« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
I „Kvinden og Samfundet” for 28. August læses en lille Artikel med denne Overskrift, og den indeholder nogle Svar, et amerikansk Blad har faaet paa Spørgsmaalet: Hvorledes kan man vænne smaa Børn af med at slaa og bide?
Den første og den tredje Moders Fremgangsmaade forekommer mig ikke efterlignelsesværdig, allerede af den Grund, at Straffen - som det ogsaa bemærkes i Bladet: smager af Øje for Øje og Tand for Tand; - i alle Tilfælde vil Barnet meget let faa den Følelse, at Straffen for dets Uartighed sker af Hævn, og det er det sidste, Barnet maa føle. De Resultater, den fjerde Moder har, at opvise efter at have anvendt „den naturlige Straffemethode”, kan jeg derimod fuldtud slutte mig til.
I en Børnehave, hvor der findes en større Samling højst forskellige Børn fra de forskelligste Hjem, vil der selvfølgelig ikke være saa faa af den ovenfor nævnte Art daarlige Vaner og Uartigheder at bekæmpe, men heldigvis opdrager da paa den anden Side Børnene der i en langt, langt højere Grad paa hverandre end det er muligt i Hjemmet. - En lille Pige - Enebarn - havde begyndt at bide sine Kammerater, naar hun vilde sætte sin Vilje igennem med Magt. En Dag, da atter en af de smaa kom og fremviste en Arm med Mærker af Elses Tænder, saa jeg mig nødsaget til at forklare for Børnene, at det jo kun er Dyrene (Hundene), der bider, og det gør de ikke, fordi de er slemme og onde, men fordi de „ikke ved bedre”. Det maatte da aabenbart være en Hund, vi havde faaet i Børnehaven, men saadan en Fyr var det altfor farligt at have gaaende løs omkring mellem alle vore Børn, hvorfor vi da var nødte til at lægge den i Lænke. En af Børnenes Hestetømmer blev hentet, forsvarligt fastgjort ved Benet af et lille Bord i et Hjørne af Stuen, og her maatte nu stakkels Else krybe ind i sit Hundehus og finde sig i at blive lagt i Lænke, medens alle de smaa med oprigtig Deltagelse og Sorg malede i deres Ansigter saa til. Det behøver næppe at tilføjes, at det var sidste Gang Else bed, i alt Fald i Børnehaven.
Man maa endelig passe paa, at Straffen, som tildeles den lille Synder, aldrig kan vække Glæde, Tilfredsstillelse eller Skadefryd hos den forurettede. .