« Tilbage til søgeresultaterne
Ægteskab og fri Kærlighed
Naar gifte Kvinder i al Fortrolighed taler sammen om deres Ægteskab, hører man dem altid fortælle om deres Skuffelser, Tvivl, Angst og Sorger og saare sjælden om Lykke, og da altid en Lykke med mange men’er ved.
Men vover nogen at angribe Ægteskabet som Institution, faar han straks en forbitret Modstander i enhver af de samme Damer, og det er pludselig en Velfærdssag for dem at forsvare dets ukrænkelige Helligdom. Hvad er det da, Kvinder, trods Skuffelser og bitre Sorger, er saa bange for at miste med Ægteskabet? - Jeg fik det nylig at vide i en her i Bladet efter det tyske optrykt Artikkel, hvori det hed, at Kvinden udenfor Ægteskabet vilde Synke ned til et Hundyr. Det tror man altsaa. Fremsat i Artiklen forekommer det mig at være en dristig Paastand, men Paastande er jo billigere end Beviser. Jeg lader det staa hen og vil et Øjeblik undersøge, hvorledes det staar sig med Mændene, som jo ogsaa har været underkastet Ægteskabets forædlende og menneskeliggørende Virkninger, og her ser det unægtelig sort ud, idet snart en Digter, snart en Læge frejdig og uden Blu erklærer, at Handyret er særdeles vel ved Magt i Mændene, ja endogsaa gaar saa vidt at fordre dette Dyrs Drifter respekterede. Men enhver af disse Dyr maa jo dog have haft en Moder, som jo - selvfølgelig - maa have været et Menneske. - Skulde hun intet menneskeligt have ladet gaa i Arv til Sønnerne, skulde hendes Opdragelse slet intet have formaaet imod det frembrydende dyriske? - Nej, der maa være noget muggent ved denne Noæh Ark, hvor Mennesker føder Dyr, og Dyr avler Mennesker!
Jeg for min Del tror nu ikke, at Mændene er saa dyriske, som de selv siger. Jeg tror, at de kun har søgt et Paaskud til at befri sig for de Loves og Forpligtelsers Baand, hvoraf de med Ubehag har følt sig snærede. Men naar Mandens Kærlighed til Friheden er saa ubændig, at han for dens Skyld ikke viger tilbage for at krybe i Dyrehammen, naar hans Had til Tvang er saa stor, at alene det, at han er forpligtet til at elske Ægtehustruen ofte er nok til at betage hendes Kærlighed al Tillokkelse for ham, da er det dog et stort Spørgsmaal, om ikke Kvinden stod sig bedre ved højmodigen at skænke ham Friheden end ved at holde ham fast i de forhadte Lænker og tvinge ham til et afskyeligt Hykleri.
Ganske vist vilde vi blive nødte til at fordre nogen økonomisk Erstatning for den ægteskabelige Forsørgelses Anstalt, da vor Højmodighed ellers let kunde føre til, at de spæde og deres Mødre i al Stilhed sultede ihjel. Enhver Kvinde, der havde Evne og Lyst til selv at opfostre sit Barn maatte have et anstændigt Vederlag herfor af Staten i den Tid, da hun Nat og Dag er optagen af dets Pleje. Selvfølgelig maatte der findes Børnehjem for de Børn, hvis Mødre enten døde fra dem eller savnede Betingelserne for selv at kunne opdrage dem.
Muligvis vilde Mændene finde Prisen paa Friheden lovlig høj; men Kvinderne vilde ikke kunne se sig i stand til at tilbyde mere favorable Betingelser. Fremdeles vilde ængstelige Sjæle se en stor Fare for Overbefolkning deri, at enhver doven Kvinde blot behøvede at lade sig besvangre for at blive forsørget paa offentlig Bekostning, medens andre vilde frygte en altfor stor kvindelig Indflydelse paa de unge Slægter, da Børnene jo efter det nye System blev at betragte som Kvindens Særeje. - Tænk om man da skulde blive Vidne til det interessante historiske Optrin: Mændene stimlende sammen for at genoprejse det omstyrtede Ægteskab og gørende sig de yderste Anstrengelser for at gøre det saa godt og indbydende som muligt for Kvinderne, for at friste disse til at forlade de samfundsomvæltende Anskuelser og ty tilbage under dets gamle, ærværdige Haller!
Dette Billede er dog kun Fantasi. Rimeligvis vil der, naar Kampen for og imod Ægteskabet en Gang kommer til at rase, findes baade Mænd og Kvinder saavel blandt Angriberne som blandt Forsvarerne; og at en saadan Kamp kommer derpaa tyder alt.
Da vil det være heldigst, at „Kvindesagen” „staar over Partierne.”
