« Tilbage til søgeresultaterne

Børnene

« Se emneord

Triste Erfaringer.

(En ret velklædt Pigeklasse (tredje Skoleaar) i en Kommuneskole.

Lærerinden: Vogt jer, Børn, for Guldregnsfrø, jeg ved Børn, som er død af at have spist dem.

Franciska (en forkælet, ret uartig 10-aars Pige) Jeg vilde gerne dø!

Lær.:  Hvorfor dog. Barn?

Fr.: Jeg faar saa mange Bank og Skænd hjemme.

Lær.: Tror Du da ikke, Din Mo­der vilde blive meget bedrøvet, hvis Du døde? Jeg ved dog, hun holder meget af Dig.

Fr.: Sommetider, Frøken, men ikke, naar hun skænder. En Gang, da hun var vred, løb jeg bort for at drukne mig.

Kristine (eneste Barn): Min Mo­der vil heller ikke gerne leve.

Lær.: Hun ved dog, Du kunde ikke undvære hende.

Kr.: Hun siger ogsaa,, at hun nok vil leve, til jeg bliver større og fornuftigere, men saa heller ikke læn­gere.

Meta: Da vi boede ude paa Lan­det, var det en Gang, at min Fader vilde hænge sig; han havde allerede faaet Rebet om Halsen.

Herefter følger en Syndflod af haarrejsende Eksempler paa huslige Ulykker.

 

Samme Klasse.

I Læsebogen træffer man Udtrykket; „Han var et Skud af en ædel Rod”.

Anna: Hvad betyder det; Frøken?

Lær.: Har I ikke set, hvorledes der undertiden fra Roden af et Træ kan skyde smaa, ny Planter frem? Saaledes vokser Børnene op omkring Forældrene; de ligner dem ofte, har Forældrene været ædle, kan man vente, at Børnene ogsaa vil blive det.

Kirstine: Frøken, Anna vil al­drig gifte sig.

Lær.:    Hvorfor ikke Anna ?

Anna: Man kan let faa en slem Mand. Saa slaar han En, og saa skænder han.

Lær.: Man kan dog ogsaa faa en god Mand.

Ellen: Valdemar Sejr var en god Mand.

Kristine: Inspektøren er en god Mand.

Karen: Frøken, min Fader er hver Dag saa vred, jeg tør ikke være inde, naar han kommer hjem.

 

Nye Eksempler.

Lær.: I maa dog tro, at havde I ingen Fader, vilde det knibe endnu mere end det gør, med Klæder og Mad. Og saa maa I huske, at som Fader slider fra Morgen til Aften, for at skaffe Brødet til jer, kan han nok af og til blive lidt gnaven.

 

Læreren  følger en Eftermiddag hjem med en 11-aars  Pige, hvis Fader har forladt Kone og Barn.  I Samtalens Løb forefalder følgende lille Ordskifte.         

Læreren:  Hvad vil Du saa være?

Barnet:   Lærerinde, det er det dejligste, der er til.

Lær.: Synes Du dog ikke, det er nok saa godt at have et rigtigt Hjem?

Barn.:  De mener gifte mig? Nej, det skal jeg  dog ikke have noget af. Saa skal man sidde der og vente paa Manden, om han vil komme hjem.

Lær.: Ja, det er nu heller ikke altid, at Konen forstaar at gøre Hjem­met saa hyggeligt, som det burde være.

Barn.: Nej, ved De hvad, det er dog næsten altid Mandens Skyld, naar det gaar galt!

 

Dette er dagligdags Erfaringer hos Børnene i Skolen. Og man ved jo, at Indtrykkene fra den Tid aldrig forsvinder, men i hvert Fald sætter deres Ar; man ved, at Børnene, bløde og bøjelige som de er, ligefrem tager op efter hvad de daglig har for Øje. Maa man da ikke ønske, det vilde staa klart for alle Forældre, hvor nød­vendigt det er for Børnenes Skyld at bevare Idealet rent og blankt?

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner