« Tilbage til søgeresultaterne
Ellen Key og C. D. af Wirsén
Med alvorlig Bedrøvelse har jeg læst M. A.s to Artikler om Ellen Key i Kvinden og Samfundet for 9de og 16de ds. Det forekommer mig nemlig, at denne Forfatterinde her er bleven meget slet behandlet.
At Redaktionen er bunduenig med Ellen Key og kun ønsker at bekrige hende, er der ikke noget at sige til, om man end kan beklage det ufrugtbare Standpunkt. Hvad jeg derimod ønsker at udtale min dybeste Misbilligelse af, er Maaden, hvorpaa Krigen er ført.
For at tale med nogen Ret og nogen Vægt maatte Redaktionen have fortalt os om Ellen Keys „Livsanskuelse og Forfattervirksomhed” med sine - og hendes - egne Ord, ikke med Hr. Wirséns, ladet os se hende gennem sine Briller, ikke gennem en Mands, hvis „Livsanskuelse og Forfattervirksomhed” er Ellen Key saa diametralt modsat, at den første Betingelse for al Bedømmelse og Kritik: Forstaaelse, tør siges at være paa Forhaand udelukket, og som derfor kun har kunnet forfatte et Smædeskrift.
Dette lille Skrift vil i frisindede Kredse i Sverige, hvor alle kender Digteren, Kritikeren og Akademikeren C. D. af Wirsén, blive taget for, hvad det er værd. Men Kvinden og Samfundets danske frisindede Kreds, der rimeligvis for første Gang præsenteres for den berømte Mand, kan ikke straks vide, at den vil være uenig med ham om de fleste Spørgsmaal mellem Himmel og Jord og saaledes heller ikke kan bruge ham til Vejleder i Kendskab til og Forstaaelse af Ellen Key. I Hr. Wirséns Referat, med hans Citatvalg og Kommentarer - selv minus hans her i Bladet udeladte Uforskammetheder - er det ikke Ellen Key, men hendes Karrikatur, der fremstilles for Kvinden og Samfundets Læsere. Men Karrikaturen maa være lig Virkeligheden, siges der til os, for den er tegnet af en Mand, hvis Navn i hans Hjemland er saa knusende stort, at vi danske Kvindesagsvenner maa bøje os for hans Syn paa Ellen Keys menneskelige og litterære Personlighed!
Det er denne i mere end en Henseende utilladelige Fremgangsmaade, jeg tillader mig paa det alvorligste at protestere imod. Skulde Ellen Key nødvendigvis bekriges i Kvinden og Samfundet, saa kunde man vente og kræve, at Kampen førtes paa en ædlere, hende og os mere værdig Maade, sagligt, selvstændigt, med egne Vaaben: Kvindetanker og Kvindeord. Det venter og kræver man af Kvinde overfor Kvinde, af Danmarks første Kvindesagsblad overfor en af vor Tids betydeligste Kvinder her i Norden.
17de Oktober 1900.
Elisabeth Grundtvig.
At Frk. Grundtvig har villet forsvare Ellen Key, naar hun troede denne angrebet, er der jo intet at sige til - det er jo enhvers Pligt og Ret overfor det Menneske, man elsker eller højagter. Men paa samme Tid bør man i Sandhedens Interesse vogte sig for, i sin blinde Iver, at sammenblande Sag og Person, og det er netop hvad Frk. Grundtvig her gør. „Ellen Keys menneskelige og litterære Personlighed” er to Ting, som man ikke saadan kan slaa i Hartkorn sammen. Der er sikkert ingen af E. K.s bitreste Modstandere, der ikke mener, at hendes menneskelige Personlighed staar langt over hendes litterære, især da over hendes Livsanskuelse. Hr. Wirsén har da ogsaa kaldt sin Bog „En Livsanskuelse”, for at betegne, hvad han særlig tager Sigte paa, og han fralægger sig bestemt, at det skulde være hans Hensigt at angribe E. K. s menneskelige Personlighed, idet han udtrykkelig siger, at han ikke kender Forfatterinden personlig.
Det er hendes Livsanskuelse, han vil til Livs, ikke fordi den er hendes, men fordi hun med alle de Midler, der staar til hendes store Talents Raadighed, søger at gøre Propaganda for den.
Er det virkelig Frk. Grundtvigs Mening, at han ikke har Lov til at undersøge, hvori denne Livsanskuelse, der i sine enkelte Træk kan tage sig saa besnærende ud, munder ud blot fordi han er Mand, og hun er Kvinde ? Han er i hvert Fald ikke den første. „Dagny” har i Aarenes Løb indeholdt en Række lige saa skarpe og rammende Protester, skrevne af Kvindesagens bedste Navne. Det ny ved Hr. Wirséns Protest er, at han, som jeg ogsaa har paavist, har gransket Ellen K. s samlede Produktion med det Formaal at udforske den Livsanskuelses Værd, som hun kæmper for. Og han er herved kommet til et Resultat, der maa aabne Øjnene paa mange. .
At Hr. Wirséns Bog skal være et Smædeskrift, skal man være - enten meget ukendt med det svenske Sprog eller ogsaa ganske forblindet af sine Sympatier, for at kunne sige. Men Læseren kan jo læse det lille Skrift og dømme selv!
Det er i Sandhed en dunkel Tale, naar Frk. Grundtvig skriver, at undertegnede burde „have fortalt med sine - og hendes” (d.e. Ellen Keys) „egne Ord, ikke med Hr. Wirséns.” Jeg har ikke haft den Opgave at skrive en Essay over Ellen Key, men kun at anmelde en nyudkommen Bog, der har vakt megen Opsigt i Sverrig. At jeg har gjort det ved Citater, hentede fra Bogen, som jeg anmelder, kan vel neppe bebrejdes mig, og det saa meget mindre som Hr. Wirséns Metode netop gaar ud paa saa meget som muligt at bruge E. K.s egne Ord som Bevismateriale.
Den Fremgangsmaade er meget loyal, for saa vidt Citaterne ikke forvanskes eller forfalskes, og at dette er bleven gjort her, tilkommer det endnu Frk. Grundtvig at bevise.
Med Hensyn til den Virkning, Bogen har gjort i sit Hjemland, siger L. D. i Dagnys sidste Hæfte: „Hr. Wirséns bok har inom vida kretsar i vårt land hälsats som ett ord i sinom*) tid” og „hans på sak gående och kraftiga uppträdande har väckt ett berättigadt erkännande”.
Det lader til, at Kvindesagens Venner i dette Sverrigs „første Kvindesagsblad” ikke undsiger „En Livsanskuelse”s Forfatter, fordi han er en Mand.
*) rette.
M. A.
