« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Livegenskabets Tid
(Af Fyrst Krapotkins: En Anarkists Erindringer.)
En Godsejers Formue blev dengang anslaaet efter Tallet af de „Sjæle”, han ejede. Saa mange „Sjæle” betød saa mange mandlige Livegne; Kvinder talte ikke med. Min Fader, der ejede henved tolv Hundrede Sjæle i tre forskellige Provinser, og som ved Siden af sine Bønders Fæstegaarde ejede store Strækninger Land, der dyrkedes af Bønderne, blev anset for at være en rig Mand. Han levede overensstemmende med sin Stilling i Samfundet, hvilket vil sige saa meget som, at hans Hus altid var i Stand til at modtage et hvilket som helst Antal Gæster, og førtes paa en stor Fod. Familien bestod af otte, til Tider ti eller tolv Medlemmer, men et Antal af halvtredsindstyve Tjenestefolk i Moskow og en halv Gang saa mange ude paa Sommergodset blev betragtet som det passende - ikke en eneste for mange. Fire Kuske til at passe et Dusin Heste, tre Kokke til Herskabets Køkken og to til Tyendets, tolv Tjenere til at varte op ved Middagsbordet (een bag hver Stol) og et Utal af kvindeligt Tyende - hvorledes kunde vel nogen hjælpe sig med mindre ?
Dertil kom, at det var enhver Godsejers Ærgerrighed, at alt, hvad der anvendtes i Husholdningen, blev tilberedt eller forarbejdet af hans egne Folk.
„Hvor Deres Piano dog altid er godt stemt! Det er formodentlig Hr. Schimmel, der er Deres Klaverstemmer?” kunde f. Eks. en Gæst bemærke. I dette Tilfælde at svare: „Nej, jeg har min egen Klaverstemmer,” var efter den Tids Begreber det korrekteste. Eller det kunde hænde ved Middagsbordet, naar der ved Slutningen af Maaltidet serveredes en særlig kunstfærdig Iskage, at Gæsterne udbrød: „Hvilken mageløs Tærte! Jeg er overbevist om, at den skyldes Tremblè’s Kunst!” Naar Svaret saa lød: „Nej, den er lavet af min egen Konditor, der er en Elev af Tremblè!” vakte det almindelig Beundring. At have et Orkester var ogsaa en af Faders Ærgerrigheder, og næsten hver enkelt af de mandlige Tjenere maatte, foruden sine andre Færdigheder, kunne traktere et eller andet Instrument. Makar, Klaverstemmeren, alias Underkyper, var saaledes Fløjtenist; Andrei, Skrædderen, blæste Valdhorn. Konditoren, der først blev sat til at traktere Trommen, hamrede saa øredøvende løs paa dette instrument, at Fader foretrak at anskaffe ham en umaadelig stor Trompet, i det Haab, at hans Lunger ikke arbejdede med samme Voldsomhed som hans Hænder; da imidlertid dette Haab ogsaa glippede, blev han sat helt fra Bestillingen og gjort til Soldat. Tikhon, „Drengen”, havde i Orkestret omtrent lige saa mange forskellige Bestillinger som i Huset; den ene Dag rørte han Trommen, den næste Dag blæste han Fagot, og endelig, kunde han ogsaa spille anden Violin.
De eneste Undtagelser fra denne brogede Regel gjorde de to første Violiner - de var og blev ”første Violiner” og ikke andet. Fader havde for en stor Pengesum, købt dem med samt deres talrige Familier, af sine Søstre (han købte eller solgte aldrig Slaver til fremmede). Om Aftenen, naar Fader ikke var i sin Klub, eller naar der var Middags- eller Aften-Selskab hos os, maatte Orkestret, der bestod af tolv, indtil femten Mand, vise, hvad det kunde. De spillede meget ordentligt og var stærkt efterspurgte iblandt Naboerne, naar der skulde danses et eller andet Sted. Det var for Fader en stadig Kilde til Stolthed og Tilfredsstillelse, naar man kom og spurgte, om man maatte laane hans Orkester. I det hele taget var der intet, der tilfredsstillede ham mere, end naar han blev anmodet om Hjælp, det være sig i hvilken som helst Retning, f. Eks. at skaffe fri Opdragelse for en Dreng eller at redde en fra en Straf, som Domstolene havde ikendt ham. Omendskønt han var rasende heftig, var han dog af Naturen god, og naar man trængte til hans Hjælp, kunde han skrive Bunker af Breve til alle Verdens Kanter og til alle mulige højtstaaende Personer for at naa sit Maal.
At holde et saa stort Antal Tjenestefolk, som vi gjorde, vilde have været den rene Ruin, hvis alle Fødemidler skulde være købt i Moskow; men i hine Livegenskabets Dage vidste man at hjælpe sig. Saa snart Vinteren begyndte, satte Fader sig til sit Skrivebord og skrev følgende Ordre:
„Til Forvalteren paa mit Gods, Nikolskoye. beliggende i Guvernementet Kaluga, Distrikt Mechovsk ved Sirena-Floden, fra Fyrst Alexei Petrovich Krapotkin, Oberst og General i Armeen.
„Ved Modtagelsen af dette, og saa snart som Vinterforbindelserne tillader det, befaler jeg dig at sende til mit Hus i Moskow fem og tyve Bønderslæder, hver trukken af to Heste, en Hest fra hver Gaard, og en Slæde og en Mand fra hveranden, belæsset med saa og saa mange Skæpper Byg, saa og saa mange Skæpper Hvede og Rug, samt med alt det Fjerkræ, Høns, Gæs og Ænder, som skal slagtes i denne Vinter, nedpakket i vel frossen Tilstand, og alt nøjagtigt specificeret paa en Liste, som tillige med Overopsynet under Vejs skal betros en paalidelig Mand ---”
Paa denne Maade fortsattes der et Par Sider igennem, indtil der endelig kom et Punktum. Saa fulgte en Opremsning af de Straffe, der ventede, hvis Sendingen ikke i rette Tid og i tilbørlig Tilstand indtraf i Hus, Nummer det og det, beliggende i den og den Gade i Moskow.
Kort før Julen svingede en Dag de fem og tyve Bønderslæder ind i Gaarden og fyldte hele den store Plads.
„Frol!” raabte Fader, saa snart han fik Meddelelse om Begivenheden, „Kiryuska! Yegorka! Hvor er I henne? Alting bliver jo stjaalet, inden I kommer derned! Afsted Frol og tag imod Hveden! Og du, Uliana, tager imod Fjerkræet. Løb og hent Fyrstinden, Kiryuska!”
Hele Huset kom i Bevægelse, Tjenerskabet løb frem og tilbage imellem Hallen og Gaarden, men ogsaa hyppigt til Pigernes Stue, hvor alle Nyhederne fra Nikolskoya blev afleverede. „Pasha skal giftes til Julen!” hed det sig. „Tante Anna er salig hensovet!” og saa fremdeles. Ogsaa en Del Breve bragtes Tyendet, og hvert Øjeblik kom en af Pigerne listende op i Skolestuen til mig.
„Er du, alene? Er Læreren her ikke?” spurgte hun,
„Nej, han er paa Universitetet!”
„Aa, vær saa god at læse dette Brev fra min Mor for mig!” bad hun saa.
Og jeg læste dette naive Brev, som altid begyndte med følgende Ord: „Din Fader og Moder sender dig deres Velsignelse for al Evighed - ”. Derefter fulgte alle Nyhederne. „Tante Eupraxie ligger syg af Værk i alle Lemmer, Fætter Petrovitch er ikke gift endnu, men skal have Bryllup straks efter Paaske, og Tante Stepanidas Ko døde forleden.” Efter Nyhederne kom Hilsenerne, som mindst fyldte to Sider. „Broder Paul sender dig mange Hilsener, og dine Søstre, Marie og Daria sender ogsaa Hilsener, Onkel Dmitri sender dig mange Hilsener –” o. s. v. Til Trods for den monotone Opremsning, fremkaldte hvert Navn en eller anden Bemærkning. „Saa lever hun altsaa endnu, det gamle Skind, nu har hun i ni Aar ligget uden at kunne røre sig!” Eller det hed: „Herregud, han har ikke glemt mig endnu! - Han kommer altsaa hjem til Julen, ja det er en god Dreng!” - „Du vil nok hjælpe mig med at skrive et Brev – ikke sandt? Saa maa jeg heller ikke glemme ham.”
Jeg lovede selvfølgelig at skrive Brevet, og naar Tiden kom, blev det affattet i akkurat samme Stil som det andet.
Naar Slæderne var aflæssede, fyldtes Forhallerne efterhaanden med Bønder. De havde trukket deres bedste Frakker oven paa Faareskindspelsene og ventede taalmodigt, indtil Fader lod dem kalde ind til sig for at tale med dem om Sneen og om Udsigterne for næste Aars Avl. De vovede næppe at træde paa det blankt polerede Gulv med deres tunge Støvler. Kun nogle enkelte tog Mod til sig og satte sig paa den yderste Ende af de Egetræs Bænke; Stolene nægtede de paa det bestemteste at benytte. Saaledes ventede de ofte i flere timer, med Skræk stirrende paa enhver, der gik ind i Faders Værelse eller kom ud derfra. Noget senere, sædvanligt først næste Formiddag, hændte det gerne, at
en af Tjenerne kom løbende op i Skolestuen:
„Er du alene?”
„Ja.”
„Skynd dig ned i Hallen. Bønderne vil gerne se dig, de har noget med fra din Amme.”
I en Fart kom jeg derned, og en af Arbejderne stak et sammenknyttet, broget Bomulds Tørklæde i Haanden paa mig; det indeholdt som Regel et Par Rugkager, nogle haardkogte Æg og et Par Æbler. „Tag det,” sagde han, „det er fra din Amme, Vasilisa, det er hende, der sender det til dig. Men se efter, om Æblerne ikke er frosne! Det vilde være Skade, for jeg har baaret dem paa Brystet hele Vejen; men det er jo en farlig Frost, vi har!” Og det brede, skæggede Ansigt, som var fyldt med Frostknuder, straalede i et varmt Smil og viste to Rækker snehvide Tænder under en hel Skov af Haar.
„Og dette her er til din Broder fra hans Amme, Anna,” sagde en af de andre og rakte mig en lignende Byldt. „Stakkels Dreng,” siger hun altid, „han kan ikke faa nok, nu han maa gaa i en stor Skole!”
Jeg blev blussende rød og vidste ikke, hvad jeg skulde svare, men mumlede tilsidst mellem Tænderne: „Sig til Vasilisa, at jeg sender hende et Kys og Anna et fra min Broder!” Og nu smilede alle de skæggede Ansigter.
„Det skal jeg, det kan du tro!” forsikrede Bonden; men saa hviskede Kirila, som holdt Vagt ved Faders Dør: ’„Skynd dig at løbe ovenpaa! Jeg, hører din Far komme. Glem ikke Tørklæderne, de vil gerne have dem med hjem igen!”
Medens jeg omhyggeligt lagde de hullede Tørklæder sammen, ønskede jeg inderligt, at jeg havde noget at sende Vasilisa; men jeg kunde ikke finde noget, ikke engang et Stykke Legetøj; og Lommepenge fik vi aldrig.
