort, og Prognka, der altid underkastede sig alle andre paa Grund af sin Fattigdom, lod sig nøje med at trave ude i Vejkanten, skønt han maatte gaa i Sne til Knæene.
Hvem, der har omgaaedes en Smule med Mujikbørn, maa have lagt Mærke til, at de slet ikke er vante til hverken at modtage eller yde nogen som helst Slags Kærtegn; vil nogen kysse dem, trækker de sig skamfulde og fornærmede tilbage, som om de ikke kunde forstaa, hvorfor de skulde behandles saaledes.
Derfor blev jeg forbavset ved pludselig, medens jeg talte, at føle Fedkas Ærme stryge op ad mit, og hans Haand omfatte to af mine Fingre, som han blev ved at holde fast paa.
Saa snart jeg tav, bad han mig i en saa bønlig Tone om at blive ved, at det var mig umuligt at sige nej.
„Gaa din Vej,” sagde han en Gang i en barsk Tone til Prognka, der travede foran os.
Han blev grusom i sin Glæde; saa optagen var han af Fortællingen, at intet maatte forstyrre hans Fornøjelse.
„Bliv ved! bliv ved!” sagde han til mig, stadig med sin Haand om mine Fingre. „Det er saa morsomt!”
Vi var komne ud af Skoven og nærmede os Landsbyen.
„Skal vi ikke gaa lidt længere!” sagde de alle som med en Mund, da vi fik Øje paa Lysene.
Vi gik videre, idet vi undertiden gled paa den frosne Sti; det hvide Mørke - det sneede - svirrede for Øjnene af os; Skyerne sænkede sig, som om de vilde indhylle os; ingen Grænser for dette hvide, hvor kun vi alene fik Sneen til at knase under vore Fødder, Vinden susede i Trætoppene; men vi gik i Læ af Skoven.
Jeg endte min Fortælling. „Da han saa sig omringet, gav han sig til at synge og stødte selv Dolken i sig.”
Alle tav.
„Men hvorfor gav han sig til at synge, da han saa sig omringet?” spurgte endelig Semka.
„Det var jo, fordi han forberedte sig til Døden!” svarede Fedka ganske bedrøvet.
„Jeg tror, det var en Bøn, han sang,” tilføjede Prognka.
Det var de alle enige om.
Pludselig stod Fedka stille.
„Sagde De ikke en Gang, at Deres Tante var bleven myrdet?” spurgte han mig. „Aa, fortæl, fortæl!”
Jeg fortalte dem endnu en Gang den grufulde Historie om Mordet paa Grevinde Tolstoï, og de stod ubevægelige og tavse omkring mig med Øjnene fæstede paa mit Ansigt.
„Men han blev da fangen, den Bandit!” sagde Semka.
„Hvor frygteligt af ham at komme listende om Natten og skære Halsen over paa hende, medens hun sov!” sagde Fedka, idet han klemte mine to Fingre endnu fastere med sin Haand; „jeg vilde have flygtet.”
Vi standsede ikke langt fra Landsbyen. Semka tog en vissen Gren op af Sneen og slog med den paa den tilfrosne Stamme af et Lindetræ. Istappene faldt med en underlig Lyd fra Grenene ned paa vore Hatte.
„Leo Nikolaïeviteh,” sagde Fedka (jeg troede, han vilde sige noget om den myrdede Grevinde), „hvorfor skal man egentlig lære at synge? til hvad Nytte er Sangen?”
Hvorledes han fra Rædselen over Mordet var sprunget til dette Spørgsmaal, maa Gud vide. Men efter alle Kendetegn at dømme: Klangen i hans Stemme, den Alvor, hvormed han ventede Svaret, de andres opmærksomme Tavshed, var det klart, at dette Spørgsmaal ganske naturligt knyttede sig til den foregaaende Samtale. Tilskrev han Uvidenheden Forbrydelsen? Satte han sig i Morderens Sted, og tænkte han paa, at hans kæreste Studium var Musik? (han er meget musikalsk); Eller følte han, at nu var Øjeblikket kommet til en alvorlig Samtale om alle de Spørgsmaal, han ønskede en Løsning paa? Hans Spørgsmaal overraskede ingen af os.
(Fortsættes.)
