« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie (Fortsat).
„Du elskelige Barn!” udbrød Almata dybt rørt. „Du vil ikke røbe denne Hemmelighed, men du kan ikke lyve. Nej, nej, du skal tie - sig det aldrig til nogen i Verden ! Saa vilde du blive ulykkelig, saa vilde jeg ikke høre min Vens Stemme, naar du talte, saa vilde jeg maaske kunne blive utaknemlig nok til at gengælde Kærlighed med Had. Mit Barn, mit kære Barn, tak Himlen i dine uskyldige Bønner; du har reddet to Menneskers Sjælefred - to Mennesker, hvoraf den ene allerede er dig kær, og den anden vil blive det for sine Velgerningers Skyld .... saa du tror virkelig, at du kan holde af mig, Clara?”
„Hvor kunde jeg lade være? Er I ikke min Beskytterindes bedste Ven? - og saa god og saa kærlig imod hende ! Aa, jeg vil altid holde af eder, saa meget, saa meget!”
Et Udtryk af usigelig Lykke lagde sig over Grevens Ansigt, og han gav sig igen til at kærtegne Barnet. Det, han følte, var ikke alene Kærlighed, men Taknemlighed, og han betragtede med en Slags Beundring det uskyldige Væsen, der havde gydt en saadan Fred og Mildhed i hans Sjæl.
Omsider rejste han sig og sagde: „Man kunde glemme sig selv Dage igennem sammen med dig, mit velsignede Barn! Men det har jeg ikke Lov til; jeg maa af Sted - for at arbejde paa din Lykke. Giv mig endnu et Kys, og gaa saa. Hvad vi har talt om, fortæller du ikke til nogen.”
Greven gik ud og sagde i Forbigaaende med dæmpet Stemme nogle venlige Ord til Forstanderinden, hvis Ansigt straalede af Glæde derved.
Derefter begav Greven sig med hurtige Skridt til Klostergaden, hvor han havde en Samtale med en fattig, gammel Kone, og derfra til Raadhuset. Han gik flere Steder hen i Dagens Løb, saaledes endnu en Gang til Vajsenhuset; men havde sikkert meget travlt, thi han vendte ikke hjem før om Aftenen.
Grevinden sad i sit Værelse, hensunken i sorgfulde Tanker. Hun vidste, at hendes Mand ikke længer mistænkte hende for Utroskab; men hun frygtede, at han ikke kunde udholde Samlivet med hende, men vilde rejse alene tilbage til Spanien, og først nu følte hun, hvor Adskillelsen vilde falde hende usigelig tung. Omsider aabnedes Døren, og Greven traadte ind. Hun rejste sig med et Skrig, og uden at vove at se paa ham, kastede hun sig paa Knæ for ham.
(Fortsættes.)
