« Tilbage til søgeresultaterne

Mrs. Humphry Ward

« Se emneord

(Efter Etische Kultur.)

Denne berømte engelske Roman­forfatterinde blev født den 11. Juni 1851 i Hobart paa Tasmanien. Da hun var 5-6 Aar gammel, vendte Faderen, Thomas Arnold *), der var Skolemand, tilbage til England, hvor han levede i London, i Birmingham. og tilsidst i Oxford.

*) Broder til den fint dannede Kritiker og Digter Matthew Arnold.

Her tilbragte Mary Augusta Arnold Størstedelen af sin Ungdom, og de Indtryk, hun her modtog, var afgørende for hendes Liv. Oxford var nemlig den Gang Midtpunktet for de friere Rørelser i Religion og Videnskab; her levede og virkede denne Retnings vigtigste Førere. I Oxford lærte Mary Augusta ogsaa sin tilkommende Mand at kende. Mr. Humphry Ward, Universitets­lærer og bekendt Forfatter. I 1872 blev hun gift med ham, og har siden levet dels i Oxford, dels - især i de senere Aar - i London, hvor hendes Hjem er blevet et af Midtpunkterne for det fornemme og dannede Sel­skab. Ligesom George Eliot begyndte hun sin Forfattervirksomhed med Artikler i Tidsskrifter,

„ Quarterly Review” o. a. om udenlandsk Litte­ratur og teologiske Spørgsmaal; des­uden leverede hun ogsaa Oversæt­telser; men alt dette vakte dog ikke megen Opmærksomhed.

Da udkom i 1888 Romanen „Ro­bert Elsmere”, der med eet Slag stil­lede Mrs. Ward i forreste Række af engelske Romanforfattere. Der blev solgt 130,000 Eksemplarer af den i det første Aar, og i alle Tidsskrifter var der lange Afhandlinger baade for og imod Bogen, Selv gamle Gladstone rettede i  „Nineteenth Century” sin teologiske Skarpsindigheds svære Skyts imod dens Tendens, hvorvel han i de mest smigrende Udtryk erkendte Værkets litterære Værd. I denne Tendens ligger fornemmelig Bogens Betydning og Hemmeligheden ved dens store Udbredelse. Det er Kampen mellem Tro og Viden og den sidstnævntes Sejr, som Digterinden heri legemliggør. Bogens Helt er en ung, begejstret Præst, som kommer i Tvivl med Hensyn til sin Tros Grund­lag og efter stærke Sjælekampe ned­lægger sit Embede for at leve mellem Arbejderne i Londons Østende og forkynde Religionen uden Dogmer og Undere. Hans indre Kamp bliver end mere interessant derved, at den foregaar midt i Nutidslivet. Hans sværmerisk fromme Hustru Katharina gør ham Kampen sværere; han drages hid og did af mange Slags Indflydelser, der repræsenteres af forskellige Per­soner, en lærd og skeptisk Lord, en Professor fra Oxford og gejstlige Svær­mere. Men tilsidst kæmper han sig

igennem og vinder Fred. I Baggrun­den ser vi det arbejdende og lidende Folk, snart Landboerne, som i deres usle fugtige Hytter slæber Livet hen i dump Resignation, snart den i aandelig og moralsk Henseende forvildede Befolkning i det østlige Londons Ar­bejderkvarterer. En Episode, hvis Hovedperson er Katharinas verdslig­sindede Søster, giver Anledning til Skildringer af Selskabslivet i London med dets Sladder og dets æstetiske og  religiøse Dilettanteri. Romanens dybe Virkning fremkommer dels ved den Kraft, hvormed Forfatterinden fremstiller sit religiøse Livssyn, dels i den Rigdom og Livsfylde, som Bo­gen indeholder. Dens Svaghed er en Mangel paa kunstnerisk Enhed og Sammentrængthed, som kommer af den altfor brede Fremstilling af teologiske Spørgsmaal. Tendensen for­styrrer ofte den poetiske Nydelse.

Mrs. Wards næste Roman „David Grieves Historie” 1892 betegner i kunstnerisk Henseende et Fremskridt. Romanen viser os to forældreløse Børn, David og Louise, og deres Livsførelse. Hun, der er koket og utilfreds, egenkærlig og hjerteløs, bukker under i Livets Kamp og en­der i Selvmord efter at have tabt Troen paa Gud og Mennesker. Han er klog og god, gennemtrængt af glø­dende Sandhedstrang og Kundskabs­tørst. Efter svære Prøvelser opnaar han endelig Troens Fred i sit Indre og oven i Købet en i ydre Hen­seende anset og tilfredsstillende Livs­stilling. Den Livsanskuelse, som Da­vid arbejder sig frem til, er naturlig­vis Mrs. Wards egen og den saakaldte „ny Reformations”, som for­kaster Undere og Dogmer uden dog at ville sætte Materialisme og Vantro i deres Sted.           

I sin tredje Roman „Marcella” (1894) vender Forfatterinden sig til de sociale Spørgsmaal. Fortællingen foregaar dels mellem Aristokratiet, dels mellem de laveste Lag af Be­folkningen, Land- og Fabriksarbejderne. Heltinden, Marcella Boyce, arbejder sig fra en fantastisk og uklar Socialisme, der vil omstyrte alt det bestaaende, op til en højere politisk Tro, der stræber efter gradvise Fremskridt, og tager Hensyn, ikke alene til Menneskers materielle, men ogsaa til deres aandelige og sædelige Tarv. Denne Udvikling er saa at sige anskueliggjort ved hendes Forhold til Aldons Raeburn, den konservative, men dog folkevenlig sindede Godsejer, med hvem hun er forlovet. Hun hæver Forbindelsen med ham, fordi han vil straffe en Vildttyv og Morder; men de forsones tilsidst igen. Ogsaa her gaar et stort Antal Per­soner over Scenen: socialistiske Svær­mere og ærgerrige, samvittighedsløse Politikere, gode og haardhjertede Godsejere, Vildttyve, Arbejdere og Fabrikanter. Alle disse Slags Men­neskers Liv og Tænkemaade lærer vi at kende. Og her er den Grænse­linie, som skiller Digtningen fra Af­handlingen, bedre fastholdt end i de foregaaende Romaner. Marcella betegner vistnok Højdepunktet af Mrs. Wards digteriske Skaben.

Efter denne Roman følte Mrs. Ward aabenbart Trang til en Gang at vise sig for Publikum fra en helt anden Side, til ene og alene at være Digterinden, som uden Bihensigter fremstiller Menneskers Skyld og Li­delse. „Bessie Costrell” er en Lands­byhistorie uden Tendens, som i de enkleste Forhold skildrer de mest usammensatte menneskelige Liden­skaber, Gerrighed og Havesyge, der ender i Tyveri og Mord. Historien, som er spændende og af gribende tragisk Virkning, vidner om Forfatterindens udmærkede Fremstillings­evne.

Dog denne Fortælling danner kun en Episode i Mrs. Wards Virksom­hed. Med den følgende Roman „Sir George Tressady” vender hun tilbage til sit særlige Omraade, Tendens­romanen. Denne Gang vælger hun til Midtpunkt for sit Værk et Spørgsmaal der særlig staar paa Dagsordenen, nemlig om Statens Op­syn med og Omsorg for Hjemmeindustrien. Hun henlægger sin For­tælling i den kommende Tid, ikke i Utopiernes og Idealstaternes fjerne Fremtid, men i den allernærmeste, nemlig Begyndelsen af det 20de Aarhundrede. Romanen er ligesom en Fortsættelse af „Marcella”. Denne er nu bleven Lady Maxwell gift med en Minister og Fører for et stort politisk Parti. Hun er hans Egeria, en Slags Madame Roland, der lader sin Skønhed og Elskværdighed tjene Mandens socialpolitiske Ideer. Mi­nisteriets Skæbne afhænger af, hvor­vidt et Lovforslag om Hjemmeindustrien gaar igennem; denne Sag er nemlig Lord Maxwells og hans Hustrus Hjertesag. Marcella benytter sine Gaver til at overtale Modpar­tiets mest fremragende Politiker, Sir George Tressady, til Frafald fra hans Parti, og derved hjælper hun sin Mands Sag til Sejr. Sir George Tressady er ulykkelig gift og føler sig lidenskabelig hendragen til Lady Maxwell; men denne, der er en lige saa trofast Hustru som ædelt tæn­kende Kvinde, beslutter at forsone de to Ægtefæller, der ikke uden egen Skyld er bleven fjernede fra hinanden. Hun bliver Veninde og Raadgiverske for den noget kokette og overfladiske Lady Tressady og opdrager denne til sin egen Opfattelse af Ægteskabet som et aandeligt Kammeratskab. Og­saa dette lykkes hende, og alt synes at skulde ende glædeligt, da Sir George Tressady - man ved ikke rigtig hvorfor - finder Døden i en Bjærgværksgrube, hvor han er stegen ned for at bringe Hjælp til nogle for­ulykkede Arbejdere. Romanen viser alle Forfatterindens Fortrin: hendes fine og mangesidige Iagttagelse, hen­des nøje Kendskab til og glimrende Skildringer af Livet i England, saa vel i Hovedstadens Selskabssale og paa Adelens Landslotte som i Parla­mentet og i Værkstederne. Men den viser ogsaa hendes Fejl: en altfor løs Komposition og en Tone, som passer bedre fra Talerstolen eller i en Afhandling. Her misforstaar Mrs. Ward Digterens Gerning. Digteren skal kun vække de ædle Rørelser, som bringer Menneskene til at ønske det rigtige og gode, skal paavirke Følelser og Sindelag og først der­igennem Handlingerne; men hun kan aldrig lade være at foreskrive For­holdsregler eller belære om, hvorledes Mangler skal afhjælpes.

Hendes sidste Roman „Helbeck of Bannisdale” (1898) fører os atter ind paa de aandelige, særlig de reli­giøse, Brydningers Omraade. Helten heri er en katolsk Adelsmand, der lever ensomt paa et gammelt, halvt forfaldent Herresæde i Westmoreland og ganske gaar op i at tjene Kirken, som han ofrer sit Liv og sin For­mue. Den stolte, strenge Eneboer møder paa sin Vej en ung livslysten Pige, Datter af en Professor i Cambridge, i hvis frisindede Meninger hun er vokset op. Mellem disse to opstaar der hurtig en Kærlighed, som de ikke kan bekæmpe. Men deres Livssyn adskiller dem. Hun ser ingen Udvej af Kampen mellem hendes Følelser og den Anskuelse, hun har taget i Arv, hvorfor hun tilsidst tager sin Tilflugt i en frivillig Død, medens han træder ind i Je­suiterordenen. Mrs. Ward skildrer med fin Forstaaelse Katolicismens strenge Form og dens Magt over en noget indskrænket men højtstræbende og ædel Natur; hun fordyber sig i den aandelige Atmosfære, han skaber om sig og lever i, og hun kommer til den Slutning, at en Udsoning mellem ham og en friere Verdensbetragtning er en Umulighed. Men at Heltinden, som ikke kan ofre sine Ideer for sin Kærlighed, søger Døden, synes en usandsynlig og lidet tilfreds­stillende Løsning, som der kunde indvendes meget imod, saavel fra Tendensens som fra Kunstens Side. De her nævnte Værker er, foruden en Mængde Afhandlinger om religiøse og sociale Spørgsmaal, Mrs. Wards litterære Ydelser.

Men hendes Virksomhed er ikke til Ende hermed. Hun hører til de i England saa ofte forekommende Aander, som straks maa stræbe at over­føre deres Ideer i Virkeligheden. Af Walter Besants Roman „Mennesker af enhver Slags og enhver Stand” fremgik Folkepaladset i Londons Øst­ende som vil bringe Dannelse og sund Munterhed ind i dette Arbejdets og den raa Nydelses Kvarter, og Mrs. Ward har grundlagt „University Hall”, som ligeledes er helliget Folke­oplysningen. Midlerne er tilvejebragt, dels ved hendes egne Foredrag, dels ved Gaver fra rige Menneskevenner, som er paavirkede af hende. Det ses heraf, at Mrs. Humphry Ward ikke alene skriver om Menneskekærlighed og selvforglemmende Opofrelse, men selv forstaar baade at udøve disse Dyder og at bringe andre dertil.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Regioner