« Tilbage til søgeresultaterne

Kinesiske Kvinder

« Se emneord

Ved det internationale Kvindemøde i London i Fjor mødte ogsaa en ki­nesisk Afsending, Fru Shen, en højtstaaende Dame, der var ledsaget af sin Mand og talte ved Hjælp af en Tolk. Vi gengiver her hendes Tale, der synes os paa en Gang at eje en vis Ynde og Værdighed og dog at være præget af den nationale Begrænsning*).

*) En tilstedeværende beskriver Fru Shen som „det bestandig smilende lille Væ­sen, der trippede om paa Tribunen uden nogensinde at slippe sin ligesaa bestandig smilende Ledsagers Haand”.

 

„Jeg fandt, da jeg kom til Lon­don, at den Forestilling er meget frem­herskende blandt Europæere, at Kvin­der ikke regnes for noget i Kina; og dette ikke blot, hvad Ledelsen af offent­lige Sager angaar, men ogsaa med Hensyn til Herredømmet i deres egne Huse. Man synes saaledes at mene, at de ikke har nogen Stemme med ved Opdragelsen af deres egne Børn.

Denne Opfattelse er imidlertid gan­ske forkert; den bygger paa den lige saa forkerte Idé, at kinesiske Kvin­der er mere ubetydelige end andre Landes Kvinder.

Det vilde være let at paapege utal­lige Tilfælde, hvor kinesiske Kvinder har ydet deres Land værdifulde Tje­nester; men jeg vil her kun pege paa et, og det er et Tilfælde, som hændte i min egen Familie. Min Sviger­fader, Shen Pao Chen, forhenværende Vicekonge i Nanking, stod i ikke ringe Grad i Gæld til sin Hustru for den høje Stilling i Staten, hvortil han naaede.                                            

Under Tajping Oprøret, mens han endnu kun var Mandarin i en forholds­vis ubetydelig Stilling, maatte han for­lade Byen, hvor han var Guvernør, for at hverve Soldater til Byens For­svar. Under hans Fraværelse i denne Mission overfaldt Oprørerne pludselig Byen, og alle troede, at dens sidste Time var kommen. Da kom Guvernørens Hustru frem paa Scenen og opmuntrede den svage Garnison til at holde ud; samtidig skrev hun til en General, der havde sit Kvarter i nogen Af­stand derfra, og opfordrede ham ind­trængende til at komme hende til Hjælp med alle sine Tropper. Brevet, der endnu eksisterer, var et sandt Mester­stykke baade i Sammensætning og Stil. Hun anførte enhver Grund, der kunde virke paa Generalens Følelser og vække ham til Handling, og for at give ham et Indtryk af Sagens Alvor, skrev hun med sit eget Blod i Stedet for med Blæk.

Hendes veltalende og rørende Ord gjorde sin Virkning. Generalen skyndte sig til Hjælp med sine Tropper, og Byen blev reddet.

Dette er et af Tusinde Tilfælde, i hvilke kinesiske Kvinder har bidraget til deres Mænds Forfremmelse og ydet Staten værdifulde Tjenester og saaledes vist, at de, langt fra at være de svage, hjælpeløse Væsener, man antager dem for, er lige saa modige, opofrende og selvhjulpne som Kvinder i andre Lande. Som andre Kvin­der styrer de deres Husholdning og beskæftiger sig med at opdrage deres Børn, hvis Karakterer dannes under Paavirkning af de Forskrifter, man opstiller for dem; de deler de Bekymringer og Prøvelser, der ikke sjældent træffer deres Mænd, de opmuntrer disse og staar dem bi i de forskellige Konflikter, hvorfra de haaber en Gang at hæve sig til indflydelsesrige og vigtige Stillinger.
Jeg haaber, at disse Bemærkninger maa blive et Middel til at udrydde de falske Begreber om Kvindens Stil­ling i Kina, som jeg finder, er saa al­mindelige i dette Land”.