« Tilbage til søgeresultaterne
Indland og Udland
Danmark.
I sin Tale ved Industrimødet nævnede Direktør Hagemann en kvindelig Opfinder, Fru cand. polyt. Nielsen. Vi kan i den Anledning meddele følgende.
Fru Nielsen, født Klingberg, er kun 25 Aar gammel, men har allerede faaet Tid til at tage polyteknisk Eksamen, arbejde flere Aar Som Assistent paa Statsprøveanstalten, gifte sig og gøre en Opfindelse. Det sidste vil især interessere vore Læsere, der sikkert ofte har maattet høre, at Kvinder vel kan tage Eksaminer o. a. lign., men ikke kan faa nogen selvstændig Tanke. Fru Nielsens Opfindelse er det saakaldte „afvadskelige Kalkpuds”, der lige saa godt kunde kaldes uafvadskeligt; thi Dyden bestaar i, at Farven ikke vadskes af, selv om man bruger Svamp og Børste. Det er en Imprægnering, der kan anvendes paa tørt Kalk, medens Oscar Matthiesens bekendte Imprægnering kun kan benyttes i den vaade Kalk, altsaa til alt Fresco-Maleri. Fru Nielsens vil ventelig især finde Anvendelse til dekorerede Lofter og Vægge, samt paa Steder, hvor man sætter Pris paa at kunne holde de kalkede Vægge rene med Sæbevadsk, Fruen har deltaget i Restaureringsarbejdet ved Thorvaldsens Musæum og paa Universitetet; men er for øvrigt beskæftiget som Assistent hos sin Mand, Driftsbestyrer Nielsen ved Frederiksberg Papirfabrik.
Hun har taget Patent paa sin Opfindelse.
England.
Lige fra 1835 til nu har man kæmpet for at hæve et Forbud, der skriver sig fra Henrik VIII.s Dage, nemlig Forbudet mod, at en Mand ægter sin afdøde Hustrus Søster. Man har dannet Selskaber for denne Reform, skrevet Romaner derom (f. Eks. Miss Mulochs „Johanne”) o. m. m. Alt er strandet paa Overhusets ubrydelige Modstand, der dog næppe havde været saa udholdende, om ikke hele det saakaldte „gode Selskab” havde stillet sig paa samme Side. Selv et Blad som „English womens Review” har sat alt ind paa at opretholde denne Lov, der for Ikke-Englænderes Øjne aldrig kan synes andet end en Skranke og Hindring for Menneskelykke. Begrundelsen har været den, som det synes os i høj Grad søgte Paastand, at Ophævelsen vil forstyrre det gode Søskendeforhold, der kan herske mellem Svoger og Svigerinde og det dermed følgende Tanteforhold til den afdødes Børn.
I Kolonierne har man imidlertid afkastet Lænken; og Overhuset er nu gaaet ind paa, at Ægteskaber af denne Art, der er indgaaede i en engelsk Koloni, skal kendes for gyldige i Moderlandet. Et Eksempel paa, at de engelske Kolonier, lige som andre Børn, kan virke opdragende paa Moderen
eller Faderen skulde man maaske sige, da det i alt Fald udadtil er Mænd, der her har ført an.
Frankrig.
Følgende franske Damer er i Anledning af Udstillingen blevne dekorerede: Mlle Sara Monod, hvis filantropiske Virksomhed har været omtalt i vore Pariserbreve, har faaet Guldmedaille; Æreslegionens Kors er bleven givet til Mme Bogelot, som tager sig af straffede Kvinder,
Mme d`Abbodis d’Arrest og Forfatterinderne Daniel Lesueur og Clemence Roger.
Om den sidste Udnævnelse siger de franske Blade, at det er Mme Roger, der hædrer Ordenen ved at bære den, ikke omvendt. Den 70aarige Dame skildres baade af Venner og Modstandere som en fremragende Lærd og betydelig Tænker. Skønt udsprungen af en gammel, konservativ Adelsslægt og opdragen i et af de mest fanatisk katolske Klostre har Mme Roger i de sidste 40 Aar været en af den katolske Kirkes mest frygtede Modstandere. Hun var oprindelig Nationaløkonom - holdt i sin Tid Forelæsninger i Genf om Skattevæsenet - men udviklede sig efterhaanden til Filosof. Hun var den første, der oversatte Darwin paa fransk, og ikke blot oversatte, men forklarede og videre udviklede den engelske Udviklingslære. Renan sagde om hende, at hun var „næsten et mandligt Geni!”
Indien.
Som vi ved, er de indiske Enkers Skæbne ganske forfærdelig tung, og det store Flertal vilde rimeligvis foretrække Døden paa Baalet for den levende Død. Men siden Englænderne er blevne Herrer i Landet, maa de stakkels Enker leve, enten de vil eller ikke, til Elendigheden gør en Ende paa dem. Det maa da være en Trøst for os at vide, at Budet om Kvindens Menneskerettigheder er naaet ogsaa til disse Stakler.
En Indierinde ved Navn Ramabai*) der selv som Enke har følt Aagets Tryk, har gjort sig til Forkæmper for Frihedsbevægelsen. Hun begyndte med i Poona at grunde en Forening, der siden har faaet Filialer i mange Byer. Dens Maal er at bringe Oplysning til Hindukvinderne og at modarbejde Børneægteskaberne. Videre har Ramabai givet Stødet til en Forening til Uddannelse af kvindelige Læger og endelig har hun i Poona grundet et Asyl for unge Enker - fra 6 til 20 Aar - hvor de uddannes til et eller andet Erhverv.
„La vérité est en marche,” siger Franskmanden.
*) Om Pundita Ramabai se Kv. o. Samf. 1897, S. 111, og 1898, S. 123.
