Vort Hjem

Hvad lærte de unge Piger i Klo­strene? Først og fremmest Haandgerning, og det af finere Art end før. Hvor højt den Tids Kunstsyning naaede, hører vi af og til; om Asbjørn Snares Brud fortæller Folkevisen saa­ledes, at hun, for at vise, hun var voksen, syede en Klædning til sin Fæstemand:

 

Hun lagde det paa Tilje,

hun skar det i Rose og Lilje.

 

Hun syede i hans Sidesøm

Fisken, der svam i striden Strøm.

 

Hun syede i hans Ærme en Krans:

femten Jomfruer i en Dans.

 

Hun syede i hans Bryste

en Ridder, en Jomfru kyste.

 

Og endnu vidner Navne som Klostersyning, Klosterlærred og lign. om at Klostrene var de fine Haandarbeiders Hjemsted. Dog maa der ogsaa - i alt Fald nogle Steder - være blevet undervist i boglig Syssel. En Personlighed som den hellige Birgitte viser, hvor højt Kvinder kunde naa i Dannelse, og da de af hende, ogsaa her i Landet, grundlagte Klostre havde betydelige litterære Interesser, er dette sikkert komne de unge i Klostrene opdragne Kvinder til gode. Dronning Dagmar venter saaledes af Li­den Kirsten, at hun skal kunne „læse og skrive og løse hendes Pine”. Det skulde vel være „Læsten og den hel­lige Bog”, de unge læste; de afskrev ogsaa Bønner og Tidebøger, men kærere har det sikkert været dem at skrive om Flores og Blanseflors Kær­lighed og desl.

Men Verden og Livet kunde kræve mere af den unge Kvinde, end Klosteret kunde give hende. Det galdt da især den finere Dannelse. Og hvor skulde de unge snarere vente at faa den end ved Hove? Ord som „Høviskhed”, „Courtoisie”, og lign. er alle afledte af „Hof”, og til Hoffet sendte man ikke blot den unge Mand, men ogsaa den unge Pige. Vi hører i en Folkevise om Fru Mettelil, der sender sin eneste Datter til Kongens Gaard. „Hun sendte hende ikke did for anden Sag, end hun skulde lære at læse i Bog”. Men det kunde være et farligt Sted for en ung Pige, Fri­stelserne var stærke, og vi hører da ogsaa om samme unge Dame, at hun foretrækker at sidde i Højeloft og spille Tavl med Kongen, i hvilken Idræt hun er forfaren nok, thi „hun vandt Lund i Skaane, og Kongen var nær ved at daane; og hun vandt Ribe og Ringsted By, da vilde Kongen fra Tavlbord fly”. Men da faar hun ogsaa af sin Fostermoder en Kind­hest, saa Blodet sprøjter over Skarlagensskind, og Bebrejdelsen lyder:

„Jeg mente, jeg havde lært dig at væve i Rør

og sidde i Bure hos andre Møer.

Jeg mente, jeg havde lært dig Guld at spinde

og ikke Tavl af Konningen at vinde.”

 

Folkeviserne maler for os det ene Billede efter det andet af, friske, glade og kække Ungmøer, og at de er grebne ud af Livet, er der næppe Tvivl om. Noget andet er det, om disse Kvin­der repræsenterer Tidens Ideal af den unge Pige. Det gør de næppe. Det officielle Kvindeideal finder vi snarere hos Saxo, i Kongedatteren Sigrid, der udmærkede sig ved en saadan Blu­færdighed, at hun ikke kunde bevæges til at kaste et Blik paa en eneste af den Skare af unge Mænd, der bej­lede til hende”, hvilket giver Saxo Lejlighed til at lade sin Samtid høre, at „i gamle Dage var de unge Piger i høj Grad vante til at holde de kaade Blikke i Ave under Viljens Tugt, for at ikke Sindets Renhed skulde fordærves ved Øjnenes Frihed”, - eller i Dronning Bodil, om hvis From­hed samme Saxo fortæller, at hun ofte med egen Haand smykkede de Piger, som hun saa, at hendes Mand havde fattet Kærlighed til. - Saaledes var Teorien, men Praksis var vist bedre; Forholdet var vel det, at Idealet var indført udenlands fra, men at Livet i Norden aldrig helt vilde rette sig der­efter.

Et ejendommeligt Forhold finder vi hos den danske Adel igennem hele Middelalderen og i længere Tid der­efter. Man har den Grundsætning, at „ingen bliver Mester i sin Faders Hus”; „Børn maa ikke fullentze (dovne og drive) længe hjemme, at den gode Forhaabning ikke skal med Kælenskab og Indulgens, som ofte ske kan forrykkes”. Derfor blev de unge, og især Pigerne, sendte hjemmefra i den tidligste Alder, ofte kun faa Uger eller Dage gamle, for at opdrages af ældre Folk, mest Bedstemoderen; til Gengæld fik de unge, nygifte Fruer „vittige og kyndige Jomfruer i Huset,

der kunde oplære dem i Datidens over­ordentlig vidtløftige og indviklede Hus­førelse”.

Efter Reformationen begynder imid­lertid det Skisma, som lidt efter lidt stiller Kvinderne uden for den – lærde - Dannelse, der snart er den eneste, man kender. Selve Reforma­torerne ønskede ganske vist ikke at udelukke Pigerne fra de Skoler, de saa varmt tog til Orde for. „Luther og hans danske Elev Christen Peder­sen lægger Myndighederne, især de kommunale, paa Hjerte at oprette gode Skoler, og det ikke blot for Drenge, men ogsaa for Piger. „En Pige kunde vel og have saa megen Tid, at hun maatte gaa en Time eller to til Skole om Dagen til nogen god Kvinde, Jom­fru eller Mø, som hende kunde lære, og gøre alligevel i Huset, hvad hende burde, og hvad hendes Moder hende befole. Hun forsover, danser, leger, kvæder og snakker fast mere Tid bort forgæves, og det agtes intet.” Myndig­hederne burde ogsaa sørge for Lærerinder: „Piger, Møer og Jomfruer, som kunde siden lære andre Møer og Piger”. Saadanne Lærerinder var der i gamle Dage i Klostrene, siger Chr. Pedersen, derfor lærte de unge no­get; nu forsømmer Nonnerne denne Opgave, nu kan de ikke en Gang ordentlig Latin, „af hvilken de kunde noget godt lære andre eller dem selve”. Thi Latin - det er for Chr. Pedersen næsten den vigtigste af al Lær­dom; og i de Tider var den jo og­saa den eneste Port ind til nogle af de Vigtigste Dannelsesomraader, - og den skal derfor baade Drenge og Piger lære.”                                        

For Mellemstandens Vedkommende synes desværre den Opfattelse, der gik ud paa, at Kvinderne helst skulde lære saa lidt som muligt, selv om man, siger Forf., ikke hos os gik saa vidt som i Tyskland, hvor det langt ned i Tiden kunde hedde: „Das Schreiben ist für das Frauenzimmer nur Vehiculum zur Lüderlichkeit”. Og for Adelens Vedkommende varer det længe, inden Kvinderne lader sig „sæt­te” af den Opfattelse, at de skal søge hele deres Udvikling i gudelige Bø­ger. „Den danske Adels Historie i det 16.-17. Aarhundrede viser os og­saa en hel Række af højt udviklede Kvinder, en Række, der ikke findes Mage til i noget andet Tidsrum af vor Historie. Det er ikke her Ste­det til nærmere at omtale disse „lærde Damer”, der magtede Latinen lige saa vel som Datidens andre Kultursprog, Græsk, Fransk, Spansk, Hollandsk, og Engelsk, foruden adskillige andre Videnskaber. Den lærdeste anses vel Birgitte Thott for at være, men den interessanteste er utvivlsomt Tycho Brahes Søster Sofie, hvis Kundskaber i Astronomi, Kemi, Medicin og Bota­nik Broderen ikke noksom kan be­rømme. Hvis hun, som sandsynligt er, selv er Forfatter til det berømte Kærlighedsbrev: Urania til Titan, som J. L. Heiberg har oversat fra Latin, har hun tillige været en højt begavet poetisk Natur. Karakteristisk for de betydeligste af de lærde Damer er, at de ikke over de fremmede Sprog forsømte deres eget; Birgitte Thotts Senekaoversættelse kan nævnes jævn­højt med Christian den Femtes Dan­ske Lov som det betydeligste Prosa­værk i Modersmaalet i det 17. Aarhundrede. Ved Siden af disse, mere i almen europæisk Stil uddannede, Kvinder staar en Række andre, der i Dan­nelse og Udvikling sikkerlig ikke staar tilbage for de første, men som hen­vender deres litterære Interesse paa det nationale; det er de danske Adels­damer, med Christian den 4des Mo­der Dronning Sofie i Spidsen, hvem vi skylde den enestaaende Skat af Folkevisehaandskrifter, som vi Danske med Rette er stolte af. Og endelig frem­bød Arbejdet i Hjemmet en Mang­foldighed af Opgaver for den kvinde­lige Intelligens; og den forsømte dem ikke. I intet Tidsrum af vor Historie finder vi da den kvindelige Indivi­dualitet saa rigt og mangfoldigt ud­viklet.

Op over alle andre Kvinder i dette Tidsrum rager Leonore Kristine; ogsaa hun var hjemme baade i Latin og moderne Sprog; hun er jo tillige en Memoireforfatterinde af første Rang, selv maalt med Verdenslitteraturens Maalestok.                    

(Forts.)