« Tilbage til søgeresultaterne
Feriebrev
- - - De fire sidste Dage i Juli tilbragte jeg paa „Midtjyllands Højskole” *).
*) Om denne Folkehøjskole, den eneste i Landet og rimeligvis ogsaa i den ganske Verden, der ejes og bestyres af en Kvinde, indeholdt „Kv. o. Samf.” for d. 3. Juli 1900 en Artikel.
Jeg havde forladt Toget ved Rødkærsbro, ikke langt fra Viborg, og tog videre med Dagvognen, der gaar til Kjellerup og Silkeborg. Vejen gik over de store Vidder, der bølgede frem i livlige Linier og blaanede mod Horisonten. Spredte laa Gaardene med Straatagene rødmende i Aftensolen. Høj og herlig var Luften, der ligefrem duftede af styrkende Renhed - ja, det var rigtigt noget for en stakkels Københavner.
Paa en Gang bremsede Kudsken Vognen, og ned i Dybet bar det med Fart. Det var Palstrups mærkelige Dalstrøg, der med sine bratte skovbevoksede Skrænter laa tværs for vor Vej. Saa op igen ad den anden Skrænt og videre fremad over Vidderne.
Solen var lige gaaet ned, og Himlen luede gyldenrød, da mit Blik fængsledes af to Bygninger, der ved sine livlige Farver og smukke, ejendommelige Former gjorde en ypperlig Virkning i Landskabet.
Det var Højskolen. Det var let at se. Det kunde umuligt være noget andet.
Meget rigtigt. Dagvognen holdt; jeg havde naaet mit Maal og modtoges paa det hjærteligste af Forstanderinden, Frk. Begtrup.
Det var en velgørende Følelse af Hygge og Ro, der var det første umiddelbare Indtryk, og det holdt sig, trods Travlheden ved Skolens Afslutning, til det sidste.
Det var en hel Fornøjelse at sidde paa Skolebænk i den smukke Sal, der - som Skolens hele Udstyrelse - prægedes af en ædel Simpelhed og fin kunstnerisk Smag. Og det var ganske, udmærkede Foredrag, jeg i disse Dage fik at høre. Foredragsholdere var Frk. Begtrup og Kand. Lomholt, Pastorerne Brunn og Lund, henholdsvis fra Levring og Vium, og Fru Bruun.
Gymnastik var der hver Dag en Time i den store, ganske udmærket indrettede Gymnastiksal, og en af Dagene var der en Fremvisning, der blev til en hel Fest.
Først var der Fremvisning i svensk Gymnastik. Det gik med Liv og Lyst. Der marcheredes under Sang og taktfaste Skridt, og de mange Spring og Øvelser gik særdeles godt.
Da denne Del af Programmet var til Ende, trak de kvikke, unge Piger sig tilbage for kort derefter atter at optræde paa Skuepladsen. Men nu var Gymnastikhammen kastet, og de viste sig i forskellige Folkedragter, der klædte dem godt. De var improviserede, lavede af Pigerne selv, og nogen etnografisk Nøjagtighed var ikke efterstræbt. De svarede dog til deres Formaal og lod de Folkedanse, der nu fulgte, komme til deres Ret. Lærerinden i Gymnastik, Frk. Ingemann, havde indøvet danske, svenske, en gammelfransk og en skotsk Folkedans med Pigerne. De modtoges med Begejstring af de mange Tilskuere.
Det er et heldigt Greb at lade de unge lære disse smukke, gammeldags Danse, der ved deres Sirlighed og Anstand fryder Øjet. Ungdommen maa have Adgang til uskyldige Fornøjelser, og disse bør ikke savne et Element af Skønhed. Vore Valse og Galopader etc. kan være meget uskyldige i og for sig, men skønhedsforladte og flove, som de er, kan de kun regnes som en Art Motion. Det er derfor særdeles heldigt, at de gamle Danse, der er opstaaet paa en Tid, hvor Øjet ogsaa krævede Anstand og Skønhed af Fornøjelsen, bliver tagne op igen.
Det vidnede meget godt om Tonen paa Skolen, at alle disse Elever, der dog kun havde kendt hinanden og arbejdet sammen nogle Maaneder, sluttede sig saa fast sammen, som om de havde tilhørt en og samme Familie. Jeg ved ikke, om dette var et Udvalg af særdeles elskværdige unge Piger, eller om det var den gode, hjertelige og kærlige Tone fra oven, der satte sit Præg paa det hele, men vist er det, at det var ganske særligt forfriskende at være sammen med dem alle baade i Arbejdet og under Hviletiden. Man fik Indtryk af, at Glæden hvilede paa en Grund af Alvor, saa at den havde den rigtige Bund og ikke vilde bortvejres ved første Stød.
At Skolen er Kælebarnet for Omegnens Beboere, fik jeg Bevis for ved flere Lejligheder, særlig en Dag, da Frk. Begtrup var opfordret til i Lemming at tale om Eddison, og hele Skolen var indbudt med samt dens Gæster, Vi afhentedes i Vogne og beværtedes paa det rigeligste, efter at den alvorlige Del af Festen var forbi.
Til Trods før at Vejret var truende, havde Udsigten til at høre Frk. Begtrup tale samlet en meget stor Mængde Mennesker. Det syntes i det hele at være en særdeles opvakt Egn, og forhaabentlig vil den levende Interesse, hvormed den unge Skole omfattes, blive den til nødvendig Støtte, saa at den kan vokse sig stærk. Men at en kvindelig Højskoleforstander ogsaa har Fordomme at stride imod og overvinde, siger sig selv for den, der kender Landboens konservative Opfattelse af Kvindens Stilling. At Frk. Begtrups Skole dog allerede har formaaet at skaffe sig saamange Venner, er et glædeligt og betydningsfuldt Tegn, der viser, at Sagen her er lagt i de rette Hænder.
