« Tilbage til søgeresultaterne
Menneskets Udvikling
(Sluttet.)
Men det er nødvendigt at gøre et vist Antal af de vigtigste Veje farbare, før man kan sende den lille
bort fra Moderen, og derfor maa der saa lang en Barndom til. Og selv efter at Barnet har lært at sørge for sig selv, maa der endnu noget til. Man maa lære at rejse hurtigt uden at blive træt og man maa erhverve sig visse Vaner. Hos de vilde, hvor den voksnes Liv er saa enkelt, gaar dette sammenlignelsesvis let og hurtigt for sig. Men lidt efter lidt stiger Fordringerne og for det dannede Menneske strækker Opdragelsen sig næsten gennem et kvart Aarhundrede. Betydningen af alt dette for Moralens Vedkommende og især Tilbagevirkningen paa Moderen er saa tydelig, at vi ikke behøver at dvæle derved. Førend Hjernen var udviklet, var ethvert Indtryk for kortvarigt til at faa nogen etisk Virkning. Der var ingen Hjælpeløshed at ynke, ingen Smerte at lindre, ingen stille Timer, ingen Omhu, ingen Ængstelse - maaske den mest opdragende Følelse. Fysisk kunde Forældrene ikke være til Gavn for Afkommet, psykisk kunde dette ikke være til Gavn for Forældrene. De unge behøvede ingen Barndom, de gamle lærte ingen Medfølelse. En Løvinde bløder for sin Unge den ene Dag, den næste slaas hun med den paa Livet. Et Faar kender kun sit Lam, saa længe det er et Lam. Hengivenheden, der er stærk, saa længe den varer, er snart borte, og Sporene, den sætter i Hjernen, udslettes, før de traadtes dybe nok til at blive Vane. Hos Rovdyrene er det ganske lærerigt at se, hvorledes den korte Barndomstid lærer Moderen en lille Smule Kærlighed, mens Faderen, der ikke en Gang faar denne korte Lektion, forbliver uberørt, saa aldeles uberørt, at Moderen ofte maa skjule sit Afkom, for at han ikke skal æde det. Nej, Kærligheden havde ingen Chance, før den menneskeliger Moder kom. Hun alene fik Timer nok til at kunne tage Eksamen i Hengivenhedens Skole. Ikke blot Dage eller Uger, men Maaneder, saa længe hendes Barns hjælpeløse Skrig lød, maatte hun staa mellem det svage Lys og Døden, og i aarevis, saa længe til den udviklede Hjerne selv kan tage Kommandoen, tør hun ikke lade Kærlig heden blive kold eller blot en Time slippe den selvfornægtende Pleje.
Ved forskellige Lejligheder og paa usædvanlige Maader kaldes der paa Sympatien. Der vil komme Farer, Hungersnød, Sygdom. Moderen formaar i Begyndelsen ikke at møde disse store Fordringer - hendes Fond af Sympati er for lille. Hun kan ikke gøre sig nogen synderlig Umage, glemmer sig selv eller optræder særlig heroisk. Barnet, der ikke kan staa alene, dør. Det er godt, at det er saa. Det er Naturens Strenghed og Retfærdighed, - Tragedien Ivàn Ivànovitch, som Evolutionen bebuder. En Moder, som ikke kan hjælpe, skal ikke efterlade nogen, der bærer hendes Uværdighed videre. Et eller andet Sted findes der alligevel under lignende Vilkaar en lidt bedre Moder. Over for Faren tager hun sig sammen og møder den. En liden Stund overgaar hun sig selv, og i det Øjeblik lægges en Armlængde til Menneskehedens moralske Standpunkt.
Det er ikke altid givet, at det ædlere gaar af med Sejren; men der er stor Rimelighed derfor. Nogle Snese Aarhundreder til, nogle flere Millioner Mødre, og Spiren til Taalmod, Omsorg, Ømhed, Sympati og Selvopofrelse har fæstet Rod i den menneskelige Natur.
