« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Meyn.
(Fortsat).
Da han ikke kunde betvinge den Følelse, der fyldte hans Hjerte, gav han Forstanderinden Tegn til at fjerne sig, og hun, som saa hans dybe Bevægelse og følte, at al Fare var forbi, adlød stille.
Saa snart han var ene med Clara, skjulte han sine Øjne med den ene Haand og greb hendes med den anden, uden at han kunde faa et eneste Ord frem. Barnet talte heller ikke, men kyssede og klappede hans Haand, øjensynlig med Ønsket om at trøste ham.
Snart blev Greven roligere. Han gav sig igen til at betragte den lille Pige; men nu straalede Glæden ud af hans Øjne, og Clara smilede glad.
„Du kære Barn.” sagde han omsider, „det lader til, at du kender mig, siden du ser saa kærlig paa mig.”
„Ja, I er jo Grev Almata, min Beskytterindes Mand. Hun holder saa meget af eder og siger, at I er saa god. Hvor kan jeg saa andet, end ogsaa at holde af eder!”
Greven strøg hende kærlig over Haaret.
„Kender du din Fader?” spurgte han.
„Nej,” svarede Clara med et Suk. „Han er i Himlen, han beder for mig, Jeg har aldrig set ham.”
„Men det har jeg! ja, jeg har set ham og kendt ham, min kæreste Ven, min Broder, som jeg har elsket saa højt. - Jeg maatte græde ved Synet af dig, fordi du ligner ham saa vidunderligt.”
Da Clara hørte, hvor Greven havde elsket hendes Fader, svandt den sidste Rest af Frygt hos hende. Hun lagde sine Arme om hans Hals og gav ham et Kys paa Kinden, idet hun sagde med det sødeste Udtryk i Blik og Stemme:
,,Aa, Gud ske Lov for det! Saa maa jeg holde endnu mere af eder.”
„Du kender vel din Moder?” spurgte Greven videre.
Houten Clara bøjede Hovedet og svarede ikke.
(fortsættes).