Om Snobber

Kære Fru Redaktør!

Vil De give mig Lov til, igennem Kvinden og Samfundet at være lidt ubehagelig mod forskellige, mere eller mindre ærede, Medborgerinder - jeg kunde gerne tage Medborgerne med, kun at de interesserer mig mindre - alt uden Navns Nævnelse, saa at det kun rammer den, som føler sig ramt. Det er om Snobber, jeg vil tale.

Nu er Snobberiet jo en Sygdom, der er udbredt overalt i Verden, og det lader sig sagtens ikke forandre; men naar man lejlighedsvis ogsaa træffer paa Snobber blandt Kvinder, der have sluttet sig til Kvindebevæ­gelsen og som endogsaa gerne ville spille en Rolle deri, saa bliver det kedeligt. Heldigvis hører Snobberne dog hos os til Undtagelserne, men selv som Undtagelser skæmme de Hel­heden af naturlige, alvorlige Kvinder, der have et andet Maal i Livet end det, at tage sig ud, og de skæmme Helheden dobbelt, naar de optræde med Fordring paa at høre til dem, der give Tonen an. Saa synes jeg, det var værd at prøve, om man ikke kunde hjælpe lidt paa dem ved at lade dem forstaa, at de ere latterlige - for det er jo netop det, de for ingen Pris vil være.

Der findes forøvrigt to Slags Snob­ber blandt Kvinderne: Raskheds-Snobber og Finheds-Snobber. Den førstnævnte Form af Snobberiet er den uskadeligste, for den angriber kun gan­ske unge Piger og gaar over, naar de bliver lidt ældre. Det er en Slags moralske Skaalkopper eller røde Hun­de, og intet fornuftigt Menneske vil tage det for andet, end hvad det er: Barnagtighed.

Hvis nogen skulde være i Tvivl om, hvad jeg mener med Raskhedssnobber, saa lad mig oplyse det ved et Eksempel. For nogle Aar siden sejlede jeg med en norsk Kystdamper, der kom midt om Natten til Kristiania, og da jeg agtede at fortsætte Hjemrejsen næste Formiddag med

„M. G. Melchior”, gik jeg ikke i Land men lagde mig blot paaklædt paa en af Sofaerne i Salonen og forsøgte at sove. For at beskytte mine Øjne mod Skæret af Lamperne i Loftet havde jeg lagt et Tørklæde over mit Ansigt, saa at jeg kun hørte Stemmerne af de Rejsende, der gik ud og ind, samlede deres Sager sammen og gik i Land. Tilsidst var der kun tre unge Mennesker tilbage, som ikke syntes at have travlt, thi de var fordybede i en Samtale om adskillige sociale Spørgs­maal. Det var en ung jødisk Mand - jeg anslog ham til at være Handels­rejsende - og to unge blonde norske Piger. Jeg bilder mig ind, at de først havde gjort Bekendtskab paa Rejsen. Den unge Mand udtalte sig meget radi­kalt, bl. a. vilde han have Kongen og Regeringen „jaget ud af Landet”, og de to unge Damer udfoldede en hæderlig Bestræbelse for at kappes med; ja, overgaa ham i Radikalisme. Der var ingen „Flirt” imellem dem, der var ikke det ringeste „upassende” i deres Samtale; det var øjensynlig to hæder­lige unge Piger, vistnok af god Familie, men de havde nu faaet et akut An­fald af Raskhedssnobberi og satte de­res Ærgærrighed i at blive anset for moderne og fremskredne Aander. De vilde have fundet det flovt, om den unge Mand havde troet, at de kunde være saa gammeldags at bryde sig om Religion, Sædelighed eller deslige. Tilsidst faldt Talen paa Ægteskabet, og en af de unge Damer sagde: Ja, det var jo skrækkeligt, om man skulde være bunden til et Menneske for hele Livet!”

Saa kunde jeg ikke dy mig læn­gere - jeg maatte se, hvorledes de Talende saa ud. Ganske langsomt og uden ellers at forandre Stilling lettede jeg Tørklæde bort fra Ansigtet og tog dem i Øjesyn, medens de alle tre stirrede paa mig igen ganske for­bløffede ved at opdage, at det var an­det end en Bunke Rejsetøj, der laa paa Sofaen. Jeg sagde naturligvis ikke et Ord; jeg saa bare paa dem, men det er jo muligt, at der har væ­ret et lille Smil i Øjet; derefter dæk­kede jeg Tørklædet over mig igen og blev liggende ubevægelig. Men den „moderne” Samtale var forbi med det samme. Der faldt kun et Par tomme Replikker om Rejsegodset, og saa gik de.

Det er, hvad jeg kalder Raskhedssnobberi, thi jeg er overbevist om, at det kom ikke indenfor Tænderne, og hvis den unge Dame, hvad der jo er meget rimeligt, siden den Tid har „bundet sig for hele Livet til et Men­neske”, saa er hun sikkert nok bleven en honnet Kone, der mindst af alt vilde drømme om at blive sin Mand utro.

Den anden Form for Snobberi er værre, for saa vidt som den ikke plejer at gaa over med Aarene, og den kan træffes baade hos unge og gamle. Den trives navnlig hos Kvinder af tarvelig Herkomst og Opdragelse, der er saa lidt udviklede Personligheder, at de skamme sig over deres Oprin­delse og gerne ville skjule den for Almenheden ved at agere meget „fine” Damer, en Del „finere”, end virkelig dannede Mennesker pleje at være det. En saadan Kvinde er naturligvis uhel­dig stillet, for da hun ikke forstaar, hvad det er det kommer an paa, saa kommer hun næsten altid til at lægge Vægten paa et galt Sted. I Almin­delighed vil hun stræbe at naa sit Maal ved Hjælp af overdreven elegant Paaklædning og Prinsesse paa Ærten-Manerer. Hun vil optræde, som om hun var født med Handsker paa, og hendes Fødder var for fine til at træde paa Jorden. Hvad det angaar, at bære en Kurv paa Gaden, da vilde hun hellere dø, og skulde nogen af hendes „fine” Bekendte se hende vaske et Stykke Tøj eller hænge det til Tørring, da vilde hun være ulykkelig en Maaned derefter idetmindste. Hun kender og forstaar slet ikke den Fri­gjorthed, der findes hos en Kvinde, der er sikker paa sin Stilling og Som ved, at hun er den, hun er, uden Hen­syn til, hvorledes hun klæder sig, eller hvilket Arbejde hun gør. En saadan er ikke bange for, at hendes Værdig­hed skal tage Skade ved at gøre et hvilketsomhelst ærligt Arbejde, fordi hun ved, at Værdigheden er en Del af hende selv og ikke noget løst paaklistret, som hun stadig er nødt til at gaa og holde paa med begge Hænder, at den ikke skal gaa af, Men den stakkels Snob, som jo netop ved, at hendes Værdig­hed eller det, hvori hun sætter sin Værdighed, er noget løst paaklistret, hun er stadig optagen af at passe paa, at den dog endelig ikke skal tage Skade.

„Men findes der da Snobber blandt Kvindesagern Venner?” vil maaske en og anden spørge.

Ja, desværre, de kunne ogsaa træffes der. Jeg husker saaledes en Gang ved en selskabelig Sammenkomst i en af vore Kvindeforeninger, at jeg var kommen til at sidde ved Siden af en dygtig pyntet yngre Dame, som jeg ikke kendte, men som var meget talende. Medens jeg talte med nogle andre, hørte jeg den omtalte Dame udbryde: Løbe over Gaden uden Hand­sker ! Nej, det kunde jeg ikke gøre; det strider mod min æsthetiske Sans.” Jeg saa paa hende og var straks paa det rene med, at det var en Finhedssnob, jeg havde for mig, og jeg vendte mig til min anden Sidemand og spurgte: „Hvem er den Dame med den æsthe­tiske Sans?” Jeg fik ogsaa Navnet at vide, men jeg nævner det ikke.

Det var et Eksempel paa det, jeg kalder Prinsesse paa Ærten-Fornem­melser. Det andet Kendetegn, de overdrevne Toiletter, kan man ogsaa faa at se. Det kan hænde, at der ved en selskabelig Lejlighed, hvor der slet ikke er Anledning til at udfolde no­gen særlig Pragt, møder en Dame, om hvem man ved, at hun absolut, er langtfra rig, i en pragtfuld, nedringet, lys Silkekjole med langt Slæb og be­hængt med Smykker. Hun gør det sagtens i den Tro, at man skal sige: „Det er en Dame, der føler sig na­turlig hjemme i Silke og Fløjl,” me­dens man i Virkeligheden siger: „Den Dame har anskaffet sig en Dragt, Hvis Elegance ikke staar i Forhold til hen­des Kaar, og da hun ikke har lejlighed til at komme paa Steder, hvor et saadant Toilette passer, saa er hun nødt til at bruge det, hvor det ikke passer, blot for at faa det brugt.” Med andre Ord, hun bliver til Nar for sine egne Penge - forudsat, at Kjolen er betalt - ellers bliver det jo for Kræmmerens.

Mange ville maaske mene, at sligt er ligegyldige Bagateller, og jeg ind­rømmer det for saa vidt, at naar jeg træffer det andre Steder, finder jeg kun, at det er til at more sig over. Men indenfor Kredsen og Kvindedagens Venner er det anderledes.  Vor gode Sag er udsat for at faa et latterligt Skær, hvis ret mange saadanne latter­lige Personer faa i Sinde at slutte sig til den, og det er den meget for god til.

Jeg vil derfor gerne tilraabe enhver, der maatte føle sig truffen af, hvad jeg har skrevet:

„Kære Venner, lad os for al Ting være naturlige! Det klæder saa ilde at skabe sig, og det er saa dumt, for det narrer alligevel ingen.”