Barnepiger

I.

Barnepige - det Ord vækker hos de fleste. Mennesker alt andet end venlige Følelser; lige rent ud sagt:  Barnepigerne er i de sidste Aaringer komne paa den sorte Tavle. Med ikke ret lange Mellemrum ser man nu stadig i Blade og Tidsskrifter Udfald imod og Suk over dette „uundværlige Onde”, men ogsaa fra Tid til anden et medfølende og forstaaende Ord for dem. Det er godt, at Barnepigespørgsmaalet er kommet paa Bane og ilde var det, om Stemmer, der nu høres i den Sag, atter skulde dø hen, uden at der opnaaedes nogen Forandring i Sagernes Stilling. Sikkert er der enkelte Husmødre og Mødre, der ved Ordet „Barnepige” uvilkaarlig kommer til at tænke paa det rare, pligttro Menneske, ”vi havde den Gang vore Børn var smaa, - rigtig én af den gode, gamle Skole”, og sikkert findes der endnu den Dag i Dag Barne­piger, der, naar de en Gang forlader deres Tjeneste, af Husmoderens fuldeste Overbevisning vil faa det Skudsmaal: paalidelig og samvittighedsfuld; forstod ualmindelig godt at vinde Børnenes Kærlighed og Hen­givenhed. - - - Men disse Egen­skaber er sikkert i Ordets egentlige Betydning „ualmindelige” nu om­stunder og de Væsner, der besidder dem, saare sjældne. I al Almindelighed har Barnepigerne med fuld Føje et yderst daarligt Navn, og det ikke blot blandt de Mennesker, der i de­res Hjem ikke kan undvære dette „Onde”, - nej, enhver har et Ord at sige med i denne Sag, enhver kender fra Veje og Gader fuldtud denne „Barnepige-Type” og ved at give sit Besyv med i Laget; ikke saa faa Mennesker vil desuden fra deres egne Erfaringer, ud fra deres Ople­velser kunne fortælle Eksempler, tidt haarrejsende Eksempler paa, hvad den og den Barnepige har bedrevet, hvor uforsvarligt hun har behandlet det hende betroede Barn; og sikkert foregaar der meget, som aldrig kommer for en Dag, men hvis slemme Følger spores længe og haardnakket.

Enhver, der kun har den ringeste Forstaaelse for, hvad der gavner eller skader et Barn, enhver, der véd, hvor megen Omhu og Pleje et Barn kræver og trænger til, og endelig enhver, der kender lidt  til, hvor meget  der afhænger af den  Paavirkning, Barnet er udsat for, maa kunne begribe, at her ligger der et alvorligt Spørgsmaal for. - Paa alle Livets Omraader gælder det, at man helst arbejder med Mennesker, der paalideligt og  samvittighedsfuldt gør deres Gerning. Der er imidlertid næppe   noget  Omraade, hvor dette maa  kræves mere end overfor Børnene. Barnet er, som det vel maa huskes, intet dødt Ma­teriale, hvormed der skal arbejdes, det er et virkeligt, et levende Væsen, med   hele sin Fremtid slumrende i sig. Om alle, der har med Børn at gøre, var sig dette fuldt bevidst, da vilde sikkert meget  af det, som der nu i vort Samfund maa føres haarde Kampe imod, kunne   undgaas. Men lad os nu sætte, at en Barnepige møder til sin Gerning  med den gode Vilje og det faste Forsæt, at gøre sin Gerning i Alvor; hun vil snart erfare, at Viljen saa langt fra en nok. Rent bortset fra, at det tidt er Forholdene, der vanskeliggør  eller endog umulig­gør Barnepigerne den  samvittigheds­fulde Opfyldelse af deres Pligter;  - snart ved Overlæsselse af Arbejde, snart ved Børnenes Uopdragenhed og Forældrenes Svaghed overfor og Med­hold med disse, - først og fremmest er Mangelen denne, at Barnepigerne er aldeles blottede for Midler til at omgaas Børnene   paa  rette Maade. Adskillige af dem, der sættes til Barnepigens Gerning har end ikke de ydre   Betingelser for at udfylde deres Plads. Det overbevises man snart om, naar man ser, hvad det er for    smaa, skrøbelige Væsner,  tidt satte netop til dette Arbejde, fordi deres Legemsbygning og Svaghed gør dem umulige til andet.  Men legem­lig Sundhed, gode Kræfter og gode Nerver maa den have,   der skal omgaas de smaa urolige Verdensborgere, -  det uroligste og ustadigste Folke­færd, der   overhovedet  findes;  uden denne rent legemlige Sundhed  er det en fuldstændig Umulighed at lære og tilegne sig den Taalmodighed, der udkræves til det daglige Samliv med Børn.  Ikke sjeldent  hører man, at Folk foretrækker at lade  en  gammel eller i alt Fald  aldrende Kone passe Børnene;  Taalmodighed og Overbæ­renhed med de smaa er Egenskaber, man  ganske vist kan forudsætte hos en  saadan,  -  og mange andre for­træffelige Egenskaber er hun ogsaa i Besiddelse af:  hendes Arbejde bærer sjeldent  eller aldrig Præg af  den Overfladiskhed og det Hastværk, man saa  tidt   iagttager hos de unge,  - hendes egne Tilbøjeligheder svarer saa godt til Barnets Tarv, -  hendes Tanker er ikke spredte til de mange Ting, men kan stadig være hos Børnene, - kort sagt, det  er saa trygt at vide Børnene hos den gamle; skjules skal det ikke: mangen Ung, uerfaren Moder, der selv   intet forstaar af Børneplejen, kan være saa rart rolig og tryg; Konen, den gamle, kender det, véd paa en prik, hvorledes det alt skal være og udfører det paa det omhyggeligste.  For saa vidt er alt  i skønneste Orden, Moderen behøver ikke at udsætte sig selv for de medfølgende Bryderier og Barnet  for en fejlagtig Pleje. Men -  ved Siden af disse mange fortræffelige Egenskaber har de gamle Koner andre, der gør dem mindre velskikkede til det nævnte Arbejde og Forældre burde derfor alligevel betænke sig, inden  de  tager dem til Børnenes Pasning. Barnet  trænger nemlig  tidt ikke  udelukkende til sin regelmæssige Føde, Søvn, Spadsere­tur og til det Solskin, som ogsaa den gamle opsøger i Anlægene og paa de aabne Pladser, det trænger til noget ud over  Alderdommens   taalmodige, flegmatiske Ro, med hele sin lille urolige, videbegærlige, virksomme Na­tur trænger   det til langt mere, end det, den gamle med al sin bedste Vilje kan give: Munterhed, Livlighed, ja  inderlig, ungdommelig Livsglæde, det er den Sol, den lille Menneskeplante trænger, til og bedst   udfolder sig i. Barnet  skal udvikle sig frit, ud fra alle sine Anlæg og Evner; - langt mere frit, end de gamle som Regel  kan  gaa med til, (den kendte Historie   „Hønen  med  Ællingerne”). Det er nu en Gang ikke nok, at man ”holder af Børn”. Et barnligt Sind hører der til, for at den voksne kan blive noget, for Barnet. Lad  os der­for ikke komme for meget ind paa, at faa Vartovkoner til at passe Børnene og køre med dem;  i de 9 af 10 Tilfælde  mangler de  Betingelse for at kunne forstaa de Smaas Interesser og Tænkemaade, for i ét og alt at gaa op i deres barnlige Glæder og Sorger. Det   følger fremdeles med Alder­dommen ikke at ville og kunne finde sig i alt det nye, der skyder op rundt om dem; man hører derfor tidt den Klage over en gammel Barnepige: „Ja,  hun gør det nu ganske paa sin egen Maade og taaler ikke, at  man siger noget derimod! - men hvad, det faar man nu finde sig i, hun er ellers saa mageløs!” Nu er der imidlertid netop paa  Børneplejens og Børneopdragelsens Omraade nye Ideer og Metoder i Gennembrud,  og svært trænges der i Sandhed til  dem,  derfor maa der unge Kræfter ind i Arbejdet. Endelig vil jeg minde om den Svaghed   overfor Børnene, som ”de gamle” har Ord for at gøre sig skyldige i;   hvor tidt hører man ikke om Mennesker, der for deres egne Børn har været særdeles gode Op­dragere, „Børnebørnene derimod for­sæler de grænseløst!” og mangen gang ser man, at Børn, naar Mo’er har været saa  haard og nænnet at skænde,  fluks løber ind i Barnekam­meret og faar Medhold og Trøst hos den gamle Barnepige.

Jeg har søgt i det foregaaende at vise, hvilke Egenskaber der maa for­dres af en Barnepige: Paalidelighed og Alvor, legemlig Sundhed, Taalmo­dighed, Munterhed og barnligt Sind, men dermed er jeg endnu ikke færdig.  Efter min Mening er Barnepi­gens Gerning saa stor og ansvarsfuld, saa betydelig og vidtrækkende, at in­gen burde sættes til den uden først have lært den. Er det nødvendigt, at Kokkepiger og Stuepiger faar en grun­dig Vejledning og Uddannelse i deres Fag, saa er det ubetinget af endnu langt større Betydning, at de, hvem forældre betror det bedste, de ejer - deres Børn -, trænger til en særlig samvittighedsfuld Uddannelse til deres Opgave, særlig, da de færreste vel paa forhaand medbringer alle de for­hen nævnte Betingelser. Jeg er over­bevist om, at mange Mennesker vil give mig Ret i, at det maatte være en Lykke, om vi saa snart som mu­ligt kunde faa en stor Part af disse snart flanede, overfladiske, snart uvi­dende, tankeløse - og næsten altid karakterløse Barnepiger, man ser saa overvældende mange af, ud af Verden, ): Børnenes Verden, og faa dem er­stattede af Piger, der baade forstaar deres Gernings Storhed og Ansvar og kender Midlerne til at røgte den forsvarligt.

Spørgsmaalet vil da blive dette: hvad maa en Barnepige, der en Gang skal kunne svare til Prædikatet „uddannet”, lære? Og har man faaet klaret dette Spørgsmaal, saa vil uvilkaarlig det næste rejse sig: er det muligt, eller hvorledes bliver det mu­ligt at naa det Maal? - Jeg maa tilstaa, at ser man end over den tal­løse Vrimmel af Barnepiger - alene i vor By, - der aldrig fortjente at kaldes med det Navn, saa kan det nærmest se haabløst ud; men der er et gammelt Ord, der endnu den Dag i Dag finder sin Anvendelse, og det med Rette: vel begyndt er halvt fuld­endt. Selv om det vel aldrig vil lyk­kes fuldt ud at raade Bod paa al den Daarlighed, der findes, saa er jeg dog overbevist om, at kunde vi blot aarlig sende et Antal unge Piger, der med Samvittighedsfuldhed vil øve, hvad de har lært, ud i Familierne, da vilde allerede meget være vundet. Det vil maaske nu for Tiden, da Tjenestepigesagen staar paa Dagsordenen, og der særlig tales og skrives meget , hvorledes der bedst skal skaffes Pigerne en god Uddannelse, have In­teresse for en eller anden at høre lidt om et Forsøg, jeg har gjort i den Retning og herom skal jeg da i en følgende Artikel give nogle Oplysnin­ger. -