« Tilbage til søgeresultaterne
Skolen paa Tjasnaïa Poliana
Af Grev Leo Tolstoï.
Oversat fra Fransk af Helga Westergaard.
VIII.
„Til hvad Nytte er Tegning? til hvad Nytte er Stil?” sagde jeg aldeles ude af Stand til at forklare ham, hvad Nytte Kunsten kan være til.
„Til hvad Nytte er Tegning?” gentog han tankefuldt og føjede til med Eftertryk: „Til hvad Nytte er Kunsten?”
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulde forklare ham det.
”Til hvad Nytte Tegning er!” sagde Semka. „Er det ikke godt at kunne tegne og gengive alt, hvad man ser, paa Papiret?”
„Ja, hvad skal det til at tegne Figurer?” spurgte Fedka.
Semkas sunde Natur kom ikke i Forlegenhed. „Hvad skal en Stok til? hvad skal et Lindetræ til?” ,sagde han, idet han slog paa Linden.
„Ja, det er sandt, hvad skal et Lindetræ til?” spurgte jeg.
„Det laver man jo Tagspærrer af,” svarede Semka.
„Ja. men om Sommeren, saa længe Linden ikke er fældet?”
„Ja, saa er den til ingenting.”
„Nej, nej!” ivrede Fedka, „hvorfor vokser da Linden i det hele taget?”
Vi kom da til den Slutnng, at foruden det nyttige er der det skønne, og at Kunsten var det skønne, og vi forstod alle, ogsaa Fedka, hvorfor Linden vokser og hvorfor vi skal synge.
Prognka, var enig med os; men han forstod bedst den moralske Skønhed: det gode.
Semka med sin store Forstand kunde ikke skille det skønne fra det nyttige. Som saa mange andre Forstandsmennesker erkendte han, at Kunsten er en Magt, men følte ikke i sin Sjæl Nødvendigheden af denne Magt. Han vilde komme til Kunsten ad Forstandens Vej.
Fedka indsaa da, at Linden er smuk med sine Blade, at det om Sommeren er en Fornøjelse at se paa den; og at der ikke behøver mere. Prognka fandt det beklageligt at skulle fælde Træet, fordi det var et levende Væsen.
„Thi det er ligesom at drikke Blod, naar vi drikker Saften af Birketræet.”
Semka sagde intet, men tænkte øjensynligt, at den jo ikke var til nogen Nytte, naar den først var raadden. Det er mig umuligt at gentage alle de Ytringer, der faldt; men jeg husker, at vi efter min Mening sagde alt, hvad der kunde siges, om Nytte, Skønhed og Moral.
Vi kom nær til Landsbyen. Fedka slap ikke min Haand; det forekom mig nu at være et Tegn paa Taknemmelighed. Det var længe siden, vi havde været saa fortrolige med hverandre. Prognka gik ved Siden af os paa den brede Landevej.
„Ser De,” sagde han, „der er Lys endnu hos Masanov! Da jeg i Eftermiddags gik til Skolen, kom Gavruccha ud fra, Kroen” tilføjede han, „fuld, ganske fuld. Hans Hest var bedækket med Skum; men alligevel piskede han løs paa den. Jeg kan ikke taale at tænke paa det. Hvorfor slog han den?”
„I Dag førte Fader sin Hest fra Tula ud i en stor Bunke Sne og lod den staa der,” sagde Semka, „og selv ligger han døddrukken og sover;”
”Men Gavruccha piskede sin Hest i Øjnene.” blev Prognka ved „O, jeg kan ikke taale at tænke paa det. Hvorfor slog han den?”
Semka stod pludselig stille.
„De er gaaet i Seng hjemme hos os,” sagde han, idet han stirrede paa Vinduerne i hans skæve Isba. „Farvel, Leo Nikolaïevitch,” tilføjede han, idet han øjensynlig modstræbende rev sig løs fra os og løb hen til Huset, løftede Klinken og forsvandt.
„Vil du følge os allesammen hjem?” bad Fedka.
Vi gik videre. Hos Prognka var der Lys. Vi saa ind igennem Vinduet. Hans Moder, en høj, slank Kvinde med sorte Øjenbryn og øjne sad ved Siden af en Vugge og pillede Kartofler. Matematikeren fra anden Klasse, Prognkas Broder, stod ved Bordet og spiste Kartofler med Salt paa. Isbaen var mørk, altfor lille og snavset.
„Hvor blev du af?” raabte Prognkas Moder til ham, „hvor har du været henne?”
Prognka saa ind ad Vinduet med et blidt og smerteligt Smil. Moderen gættede, at han ikke var ene, og hendes Ansigt fik øjeblikkelig et sødladent og hyklerisk Udtryk.
Nu var der kun Fedka tilbage.
„Vi har Skrædere hjemme,” sagde han, „derfor er der Lys hos og; Farvel, Leo Nikolaïevitch,” tilføjede han i en blid og kærlig Tone.
Han bankede paa den lukkede Dør og raabte: „Luk op!”
Det varede noget, inden der blev lukket op. Jeg kigede ind gennem Vinduet. Isbaen var stor; Faderen spillede Kort med Skræderne; nogle Kobbermønter laa paa Bordet. En gammel Bedstemoder sad ved Ovnen og stirrede gridsk paa Pengene. Den ene af Skræderne, en ung Mujik, havde lagt sine Kort omvendt paa Bordet og saa triumferende paa de andre. Fedkas Fader sad med opknappet Skjortelinning og rynkede Øjenbryn og krøllede Kortene sammen med den ene Haand, idet han svingede med sin Arbejder-Arm.
„Luk op!”sagde han.
Bedstemoderen rejste sig og lukkede op.
„Farvel,” sagde Fedka endnu en Gang til mig. „Vi vil ofte gaa saaledes sammen.
Vi afslutter hermed de Prøver, vi har givet af den store Russers Undervisningseksperimenter. Dersom nogen af vore Læsere ønsker at gøre sig bekendt med disse, kan vi henvise dem til den franske Bog, der findes i kvindelig Læseforening.
