« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Meyn.
(Fortsat).
„Gud,” sagde Greven med Bitterhed Stemmen, „du lovede mig Fred, og du, har kun i Stedet for min forfærdelige Mistanke givet mig en ny Sorg. Gaa, siger, jeg! Jeg maa være ene for at tænke - fatte mig. Din Herskerinde skal høre, hvad Dom jeg fælder før Aften.”
Kort Tid efter gik Greven ud. Først vandrede han en Tid omkring uden Maal eller Med som for at berolige sig ved Bevægelse i fri Luft; derpaa rettede han sin Gang mod Vajsenhuset, hvor han forlangte at se Houten Clara. Det var med stor Angst, Forstanderinden gik ud for at hente hende. „Min lille Clara.” sagde hun, „Grev Almata, din Beskytterindes Mand, spørger efter dig. Han ser meget streng og vred ud; men du maa ikke synes forskrækket; du maa være ærbødig, men alligevel mild og venlig imod ham.
„Ja, det sagde min Beskytterinde ogsaa, at jeg skulde, dersom jeg nogen Sinde kom til at tale med ham.”
Forstanderinden fik ikke Tid til at svare, thi nu traadte de ind i Taleværelset. Hun førte Clara hen til Greven og trak sig tilbage til Døren, hvor hun blev staaende med det føste Forsæt ikke at lade ham være ene med Barnet, en saadan Skræk følte hun ved Synet af hans mørke Blik og blege, fortrukne Ansigt.
Houten Clara stod tavs foran Greven og saa op paa ham med det milde Smil, som var særegent for hende. Grevens første Blik var fuldt af Vrede; men Synet af dette Barneansigt, der i Sandhed lignede en Engels, frembragte en fuldstændig Forandring hos ham. Overvældet af en uimodstaaelig Sindsbevægelse stirrede han ufravendt ind i disse uskyldige blaa Øjne. Det var ikke Claras Skønhed, der greb ham saa sælsomt; nej, det var Ligheden med hendes Fader. Gennem disse Øjne skuede den døde Lancelot ham i Møde og bad om Naade for sit Barn og sin Brud! Det var, som om Greven saa sin bedste Ven for sig, som om deres Barndoms lykkeligste Tid igen vaktes til Live.
(Fortsættes).
