« Tilbage til søgeresultaterne
Kongressen for Kvindens Stilling og Rettigheder
Ikke mindre end 20 Resolutioner gik ud paa Reform i Opdragelsen. Man ønskede en mere praktisk Undervisning for Pigebørnene, mere Sundhedslære, Sygepleje, Havebrug i Elementarskolen, flere Fagskoler og i disse ogsaa Elementer af almindelig Dannelse. For at bøde paa den nuværende Dannelses Mangler havde man - oplystes det - i mange Lande dannet Forældresamfund, i Belgien saaledes et, der stræbte efter at blive internationalt.
Man vilde, at alle unge Piger, rige eller fattige, skulde lære et Haandværk. Først og sidst ønskede man, at Pigernes Opdragelse skulde være fuldstændig (intégrale); man forstod herved, at ogsaa de, lige saa vel som Drengene, skulde kende Videnskaben og dens Resultater, skulde undervises grundigt og solidt.
Som Svar herpaa holdt Mme Lydie Martial et fint og aandfuldt Foredrag, hvor hun hævdede, at man ikke maatte fortabe sig i lutter Fornuft og praktisk Dygtighed, ikke forsømme den unge Kvindes ideale Anlæg, hendes Trang til at elske, at beundre, at se op til hvad der er stort og skønt. Den hertil sigtende Resolution, som hun foreslog, blev dog ikke vedtagen. Man behandlede ogsaa Spørgsmaalet om Fællesundervisning for Drenge og Piger. Det føltes, at Tampen der nede brænder paa samme Sted som her i Norden. Alle var enige om det ønskelige i, at de to Køn blev opdraget sammen. Kun en enkelt Røst hævede sig for at skille dem i Overgangsalderen. Men der som her udtalte Pigeskolens Venner - deriblandt Dr. Pilliet - sig mod at ofre, hvad denne paa Grund af sin friere Organisation har forud for den lærde Skole med dennes tyngende Eksamensfordringer. Alligevel vedtog man følgende Resolution: I alle Lande, hvor private eller offentlige Skoler skiller, de to Køn ad, bør Undervisningen for Fremtiden være fælles. Man ønskede endvidere, at Fællesskolen skulde ledes af Kvinder. Imod Kostskoler taltes der mange og stærke Ord.
De sidste 25 Resolutioner galdt Forandringer i Lovgivningen, 14 af dem den franske Ægteskabslov, der vel nok er mere barbarisk end andre civiliserede Landes - det skulde da være Italiens, hvor Skilsmisse slet ikke er tilladt. Men fransk Lov tillader den bedragne Ægtemand at dræbe sin Hustru og tilsteder kun Skilsmisse, hvor der foreligger Ægteskabsbrud. Den første Resolution gik da simpelt hen ud paa at tillade Skilsmisse, naar begge Parter ønskede det, med det Forbehold, at Øvrigheden skulde tilsiges 2 Gange med 3 Maaneders, tredje og sidste Gang med ½ Aars Betænkningstid. Forhandlingerne indledtes med en glimrende Tale af M. Vivian, den bekendte socialistiske Deputerede, Medlem af det forberedende Udvalg; og de førtes i Begyndelsen udelukkende mellem Herrer, mens Damerne dog flittigt faldt ind med Bifalds- og Mishagsytringer. En af Herrerne meldte sig som Afsending fra et Parti, der har den fri Kærlighed paa sit Program; man lod ham neppe komme til Orde. En anden, Lucien Le Foyer fremkom ufortrødent med Indvendinger og ny Resolutioner, endskønt han bestandig blev standset af Dirigenten, Mme Durand. Han holdt vel paa Ægteskabet, men ikke som det Fængsel, det nu er. Han ønskede friere Former, for at give Plads til Personlighederne. Man har Kontrakt mellem Ægtefolk, for Formernes Vedkommende, hvorfor da ikke indrømme lignende Frihed for det, der er langt vigtigere, for Samlivet dem imellem. Han udtrykte sig noget uklart, og M. Viviani forsøgte at hjælpe ham til at blive forstaaet, ved at give Eksempler: „Hr. Foyer tænker sig, at en Kvinde f. Eks. kunde ønske i sin Ægteskabspagt at sikre sig Ret til at have egen Bolig.”
Hr. Foyer: „Netop”.
Hr. Viviani: „Mulig kunde baade Mand og Kvinde i det de giftede sig lide at indsætte i Ægteskabspagten, at de tillod hinanden at have Børn udenfor Ægteskabet, og at disse skulde gaa lige i Arv med de ægtefødte.”
Hr. Foyer: „Netop”.
Hr. Viviani: Der kunde ogsaa tænkes dem, som vilde sikre sig Ret til hver især at leve sammen med en anden.”
Hr. Foyer: „Netop”.
Hr. Viviani vilde med al Kraft sætte sig imod saadanne Ægteskaber, der simpelthen vilde betyde fri Kærlighed under en kontraktmæssig Form. „Jeg for mit Vedkommende,” sagde han, „maa tilstaa, at skønt jeg kæmper for en ny Organisation af Familien, der bør frigøres for ethvert Spor af Mandens Overmagt, saa finder jeg dog hverken i min Følelse eller Fornuft noget, der sætter sig op imod, at Ægtefolk skylder hinanden Troskab. Man giver hinanden et Løfte, og et Løfte maa holdes, her som i andre Tilfælde.”
„Lad det ikke blive sagt - thi det er ikke sandt - at den Dag Kvindesagen sejrer, da Ligheden kommer til at herske i Familien, at fra denne Dag er Troskabspligten ophævet. Det er den ikke; thi Naturen selv forlanger, at den skal bestaa; og vi maa ikke give dem Ret, der forsøger at standse vor Sag ved at forfalske vore Ideer.”
Efter at Resolutionen var vedtagen i den foreslaaede Form, opstillede en Kvinde Mme Blanche Schweig en ny, i Følge hvilken Skilsmisse tillodes, naar blot en af Ægtefolkene ønskede det. Hun støttedes af flere Kvinder, kun ikke af Arbejderskernes Talsmand, Mme Renaud; imod Resolutionen talte begge de to ovennævnte Herrer, der ligesom Mme Renaud gik ud fra, at en saadan Frihed, som Forholdene nu er, vilde gaa ud over Kvinderne navnlig i økonomisk Henseende. Resolutionen blev dog vedtagen.
Det samme var Tilfældet med de fleste af Udvalgets Resolutioner, som vi desværre ikke kan gengive saa lidt som den helt igennem interessante Forhandling om dem. Hvad Formueretten angaar gik den vedtagne Resolution ud paa Særeje for medbragt Formue, men Fælleseje for det under Ægteskabet erhvervede. Man anbefalede en Lov, der vedtagen af Parlamentet og nu kun ventende paa Senatets Samtykke, giver Hustruen Raadighed over eget Erhverv.
(Sluttes)
