« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Livegenskabets Tid
(Af Fyrst Krapotkins: En Anarkists Erindringer.)
Fader lader sig imidlertid ikke formilde, men sender nu ogsaa Bud efter Makar, Klaverstemmeren og Underkyperen, og foreholder ham hans sidste Synder. Forgangen Uge var han drukken, og i Gaar maa det samme have været Tilfældet; thi han slog et halvt Dusin Tallerkener itu. I Virkeligheden er det disse Tallerkener, der er Aarsagen til hele Ulykken. Moder havde om Morgenen fortalt Fader, at de var slaaede i Stykker, og derfor blev Uliana modtaget med mere Vrede end sædvanlig, derfor blev Høet vejet, og derfor vedbliver Fader at tordne løs mod denne „Kains Yngel”.
Pludselig bliver der Stilstand i Stormen. Fader sætter sig til Skrivebordet og skriver en Seddel. „Her, bring Makar med denne Ordre til Politistationen og lad ham faa hundrede Slag med Birkeriset!”
Rædsel og dyb Tavshed ruger over Huset. Klokken slaar fire og vi gaar alle ned i Spisesalen; men ingen har Appetit, og Suppen staar urørt i Tallerkenerne. Vi er ti til Bords, og bag hver Stol staar en Violinist eller en Trommeslager med en Tallerken i Haanden; men Makar er ikke iblandt dem.
„Hvor er Makar?” spørger Stedmoder. „Kald ham ind!”
Men Makar viser sig ikke, og Befalingen gentages. Endelig kommer han, bleg, skamfuld, med fordrejet Ansigt og nedslagne Øjne. Fader ser ned i sin Tallerken, medens Moder, der ser, at vi ikke har rørt Suppen, søger at opmuntre os og siger:
„Finder I ikke, Børn, at Suppen er aldeles udmærket i Dag?”
Graaden er ved at kvæle mig, og saa snart Middagen er forbi, løber jeg ud, træffer Makar i en mørk Gang, og søger at kysse hans Haand; men han river den til sig og siger kort: „Lad mig være! Naar du er bleven stor. bliver du akkurat af samme Slags!”
„Nej, nej, aldrig!” svarer jeg grædende.
Og alligevel var Fader langtfra iblandt de værste af Godsejerne. Tværtimod, Tyendet og Bønderne ansaa ham for at være en af de bedste. Hvad vi oplevede i vort eget Hjem, foregik overalt, kun ofte i langt grusommere Form. At piske de Livegne udgjorde en Del af Politiets og Brandvæsenets Pligter.
En Godsejer bemærkede en Gang til en anden: „Hvoraf kommer det, Hr. General, at Antallet af deres „Sjæle” vokser saa langsomt? De tager Dem vist ikke tilstrækkeligt af Ægteskaberne.”
Nogle Dage senere lod Generalen sig forelægge en Liste over samtlige Indvaanere i hans Landsby og noterede sig Navnene paa alle Mandspersoner, der var fyldt atten Aar samt paa de Piger, der var fyldt seksten - det er den fastsatte Alder for Ægteskab i Rusland. Saa skrev han ved de forskellige Navne: John skal gifte sig med Anna - Paul skal giftes med Parashka og saa fremdeles, i det Hele fem Par. Han tilføjede, at de fem Bryllupper skulde finde Sted den næstfølgende Søndag.
Et Fortvivlelsens Skrig rejste sig i Landsbyen. I hvert Hus græd Kvinderne, unge og gamle. Anna havde haabet at faa Lov til at ægte Gregory, og Pauls Forældre havde allerede talt med Fedotoffs om deres Datter, som snart fyldte seksten Aar. Dertil kom, at det var den Aarstid, hvor man pløjede Jorden og ikke, hvor man gik hen og giftede sig - hvilket Bryllup kunde desuden ordnes paa ti Dage? Fædrene søgte Godsherren, og Konerne stod i Klynger ude ved Køkkendøren med Stykker af hjemmespundet Lærred paa Armen som Gave til Godsejerens Frue - alt var forgæves! Herren havde en Gang givet sin Befaling og derefter havde man at rette sig!
Paa den fastsatte Dag drog de fem Brudetog, der snarere lignede et Ligfølge, til Kirken.
Kvinderne græd højt, som de plejer at gøre ved Begravelser. Fra Godset var en af Hustjenerne bleven sendt til Kirken, for at bringe Generalen Meddelelsen, saa snart Højtideligheden var overstaaet; men det varede ikke længe, førend han forpustet kom løbende og med et blegt, forstyrret Ansigt og Huen i Haanden berettede:
„Parashka gør Modstand! Hun nægter at ægte Paul. Da. „vor Fader” (Præsten) spurgte hende, om hun vilde ægte ham, svarede hun med høj Stemme: Nej, jeg vil ikke!”
Generalen blev rasende og sagde: Gaa straks hen og sig til den langmankede Abekat (dermed mente han Præsten - de russiske Gejstlige bærer Haaret langt) at hvis ikke Parashka bliver gift paa Øjeblikket, skal jeg angive ham for Ærkebiskoppen som en Drukkenbolt. Hvor tør han, det klerikale Svin, vove at være ulydig mod min Vilje? Sig at jeg skal lade ham spærre inde i et Kloster, til hans Ben raadner op, og at hele Parashkas Familie bliver sendt til Sibirien!”
Tjeneren overbragte Budskabet. Præsten og Parashkas Slægtninge omringede den unge Pige, hendes Moder knælede ned foran hende og bad hende grædende om dog ikke at ødelægge dem alle. Hun vedblev at svare: „Jeg gør det ikke! Jeg gør det ikke!” Men efterhaanden blev Stemmen mere usikker, til sidst kun til en Hvisken, og endelig tav hun helt stille. Da trykkede man Brudekronen paa hendes Hoved, og Tjeneren løb hurtigt op paa Herregaarden for at melde, at nu var alle gifte!
En halv Time senere hørtes Lyden af de smaa Klokker i Bryllupsprocessionen foran Herregaardens Port, og de fem Par steg af Vognene, gik over Gaarden og ind i Forhallen. Her blev de modtagne af Godsejeren, som lod dem byde Vin, medens Forældrene, som stod bag ved de grædende Brude, formanede dem til at neje helt ned til Jorden for deres Herre.
Paa den Tid var disse tvungne Ægteskaber saa almindelige, at jeg ved, at det blandt vore Folk var Skik, hver Gang man frygtede en saadan Ordre, at lade det betræffende unge Par sammen staa Fadder hos en eller anden af Bønderne. Dette umuliggjorde efter den russiske Kirkelov et Ægteskab mellem de to Paagældende. I Reglen lykkedes dette Krigspuds; men en Gang endte det dog med en Tragedie. Andrei, Skrædderen, forelskede sig i en Pige, der tilhørte en af vore Naboer. Andrei haabede, at Fader mod en vis aarlig Betaling vilde give ham fri, og mente saa, at han ved at arbejde haardt, efterhaanden kunde lægge saa meget til Side, at han kunde købe sin Elskede fri. Imidlertid forstod han, at det var Meningen, at han skulde ægte en af vore Piger, og da begge ønskede at undgaa dette Ægteskab, aftalte de at staa Fadder sammen. Og rigtigt, en skøn Dag blev de kaldt op til Fader og fik den frygtede Befaling.
„Vi vil altid være lydige mod Deres Højheds Vilie,” svarede de. „Men vi har for nogle Uger siden staaet Fadder sammen ved en Barnedaab!”
Andrei forelagde nu Fader sine Planer og Forhaabninger; Resultatet blev, at han blev sendt som Rekrut til Soldaterne.
Under Nikolaus den Første var der ikke som nu almindelig Værnepligt. Adelsmænd og Købmænd behøvede ikke at tjene, og hver Gang der udskreves nye Rekruter, var det enhver Godsejers Pligt, at stille et bestemt Antal af sine Livegne. I Reglen havde Bønderne indenfor deres Landsby -Kommuner en Rulle for dem selv; Hustjenerne var derimod ganske prisgivne deres Herres Forgodtbefindende, og hvis han var misfornøjet med en af dem, sendte han ham uden videre til Rekrut-Skolen og fik en Kvittering for ham, et Papir, der havde betydelig Værdi, fordi det kunde sælges til enhver, der stod for Tur, at skulle ind som Soldat.
Militærtjenesten var i hine Tider frygtelig; Soldaten maatte tjene fem og tyve Aar under Fanen, og hans Lod var haard. At blive gjort til Soldat var det samme som at blive reven bort fra sin Hjemstavn og alle kendte Omgivelser, at blive givet Officerer i Vold, som General Timoféeff, hvem jeg allerede har omtalt. At faa Hug af Officererne for den mindste Forseelses Skyld, og at blive pisket med Birkeriset eller med Stokke, hørte til de daglige Straffe. Den Grusomhed, der udvistes, overgaar al Beskrivelse. Selv i Kadetkorpset, hvor kun Adelsmænds Sønner opdroges, hændte det, at der for en saa ringe Forseelse som at have røget en Cigaret, beordredes Tusinde Slag af Birkeriset i hele Skolens Paasyn - en Læge stod ved Siden af det stakkels 0ffer for at kontrollere Pulsen og standse Afstrafningen, saa snart han mærkede, at den hørte op med at slaa. Den blødende Stakkel blev bragt bevidstløs paa Sygestuen, Storfyrst Mikhael, Direktør for samtlige militære Skoler, vilde snart have fjernet den Korps-Bestyrer, som ikke kunde fremvise en eller to af den Slags Afstraffelser om Aaret. „Han forstaar sig ikke paa at holde Disciplin!” vilde han have sagt.
Men den simple Soldat havde det meget værre. En almindelig Straf var Spidsrodsløben (efter det tyske Ord Spitzruthen). Der stilledes Tusind Mand op i to Rækker over for hinanden, hver Mand bevæbnet med en Stok, af Tykkelse som en Lillefinger, hvorpaa den Dømte tre, fire, fem - ja indtil 7 Gange, blev ført frem og tilbage imellem Rækkerne, idet hver enkelt Soldat tildelte ham et Slag. Underofficererne fulgte med for at paase, at der blev brugt fuld Kraft til Slagene; Naar den ulykkelige havde faaet et eller to Tusinde Slag, spyttede han i Reglen Blod og blev bragt til Hospitalet, her plejede man ham, indtil han var saa vidt, at Straffen, kunde fortsættes. Hvis han døde under Eksekutionen, fuldbyrdedes Straffen paa Liget.,, Nikolaus den Første og hans Broder Mikhael var ubarmhjertige, og tilstod aldrig ringeste Eftergivelse af en Straf. „Jeg skal lade dig piske, til Skindet falder af Kroppen paa dig!” var den Gang en almindelig Trusel. En trykkende, rædselsblandet Stemning lejrede sig over vort Hus, hver Gang et Tyende blev dømt til at sendes til Rekrutterne. Manden blev lænket og sat under Bevogtning for at hindres i at begaa Selvmord.
Saa holdt der en Dag en Kærre foran Døren, og han førtes frem mellem to Politibetjente; alle de øvrige Tjenere samledes omkring ham, han bukkede dybt til alle Sider og bad hver enkelt om Forladelse for de frivillige og ufrivillige Fornærmelser, han havde tilføjet ham. Hvis hans Forældre levede i Landsbyen, var der bleven sendt Bud efter dem, og han bukkede lige ned til Jorden for dem. Moderen og de andre kvindelige Slægtninge begyndte at synge deres Klagesang højt - halv Sang, halv Recitation - For hvem svigter du os? Hvem vil tage sig af dig i det fremmede Land? Hvem vil beskytte dig mod grusomme Mænds Vold?” - paa samme Maade og med de samme Ord, de brugte ved Begravelserne.
Stakkels Andrei havde saaledes nu fem og tyve Aars frygtelige Lidelser foran sig; enhver Drøm om Lykke var paa det ubarmhjertigste kuldkastet for ham.
En af vore Piger, Pauline eller Palya, som hun sædvanlig kaldtes, havde en endnu mere tragisk Skæbne. Hun havde lært at sy fint Broderi og var en hel Kunstner i sit Fag. Paa Nikolskoye stod hendes Brodereramme i min Søsters Værelse, og hun tog ofte Del i de Samtaler, der førtes mellem Helene og en Søster af Moder, der boede sammen med hende. I det hele taget var Polya af Tale og Væsen mere lig en dannet ung Dame end et Tjenestetyende. Saa hændte der hende en Ulykke; hun blev frugtsommelig. Hun fortalte Stedmoder det, og blev overvældet med de hæftigste Bebrejdelser. „Jeg vil ikke paa nogen Maade taale den Skabning længer i mit Hus! En saadan Skam finder jeg mig ikke i! Det æreløse Fruentimmer!”udbrød Stedmoder, og blev ved paa den Maade; Helenes Taarer og Bønner formaaede ikke at dæmpe hendes Vrede, Palyas Haar blev skaaret af, og hun blev henvist til Mejeriet; hun var netop i Færd med at brodere en særlig fin Skjorte, og skulde nu sy den færdig nede i den mørke Mælkestue foran et usselt lille Vindue. Palya fuldendte sit Arbejde og mange flere endnu, og haabede paa Tilgivelse - men den kom ikke!
Hendes Kæreste, Tjener hos en Nabo-Godsejer, bad om Tilladelse til at ægte hende, men da han ikke havde Penge at tilbyde, blev hans Forlangende afvist. Polyas altfor dameagtige Væsen blev nu brugt som en Bebrejdelse imod hende, og man forberedte hende en bitter Skæbne. Der fandtes i vort Hus en Mand, der grundet paa sin lille Vækst, brugtes som Postillon; han kaldtes aldrig andet end „den hjulbenede Filka”. Mens han var Barn, havde han engang faaet et frygteligt Spark af en Hest og var ikke vokset siden den Tid. Hans Ben var krogede, hans Fødder drejede indefter, Næsen brækket og bøjet til den ene Side, hans Mund var ogsaa fordrejet. Til dette Uhyre besluttede mine Forældre at give Palya; hun blev med Magt tvungen til at ægte ham. Saa blev de begge som Bønder sendt til Faders Gods i Ryazan.
Ingen tænkte paa, at der hos en Livegen kunde findes menneskelige Følelser, og da Turgenjew udgav sin lille Historie „Mumu”, og Gregorovich begyndte at skrive sine gribende Noveller, som fik Læseren til at græde over de Livegnes Skæbne, var det for de fleste en ny og uventet Aabenbaring. ,,De elsker akkurat som vi - hvor er det dog muligt!” udbrød sentimentale Damer, der aldrig kunde læse en fransk Roman, uden at udgyde Taarer over den adelige Helts eller Heltinde Genvordigheder.
Alt dette var Ting, jeg selv saa i min Barndom; men hvis jeg vilde fortælle alt, hvad jeg i de tilsvarende Aar hørte om, vilde det blive en langt frygteligere Beretning: Mænd og Kvinder, der reves bort fra deres Familier og Hjemstavn, der blev solgte eller tabte i Spil og byttede bort mod et Par Jagthunde eller bragt til øde, fjernt liggende Dele af Rusland for der at skabe en ny Befolkning. Eller jeg kan fortælle om Børn, der blev taget fra deres Forældre og solgt til grusomme eller udsvævende Herrer, om Piskning i Staldene, noget der foregik hver Dag, eller om en stakkels ung Pige, der ikke kunde værge sig paa anden Maade end ved at springe i Floden, - om en gammel Mand, der var bleven graa i sin Herres Tjeneste og som tilsidst hængte sig under hans Vindue. Og jeg kunde fortælle om de Livegnes Opstand under Kejser Nikolaus, der blev undertrykt paa den Maade, at Generalerne lod hver tiende eller femtende Mand i Regimentet piske til Døde, samt brændte den oprørske Landsby af. Indvaanerne blev først militært afstraffede og maatte saa gaa omkring og tigge deres Brød i Nabo-Provinserne. Hvad Fattigdommen angaar, som jeg saa paa vore Rejser, særlig i de Landsbyer, som tilhørte den kejserlige Familie, da er Ord utilstrækkelige til at beskrive den.
At blive fri, det var en Livegens stadige Drøm, en Drøm, som imidlertid vanskeligt lod sig realisere; thi en Godsejer fordrede en uhyre Sum for at afstaa en Livegen.