« Tilbage til søgeresultaterne
Nogle Kvindemøder
IV.
Mødet 14. August var stærkt besøgt. De fleste franske Kvindegrupper var repræsenterede.
Mlle Sarah Monod, der i mange Aar har staaet i Spidsen for flere velgørende Stiftelser, Mme Schmahl - der er Stifter af Selskabet l’Avantcouriére, et Selskab, der arbejder paa at forbedre Kvindens Stilling ad Lovgivningens Vej og Udgiverinde af et Tidsskrift - dannede Centrum. Yderste Højre var repræsenteret af Mlle Granpré, en elskværdig gammel Dame der i 15 Aar har besøgt faldne Kvinder i St. Lazare, og som senere hele sit Liv har stræbt at skaffe dem, der kom ud derfra, Opdragelse og Arbejde. Mme Bogelot, Mme Hyazinthe Loyson, Mme Dandurand, Kanada, Mme Pognon og mange andre franske Kvinder fra de forskellige Foreninger.
M. Urban Gohier, Journalist, erklærede sig selv for Kvindesagsven - han er ivrig Socialist, Antinationalist, Antimilitarist. - Han arbejder for Sagen mellem Mændene, ser at faa dem til at opgive at fordre Medgift. Denne Skik hindrede mange Ægteskaber og det var en daarlig Indledning til Ægteskabet at underhandle om, hvor stor denne skulde være. Kunde Hustruen tjene noget, var det godt, men det var Mandens Pligt at sørge for Udkommet. Vel kunde Kvinden ikke gaa i Krig, men hun bidrog sit ved at sende sine Sønner. Hendes Byrde var efter hans Mening den tungeste.
Kvinden spiller allerede nu en stor Rolle som Moder og bærer et tungt Ansvar; det er hende og ikke Faderen, der lærer Døtrene at elske „Rødbukserne” de røde Uniformer, - det er hende og ikke Faderen, der sender dem i Skriftestolen til de sorte Kutter. - Hun maa lære at forstaa Følgerne af dette.
Han er glad over, at det internationale Raad arbejder paa „Broderskab” mellem Kvinderne.
I en Artikel, han skrev Dagen efter, udtrykte han sig betydelig stærkere mod det Afguderi, som Kvinderne driver med Hær og Kirke; her mente han ikke, at det internationale Kvinderaad vilde kunne udrette noget, naar det ikke gik angrebsvis til Værks. Dets Voldgift og Mægling mellem de forskellige Partier førte ikke videre; det var godt nok at komme sammen og drikke en god Kop Te - men Kamp maa der til, uden Kamp ingen Sejr.
Han har tydelig nok glemt Historien om Vinden og Solen, der væddede om, hvem der kunde faa en Mand til at tage Kappen af; der sejrede Solen.
Mme Schmahl talte om Ledemotivet i Wagners Musik. Ved stadig at komme igen slaar det Rod i vor Hukommelse, vinder vor Sjæl og ender med at fæste Bo i vort Hjerte. Internationalismen maa gøre ligesaa, man maa ikke forhaste sig, men give Tanken Tid til at slaa Rod.
Denne Overenskomst maa ikke jævne Forskellen mellem de forskellige Meninger, det vilde kun føre til Ligegyldighed, men den maa lære os Overbærenhed og Respekt for de forskellige Overbevisninger.
Vi maa ikke være bange for det ny, fordi det er nyt, men tage mod den Haand, der rækkes os af Kvinder, fra andre Lande; gribe Lejligheden til at lære dem og deres at kende.
M. Dandurand, Kanadas Kommissær, blev præsenteret for os.
Der var straks i Kanada to Partier i denne Sag i den offentlige Mening; et engelsk Fremskridts Parti, og et konservativt, der frygter det ny; thi vi beholdt Code Napoleon, da Frankrig afstod Kanada. Den kanadiske Kvinde er dog tilfreds med sin Skæbne, thi trods Code Napoleon er hun Dronning blandt de andre Dronninger i Amerika.
Den franske Kanadier holder ikke af at se sin Hustru arbejde for fremmede. Han tjener det fornødne og lader hende sørge for Resten. De unge Piger danner dog en Undtagelse, de har, som i Amerika, næsten fordrevet de unge Mænd fra Kontorstolen.
Lady Aberdeen bragte et friskt Pust til Kanada, ny Foreninger blev dannede, de forskellige Organisationer sluttede sig sammen, der var ingen Vanskeligheder mellem de forskellige Trossamfund, Katoliker og Protestanter mødes paa fælles Grund og arbejder godt sammen.
Den kanadiske Kvinde havde været rede til at tage socialt Arbejde op, hun vil ogsaa være parat til at stemme, naar hun faar Ret dertil. (Stærke Bifaldsraab, Bravo, hør), men Begejstringen naaede sit Højdepunkt, da han sagde, „skønt vi har været adskilt fra Frankrig i 140 Aar, elsker vi det lige højt.”
En spansk Senator talte om Fred og Voldgift, Mrs. Sewall takkede ham og sagde, at Fred og Voldgift stod paa vort Program. Saa meddelte hun os, at de franske Kvinder havde besluttet at danne et Nationalraad, at Mme Bogelot vilde, som vor Ærespræsident, præsidere, indtil de franske Kvinder havde valgt deres Komité.
Hun sluttede med at sige Farvel og sige til de franske Kvinder: „Jeg takker Dem for Deres Venlighed og Vilje til at hjælpe mig, jeg har truffet mange Kvinder og Mænd, har taget Del i mange Møder og drøftet mange Sager, men jeg har ikke hørt et eneste haardt, ukærligt Ord i alle disse Uger” - her standsede hun - og sagde tøvende - „ja, der var rigtignok en Droskekusk forleden, der var meget grov mod mig - men det var en ren Undtagelse.
De ved nu, hvad vi vil, De ved, at vi ikke kommer for at kæmpe mod Mændene - vi holder allesammen meget af den Mand, vi har valgt.
Jeg for min Del elsker og ærer Mindet om min Fader og min Mand. Det internationale Raad fører ikke Krig, vi mødes og tales ved om Sagerne med et godt Sind, vi vil ikke nøde nogen til at handle som vi, vi taler sammen, raader hinanden. -
Selv om vi aldrig bliver enige om en Sag, vi har drøftet, er vi lige gode Venner for det. Vi arbejder ikke for Kvindens, men for Slægtens (Racens) Udvikling og Forbedring.”
Jeg tror, jeg har givet det vigtigste af, hvad hun sagde, men jeg kan ikke skildre det Indtryk, hun gjorde paa Forsamlingen. Mange franske Kvinder havde stillet sig, ikke fjendtligt, men meget vantro over for Mrs. Sewalls Bestræbelser; men hendes Møder har været livlige og indholdsrige, og meget godt besøgte; tilsidst blev det nødvendigt at vise Billet for at komme ind; og det lykkedes jo at faa det nationale Raad dannet. Hun selv sagde, at uden de franske Kvinder var det internationale Raad som Himlen uden Sol (dette klinger bedre paa Fransk).
Mlle Monod svarede: „For mig staar det, som om det, at vi ikke var med, var en Sky,” hun vovede ikke paa de franske Kvinders Vegne at tage mod det Ansvar at være Sol.
Forsamlingen flokkedes om hende for at takke og sige Farvel; mange Løfter blev vekslede, og naar det internationale Raad mødes, vil Frankrigs Flag vaje mellem de andres.
Paa Kongressen, der holdes den 5.-9. September, vil vi faa at vide, hvilke Kvinder, der skal repræsentere Frankrig i Berlin om 4 Aar.
