« Tilbage til søgeresultaterne
Meningen?
(Svar til Mariane Nielsen.)
Et godt, gammelt Ord hedder: man kan ogsaa gøre en Skelm Uret. Nej, Fru Mariane Nielsen, jeg har ikke alene ikke bevist, men ikke heller haft til Hensigt at bevise „at Abstraktionsmanien er ene Skyld i Krigens Bestaaen og al Verdens Uret og Haardhed.” Saa enkelt er Forholdet ikke.
at Fred og Retfærdighed vilde blive eneherskende i Verden, blot Abstraktionen kom ud af den. Abstraktion er ikke Et med det onde, den er netop blot Skælmsmester, og at udrydde Skælmer er aldeles ikke det samme som at udrydde Ondskab af Verden, Men det vilde klare Forholdene svært, om Abstraktionens Uglspilstreger begrænsedes, saa godt og ondt blev mere erkendelige, og ikke som nu Godtfolk ofte gik Hallunkernes Ærinder, forblindede af Abstraktionstangen, der ligger imellem dem og virkelig Virkelighed.
At det er en Smule abstrakt at sige om Jesu Lære, at den var ,,Opposition mod Systemet”, skal aldeles ikke nægtes. Selvfølgelig var Jesu Lære uadskillelig fra hans Liv, uerkendelig i streng Forstand for andre end dem, der har kunnet sanse hans levende Væsen. Men af gode Grunde er vi udelukkede fra at erkende denne hans virkelige Lære og altsaa ogsaa fra at kunne gøre Rede for den. De Brudstykker derimod af hans Lære, som er naaet ned gennem Tiderne til os, hans Lære opfattet som historisk Illusion, eller, om man vil, ved Hjælp af Begrebsforvirring, synes det mig ikke særlig forkert at kendetegne som „Opposition mod Systemet.” Udtrykket Opposition er ganske vist betænkeligt abstrakt, og det tyder ikke paa stor Fuldkommenhed, til Trods for al kvindelig Uvilje mod Abstraktioner, at følge det mandlige Spor og forklare ved Hjælp af Fordunklinger, men vi er ogsaa i Sandhed vanskeligt stillede, vi Stakler, der vil tage til Orde mod Abstraktionen! Vi behøver i allerhøjeste Grad Overbærenhed, fordi vi som Medium for vore Tanker maa betjene os af et Sprog, der er vokset op under Abstraktionsenevælden og har udviklet sig til et tro Spejlbillede af selve hans Majestæt, den mandlige Intelligens. Der gives egentlig for os, der kommer til under Vejs, kun to Ting at vælge imellem: enten at tie helt stille eller at udtrykke os middelmaadigt - nøjes med blot tilnærmelsesvise Udtryk for vore Tanker. Det første gør En selv uangribelig, men det fremmer ikke Udviklingen, det tilbageholder tvertimod en Lempelse af Sproget, at vinde gennem Fejltagelse hobet paa Fejltagelse og taalmodig gentagen Rettelse, der mulig dog kan gøre det fuldkomnere som menneskeligt Tænknings-Redskab. Det sidste Valg gør En paa en vis Maade vel ufuldkomnere, let rammelig, men man kan ogsaa med velberaad Hu vælge at gøre et Udfald fremfor at leve altid garderet inden for Fæstningsmure.
Selv Jesus, der dog havde et langt fuldkomnere Sprog til sin Raadighed, fuldkomnere, fordi det hebraiske Sprog i en ganske anderledes Grad end vore vesterlandske holder Udsigten aaben til Ordenes Rødder i Virkeligheden, - selv Jesus erkendte, at de eneste helt rette Ord, der lod sig sige, var Ja og Nej, blot Ja og Nej - og fulgte selv ikke sin Anvisning.
Men selv om det ubetinget maa siges, at det har lange Udsigter endnu, at Generationer skal fødes og dø, før kvindelig Intelligens faar tildannet sig Sproget til paa een Gang tilforladeligere og dog smidigt Meddelelsesmiddel imellem sig og Samfundet, saa er det dog, saa vidt jeg kan se, noget, der „ligger for,” en ærlig Sag, som vor Natur og vor Stilling som Nykomlinge anviser, at klare for os og sigte efter Evne de Begreber og Talemaader, vi forefinder. Intet er vel almindeligere saa vel i det aandelige Liv som i det praktiske - men heller intet mere beklageligt - end uforsigtig Omgang med Ting, der rummer Fare, thi de Ulykkestilfælde i den haandgribelige som i Sjælenes Verden, der foraarsages af ond Vilje eller i det hele med Vilje, er for faa at regne i Sammenligning med dem, Skødesløshed er Skyld i at vi Kvinder fremfor ukritisk at fortsætte den Abstraktionsoverkalkning, der ikke alene gør Ordene vage, vi bruger; men ogsaa ved Genvirkning gør Tingenes Omrids udflydende - om vi i Stedet for forhippet at følge med Strømmen, saa Ordbagagen lidt efter, saa efter under Abstraktionspudsen, hvilken vel det konkrete Grundfond et Eftersyn, kvindelig Intelligens maa have Betingelser for at udføre - saa efter det bitte Noer af en Virkelighed, der ligger druknende paa Bunden af Talemaaderne, Nutiden har i Arv fra Begrebsabsolutismens Dage - saa var maaske ikke lidt vundet. Fru Mariane Nielsens velmente
Raad med Hensyn til Ørkenen har jeg ikke fundet Anledning til at efterkomme. Man maa dog ikke helt vende det Samfund, man lever i, Ryggen - det er af visse Grunde ikke nødvendigt. København er virkelig ikke at foragte som Ørken betragtet at tale i - jeg maa ikke klage. For den Sags Skyld kunde man nok være Profet - var der ikke andet til Hinder!
Jeg mener Profet af den virkelige Slags, dem der jo ikke er ansete i Hjemstavnen, ikke
Abstraktionens Profet, som vi gennem Historielærdom ved, er mere end Ekscellence. Ved løselig at tænke mig om, mindes jeg af Profeter - virkelige Profeter - En, der plejede at gemme sig i en Klippehule, en anden, der nok talte en Del, men altid for døve Øren, en tredje, den ,,berømteste” af alle, d.v.s. i Virkeligheden den mest oversete, der havde 3 Venner tilbage, da Tiden kom for hans Løn som Profet, og disse 3 svigtede, da han behøvede den sidste Hjælp i Aanden.
Jeg tror, Fru Mariane Nielsen maa have forset sig en Smule paa Profeterne „i Almindelighed”. Profeterne i Særdeleshed brugte netop at komme til Verden inkognito og var ingenlunde applauderede Folk - som Almindeligheden „Profeter”, der har den eneste lille Fejl, at de aldrig har eksisteret i Virkeligheden, men for øvrigt alle mulige Fuldkommenheder - noget, der aldrig vides at være iagttaget hos lyslevende Profeter.
