« Tilbage til søgeresultaterne
Kongressen for Kvindens Stilling og Rettigheder
Vi gengiver efter „La Fronde”s stenografiske Referat nogle Punkter af Kongressens Forhandlinger.
Ikke mindre end 59 „Ønsker” (Resolutioner) var forud offentliggjorte og dannede Grundlaget for de tre Dage Forhandlinger. Hver enkelt af diss Resolutioner var omhyggelig drøftet i den forberedende Komité, der omfattede baade Kvinder og Mænd og som i flere Aar havde arbejdet paa dette Værk. Forhandlingerne lededes af Mme, Pognon (Formand), Mlle Bonnevial og Mme Marguerite Durand, Ejer af Bladet „La Fronde”. Disse Damer tog selv levende Del i
Forhandlingerne.
Forsamlingen var talrig, men syntes noget ensidig sammensat, væsentlig vistnok af det Parti af de franske Kvindesagsvenner, der samler sig om „La Fronde” og som er afgjort ukirkeligt. Af og til hørtes en enlig Røst fra en anden Side (f. eks. Mme Bogelot); nogle Gange meddelte en eller anden, at man nægtede dem Ordet for en afvigende Mening. Yderst faa af de udenlandske Repræsentanter talte. Men maaske netop paa Grund af denne Ensidighed var der baade Fart og Kraft over Diskussionen. Kun en ringe Del af den kan gengives. Resolution Nr. 3 lød som følger: Alle Undtagelseslove, der gælder Kvinders Arbejde, skal afskaffes.
En fransk Lov (fra 1882) forbyder Kvinder at arbejde efter Kl. 9 og over 11 Timer; det var imod denne, man rettede sit Skyts.
Mme Durand forstod, at Syersker og Blomsterlavere yndede denne Lov; men det var en Kendsgerning, at de Kvinder, som maatte kappes med mandlige Arbejdere, var imod den, en Kendsgerning, at den havde nedsat deres Løn; thi kun den ringere Løn kunde forsone Fabrikanten med de indskrænkende Bestemmelser. For Kvindesagens Venner var det den første Pligt at modsætte sig enhver Lov, som gjorde Forskel paa Kønnene. I og for sig var hun ikke imod Beskyttelse for Arbejdere. Hun beklagede, at de kvindelige Arbejderes Organisationer var saa lidt udviklede. Af 60,000 parisiske Syersker var kun 500 organiserede. Dersom de rige Kvinder vilde støtte Arbejderskernes Organisationer, behøvedes ingen Beskyttelseslove.
Mme Emilia Mariani (italiensk) gjorde opmærksom paa, at man aldrig havde tænkt paa Beskyttelseslove for de Kvinder, der arbejdede 14-20 Timer i deres Hjem. Først nu, da Kvinderne trænger ind i Fabrikerne og forsøger at ernære sig selv, vil man beskytte - Mændene imod deres Konkurrence.
Mme Pauline Kergomard (en bekendt dygtig Undervisningsinspektrice) fandt, at det ikke sømmede sig for Republikanere at omgive ethvert af sine Skridt med Lovbestemmelser og Regler,
Den største Del af Forsamlingen var dog stemt for Beskyttelse; og Resolutionen fik derfor den Tilføjelse, at Loven burde erstattes med en, der ogsaa omfattede Mændene. I denne Skikkelse vedtog man den.
Resolution 4, der gik ud paa, at Arbejdsinspektricerne skulde vælges af de kvindelige Fagforeninger, blev med Lethed vedtagen til Trods for den Indvending, at adskillige Fag slet ikke er organiserede. Saa meget stærkere, mente man, vilde Trangen føles til at organisere.
Resolution 8: Tjenestefolks Arbejde bør sidestilles med Fabrikarbejdernes med Hensyn til Hvile- og Sundhedsforholdsregler.
Indvending: Det er ikke blot ubehageligt at inspicere private Hjem, men ogsaa umuligt at overkomme dette Arbejde. Herpaa svaredes, at om ikke Inspektørerne kunde gaa til Pigerne, kunde omvendt disse, saafremt de havde noget at klage, søge vedkommende Inspektør. Man vedtog Resolutionen med den yderligere Tilføjelse, at for mindreaariges Vedkommende kunde Tilsynet ogsaa gælde Arbejdstiden. Resolution 9: Det bør tilstedes de kvindelige Arbejdere at klæde sig efter deres Arbejdes Behov.
Vedtaget med den Tilføjelse, at Fagforeningerne burde paabyde deres Medlemmer denne Hensigtsmæssighedsforanstaltning.
En gammel, vel tjent Ven af Arbejderskerne, Mlle Hubertine Auclerc foreslog at tilføje, at alle Kvinder skulde bære korte Skørter paa Gaden, dels for ikke at blive Smittebærere, dels for at spare Renselsesarbejdet. For alle dem, der skal bære Byrder eller trille Vogne, vil dette være uvurderligt; men kun fra oven kan det gennemføres.
Paa dette Omraade ønskede man dog ingen Beskyttelse, men hævdede skarpt den enkeltes Frihed.
Resolution 10: Kvindens Arbejde i Hjemmet bør godtgøres (soit évaluè).
Dette Spørgsmaal fandtes saa vigtigt og vanskeligt, at man vedtog ikke blot Resolutionen, men ogsaa Dannelsen af et Udvalg, som ved næste internationale Kongres kunde fremsætte mere bestemte Forslag. Den bekendte Pædagog Paul Passy ønskede vedføjet: „og Mandens”.
Herefter fulgte en lang og levende Debat om Barselhjælp for Arbejdersker. Man ønskede, 6-7 Ugers Hvile samt en Statsunderstøttelse af mindst 2 frcs daglig eller 50 frcs en Gang for alle. Det oplystes, at Marineministeren havde indført noget tilsvarende for de Arbejdersker, der staar under ham, at Parlamentet havde Sagen under Overvejelse og allerede havde vedtaget adskillige Bestemmelser i denne Retning. En levende Strid rejste sig om den sidste Del af Resolutionen, som gik ud paa, at man skulde tvinge (imposer) enhver Barselkone, som ikke blev tilstrækkelig plejet hjemme, til en Maaneds Hospitalsophold. Adskillige Arbejdersker talte stærkt imod saadan Tvang, men man vedtog dog Resolutionen i sin Helhed.
Resolution 14: Enhver Undtagelseslov vedrørende Sædeligheden afskaffes.
Efter at denne Resolution, omhyggelig begrundet, var vedtaget, fik Dr. Edwarde Pilliet Ordet. Som Kvinde maatte hun ubetinget modsætte sig Prostitutionen, som Læge derimod gøre visse Indrømmelser. Staten tvang unge Mænd mellem 20 og 25 Aar - en Alder, hvor de var modtagelige for Smitte - til at leve ugifte og stillede dem derved i et Dilemma. Hun vilde ikke anbefale at opretholde den lovbeskyttede Usædelighed, men derimod at udsætte den værnepligtige Alder til det 25de Aar og indskrænke Værnepligten for den, som ved den Tid havde giftet sig, til Vaabenøvelser i Hjemstavnen. Man vilde herved opmuntre tidlige Giftermaal og give det fordærvelige Kaféliv et slemt Stød. Kunde den unge Mand allerede i den Alder ernære en Familie? spurgtes der. Ja, dersom Kvinderne gjorde deres Pligt som Husmødre.
Flertallet sluttede sig til Taleren.