« Tilbage til søgeresultaterne

Nogle Kvindemøder

Af: Ada M. Frederiksen

« Se emneord

IV.

Mødet 14. August var stærkt be­søgt. De fleste franske Kvindegrupper var repræsenterede.

Mlle Sarah Monod, der i mange Aar har staaet i Spidsen for flere velgørende Stiftelser, Mme Schmahl - der er Stifter af Selskabet l’Avantcouriére, et Selskab, der arbejder paa at forbedre Kvindens Stilling ad Lov­givningens Vej og Udgiverinde af et Tidsskrift - dannede Centrum. Yderste Højre var repræsenteret af Mlle Granpré, en elskværdig gammel Dame der i 15 Aar har besøgt faldne Kvinder i St. Lazare, og som senere hele sit Liv har stræbt at skaffe dem, der kom ud derfra, Opdragelse og Arbejde. Mme Bogelot, Mme Hyazinthe Loyson, Mme Dandurand, Kanada, Mme Pognon og mange andre franske Kvinder fra de forskellige Foreninger.

M. Urban Gohier, Journalist, erklærede sig selv for Kvindesagsven - han er ivrig Socialist, Antinationalist, Antimilitarist. - Han arbejder for Sa­gen mellem Mændene, ser at faa dem til at opgive at fordre Medgift. Denne Skik hindrede mange Ægteskaber og det var en daarlig Indledning til Ægte­skabet at underhandle om, hvor stor denne skulde være. Kunde Hustruen tjene noget, var det godt, men det var Mandens Pligt at sørge for Udkommet. Vel kunde Kvinden ikke gaa i Krig, men hun bidrog sit ved at sende sine Sønner. Hendes Byrde var efter hans Mening den tungeste.

Kvinden spiller allerede nu en stor Rolle som Moder og bærer et tungt Ansvar; det er hende og ikke Fade­ren, der lærer Døtrene at elske „Rød­bukserne” de røde Uniformer, - det er hende og ikke Faderen, der sender dem i Skriftestolen til de sorte Kutter. - Hun maa lære at forstaa Følgerne af dette.

Han er glad over, at det inter­nationale Raad arbejder paa „Broder­skab” mellem Kvinderne.

I en Artikel, han skrev Dagen efter, udtrykte han sig betydelig stær­kere mod det Afguderi, som Kvin­derne driver med Hær og Kirke; her mente han ikke, at det internationale Kvinderaad vilde kunne udrette no­get, naar det ikke gik angrebsvis til Værks. Dets Voldgift og Mægling mellem de forskellige Partier førte ikke videre; det var godt nok at komme sammen og drikke en god Kop Te - men Kamp maa der til, uden Kamp ingen Sejr.

Han har tydelig nok glemt Hi­storien om Vinden og Solen, der væd­dede om, hvem der kunde faa en Mand til at tage Kappen af; der sej­rede Solen.

Mme Schmahl talte om Ledemotivet i Wagners Musik. Ved stadig at komme igen slaar det Rod i vor Hu­kommelse, vinder vor Sjæl og ender med at fæste Bo i vort Hjerte. Inter­nationalismen maa gøre ligesaa, man maa ikke forhaste sig, men give Tan­ken Tid til at slaa Rod.

Denne Overenskomst maa ikke jævne Forskellen mellem de forskel­lige Meninger, det vilde kun føre til Ligegyldighed, men den maa lære os Overbærenhed og Respekt for de for­skellige Overbevisninger.

Vi maa ikke være bange for det ny, fordi det er nyt, men tage mod den Haand, der rækkes os af Kvin­der, fra andre Lande; gribe Lejligheden til at lære dem og deres at kende.

M. Dandurand, Kanadas Kommis­sær, blev præsenteret for os.

Der var straks i Kanada to Partier i denne Sag i den offentlige Mening; et engelsk Fremskridts Parti, og et kon­servativt, der frygter det ny; thi vi beholdt Code Napoleon, da Frankrig afstod Kanada. Den kanadiske Kvinde er dog tilfreds med sin Skæbne, thi trods Code Napoleon er hun Dronning blandt de  andre Dronninger  i Amerika.

Den franske Kanadier holder ikke af at se sin Hustru arbejde for fremmede. Han tjener det fornødne og lader hende sørge for Resten. De unge Piger danner dog en Undtagelse, de har, som i Amerika, næsten for­drevet de unge Mænd fra Kontor­stolen.

Lady Aberdeen bragte et friskt Pust til Kanada, ny Foreninger blev dannede, de forskellige Organisationer sluttede sig sammen, der var ingen Vanskeligheder mellem de forskellige Trossamfund, Katoliker og Protestan­ter mødes paa fælles Grund og ar­bejder godt sammen.

Den kanadiske Kvinde havde været rede til at tage socialt Arbejde op, hun vil ogsaa være parat til at stemme, naar hun faar Ret dertil. (Stærke Bifaldsraab, Bravo, hør), men Begejstringen naaede sit Højdepunkt, da han sagde, „skønt vi har været ad­skilt fra Frankrig i 140 Aar, elsker vi det lige højt.”

En spansk Senator talte om Fred og Voldgift, Mrs. Sewall takkede ham og sagde, at Fred og Voldgift stod paa vort Program. Saa meddelte hun os, at de franske Kvinder havde be­sluttet at danne et Nationalraad, at Mme Bogelot vilde, som vor Ærespræsident, præsidere, indtil de fran­ske Kvinder havde valgt deres Ko­mité.

Hun sluttede med at sige Farvel og sige til de franske Kvinder: „Jeg takker Dem for Deres  Venlighed og Vilje til at hjælpe mig, jeg har truf­fet mange Kvinder og Mænd, har ta­get Del i mange Møder og drøftet mange Sager, men jeg har ikke hørt et eneste haardt, ukærligt Ord i alle disse Uger” - her standsede hun - og sagde tøvende - „ja, der var rigtignok en Droskekusk forleden, der var meget grov mod mig - men det var en ren Undtagelse.

De ved nu, hvad vi vil, De ved, at vi ikke kommer for at kæmpe mod Mændene - vi holder allesammen meget af den Mand, vi har valgt.

Jeg for min Del elsker og ærer Mindet om min Fader og min Mand. Det internationale Raad fører ikke Krig, vi mødes og tales ved om Sagerne med et godt Sind, vi vil ikke nøde nogen til at handle som vi, vi taler sammen, raader hinanden. -

Selv om vi aldrig bliver enige om en Sag, vi har drøftet, er vi lige gode Venner for det. Vi arbejder ikke for Kvindens, men for Slægtens (Ra­cens) Udvikling og Forbedring.”

Jeg tror, jeg har givet det vig­tigste af, hvad hun sagde, men jeg kan ikke skildre det Indtryk, hun gjorde paa Forsamlingen. Mange franske Kvinder havde stillet sig, ikke fjendtligt, men meget vantro over for Mrs. Sewalls Bestræbelser; men hen­des Møder har været livlige og ind­holdsrige, og meget godt besøgte; tilsidst blev det nødvendigt at vise Billet for at komme ind; og det lykkedes jo at faa det nationale Raad dannet. Hun selv sagde, at uden de fran­ske Kvinder var det internationale Raad som Himlen uden Sol (dette klinger bedre paa Fransk).

Mlle Monod svarede: „For mig staar det, som om det, at vi ikke var med, var en Sky,” hun vovede ikke paa de franske Kvinders Vegne at tage mod det Ansvar at være Sol.

Forsamlingen flokkedes om hende for at takke og sige Farvel; mange Løfter blev vekslede, og naar det inter­nationale Raad mødes, vil Frankrigs Flag vaje mellem de andres.

Paa Kongressen, der holdes den 5.-9. September, vil vi faa at vide, hvilke Kvinder, der skal repræsentere Frankrig i Berlin om 4 Aar.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner