« Tilbage til søgeresultaterne
Vort Hjem
At give en Forestilling om den Opdragerlærdom, som er samlet paa disse Sider, ligger udenfor vor Evne - endda Afsnittet ingenlunde kan kaldes udtømmende. Vi foretrækker derfor gennem Citat af større Brudstykker at egge vore Læsere til Selvstudium af disse Afhandlinger..
Frk. Brosbølls „Hjemmeundervisning” begynder saaledes med en Lovsang over Landlivet, som sikkert vil vinde Samstemning hos vore Læsere:
„Fugle i Bur og Børn i Byer passer kun slet og omtrent lige slet. Den frie Natur, Landet, er Barnets rette Tumleplads. Som Foraaret kalder paa Dyrelivet, saa Luftens og Vandets, Markens og Skovens talløse Flok lader sig til Syne igen, saaledes kommer ogsaa med Foraaret Børneskaren i Bevægelse for at gøre sin Ret til alt derude gældende. Naar Faaret kedes ved Staldens Halvmørke, naar Ko og Hest gør Uro i Baasen, fordi de vejrer Vaar, saa kan heller ingen Magt længere holde de smaa inde. Og deres Stemmer, jublende som Stærens, deres ivrige Tilraab, deres utrættelige Legen, deres Opblomstren i Lys og Luft taler sit afgørende Ord for, hvorledes de passe der, hvor Dyrene er Legekammerater, Blomst og Sten, ja Sky og Hav uudtømmelige Genstande for Iagttagelse, for Evnernes Brug og altsaa Udvikling, og mest maaske: Stof for den legende Fantasi, der efter Øjeblikkets Behov forvandler alt til alt og skaber sig en egen Verden, lige uforglemmelig og utilgængelig, naar engang Døren slaar i for Barndommens Liv. Kun paa Landet bringer de vekslende Aarstiders Ejendommeligheder og Arbejder og forskellige Tilværelsesformer deres hele Rigdom af Indtryk lige ind til Sindet. Store, rolige, ofte tilbagevendende Naturindtryk drager de første uudslettelige Grundlinjer i Sjælen. Livet er usammensat, og Indtrykkene bliver klare og gennemskuelige. Børnenes Virksomhedstrang tilfredsstilles, fordi Arbejdet med Dyrene eller i Mark og Have giver rig Lejlighed til at være med. De fyldes med Forestillinger, der svarer til Virkeligheden, og erhverver en let tilegnet, ikke ubetydelig Kundskabsmasse, der allerede nu er anvendelig og senere bereder dem til at tage fat, hvor de ellers stod raadvilde og uden Forstaaelse. Endelig er der paa Landet en Mulighed for ensomt Liv, der turde være en uvurderlig Fordel. De færdes paa egen Haand og slippe for Dagligstueopdragelsen, der gør dem til Miniaturudgaver af de voksne. De lever ikke stadig under Forældrenes Øjne, hvad der medfører stadig Rettelse og
bringer Unoder og Uartigheder til dette meget farlige: at „slaa ind”. De undgaar at høre de voksnes Samtaler, der dels tilføre Børnene Stof, de ikke magter, og dels fylder Sindet med unøjagtige, taagede Forestillinger, som de let vænne sig til at nøjes med - maaske en af de farligste Ting Børn kan vænnes til, og de undgaar ogsaa Faren for i saa høj Grad som ellers at antage Meninger, der ingen Rod har i deres egen Natur og blot hindrer dem i at se med dette friske Førstehaandsblik, som Barnet og Geniet har tilfælles. I Ensomheden gror deres Sjæleliv sin stille Vækst med egne Tanker og Fornemmelser. Deres ubevidste Leven forstyrres ikke af Bemærkninger, der gør dem mærkelige for sig selv eller frister dem til at ville være noget over for andre. Sjælens begyndende Samliv med sig selv og ofte med sin Gud fremmes. Og de lærer, ikke altid at stole paa andre men at klare sig i Vanskeligheder. De lærer Selvstændighed og Mod - de fleste Dyders stærke Moder. Til en vis Grad lærer de ogsaa at nøjes med sig selv og ikke altid behøve Omgivelsernes Tilførsel af ny Indtryk for at sættes i Bevægelse, eller deres Incitament for at fyldes med Liv: det Vælder op med Liv ,fra deres egen Sjæls Kilder”. -
„Pigeskolen” behandles historisk af Frk. Ida Falbe-Hansen. Den brede Maade, hvorpaa hun tager sit Emne, gør imidlertid denne Afhandling til et yderst interessant Indlæg i Kvindesagen; og vi kan derfor ikke nægte os at citere nogle af de „løsrevne Billeder”, hun bringer fra nyere og ældre Tider:
„I Oldtiden synes Opdragelsen - som vi jo væsentlig kender fra de islandske Sagaer - at have været fri og naturlig. Vi ser Drenge og Piger lege sammen, Kvinderne ser til ved Mændenes Kamplege, spille Tavl med dem og drikke med dem „Par om Par” ved Gilderne o. s. v. Pigen har sin Fosterfader som Drengen sin, og Forholdet til ham er frit og kærligt ; at ogsaa Erotikken kunde spille ind med i Forholdet mellem den mandlige Lærer og hans kvindelige Elev, ser vi af Fortællingen om Halgerd, Gunnar fra Hlidarendes Hustru. Hvad der lærtes af aandelig Idræt, var vel det samme for begge Køn. Kvinderne dyrkede Skjaldekunsten ligesom Mændene, selvfølgelig dog i langt mindre Omfang; kun ca. 20 kvindelige Skjaldenavne og ikke et eneste fuldstændigt Kvad af en Kvinde er bevaret. Det vigtigste Dannelsesmiddel, som blev en ung Islænder til Del, den store Udenlandsrejse, savnede Kvinden derimod ganske, og det kan vel have bidraget til at gøre hendes Syn paa Livet mere snævert*). -
*). I en interessant Artikkel i „.Kvindernes Blad” viser Thora Thoroddsen, at denne i Udtalelse dog ikke kan gælde for Tiden efter Kristendommens Indførelse, Aar 1000. Man ved nemlig, at de islandske Kvinder tog levende Del i Mændenes Pilgrimsrejser og der kan ogsaa spores Indflydelse fra sydlige Kulturlande i deres Haandarbejde.
Hvad de legemlige Idrætter angaar, da var jo Vaabenøvelser Ungersvendens vigtigste Syssel. Den stod Kvinden i den historiske Tid udenfor. Hvilken Betydning Skikkelser som Valkyrien Brynhild eller Skjoldmøen Alvilde har haft som Typer for en tidligere Tids Kvinder, kan nu være vanskeligt at sige. Kvinden havde ogsaa nok at gøre med de særlig kvindelige Sysler: Haandgerning og Husførelse; Færdighed heri skattedes højt, det har vi ikke faa Vidnesbyrd om, endog fra Runestenene; paa en norsk Sten staar saaledes: „Hun var haandsnildest Mø paa Hadeland”. Men hvorledes disse Færdigheder er hvervedes, ved vi ikke. Men Haandgerning giver Tankerne Rum, og sikkert har de unge Kvinder dengang som nu hørt til dem, der har bevaret Digternes, og Sagafortællernes Ord omhyggeligst; en Kvinde, Thuride, Snorre Godes Datter, nævnes ogsaa som en af de vigtigste historiske Hjemmelsmænd.
Da senere ned i Middelalderen de sydlige Landes Kultur trængte ind i Norden, og de hjemlige Anskuelser om Opdragelsen modificeredes derefter, var det især Klostrene, der tog sig af Undervisningen. Vi faar da her en Tilnærmelse til Skoleundervisning, men om denne Side af de danske Klostres Virksomhed hører vi næsten intet; vi kan kun slutte os til, at Forholdene hos os har udviklet sig paa lignende Maade som i andre Lande.
(Forts.)
