« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
Hver Ting med sit rette Navn.
Der var engang i Foraaret en Artikel i dette Blad, hvor Th. C. H. tog til Orde for at dræbe Troldene ved at nævne Ting med deres rette Navn. Forf. tænkte nærmest paa de ulykkelige vanføre Børn, men gav ogsaa et lille Vink om en Trold der hedder Storken.
Denne Trold har siden ikke villet komme mig af Tankerne. Den ser saa ganske uskyldig ud. Den leger med Børnene og morer dem. Den er Forældrenes Kæledægge, naar de vil have Fred for Børnenes nærgaaende Spørgsmaal. Den bliver en saa fortrolig Kammerat for baade store og smaa, at man slet ikke lægger Mærke til, hvordan den lidt efter lidt lader sin rette Natur komme frem, indtil den tilsidst kaster Hammen og viser sig som den glubende Drage, den i Virkeligheden er. Da at redde Børnene er tidt for silde.
Det vilde i Sandhed være en af de største Velgerninger, hvis nogen kunde paavise, hvordan man i Tide skal gøre den Trold uskadelig, og Mødre, der er interesserede for den Sag - og hvilken Moder maa ikke være det - anmodes indtrængende om at fremkomme med deres Erfaringer og Meningen om dette ømfindtlige Spørgsmaal.
I Reglen gaar det jo saadan, at Forældrene i denne Sag lader Børnene skøtte sig selv og overlader til Tilfældet at oplyse Børnene. At der er Forældre, som kan forsvare at lade Børnene være alene i den svære Krisis, der kan give deres Liv dets mangen Gang meget uheldige Retning, er noget af det mest forbavsende der møder os i denne paa forbavsende Fremtoninger saa rige Verden. Mange mener, at naar de selv er kommen godt igennem det paa den Facon, saa maa det sagtens være den rette Vej. Men disse Godtfolk glemmer en uhyre vigtig Faktor: Tiden, den Tid vi lever i.
Tiden er ikke længere saadan som for en Generation tilbage. Paa Gader og Stræder, paa de udhængte Smudsblade og obscøne Plakater ja, i selve Litteraturen finder Børnene den Oplysning, det havde været Forældrenes Pligt at give dem. Tiden er ikke saadan, at en ung Pige kan vokse op i Uvidenhed. Tiden er ikke længer saadan, at en Skoledreng uantastet kan komme igennem de farlige Aar. Det Værk Plakater og Smudsblade har paabegyndt, skal nok den lovbefalede Prostitution gøre sit bedste for at fuldføre.
- Og imens lader Forældrene det staa til. Hvordan er det muligt?
En Del handler i ren Tankeløshed - saa mærkeligt det end kan lyde.
Andre lever i den gamle Fordom, at Uvidenhed (i det mindste for Pigernes Skyld) er det samme som Uskyld. Der er atter andre som virkelig dybt føler Forpligtelsen til at være de unges bedste Støtte i den svære Overgang, men holdes tilbage af en Art Generthed. Ved et Selvbedrag kalder de denne Generthed Blufærdighed og søger hermed at dysse Samvittigheden i Søvn.
Af den ene eller den anden Grund lader de staa til, men hvordan er det muligt? Hvordan er det muligt at være Fader eller Moder, uden at gøre sig Ansvaret klart. - Ansvaret for det Væsen, de har sat ind i Livet? Hvordan tør man uden Forberedelse slippe den unge ud i en Verden som vor? Hvordan kan man, med det Fortielsessystem der raader i Hjemmene, og den Udstilling af Lasten man finder lige udenfor Hjemmets Dør undres over, at det saa tidt gaar de unge galt?
Det naturligste og det mest rigtige vilde være, om Fædrene paatog sig at oplyse Sønnerne og Mødrene Døtrene. Men Fædrene lader ikke til at være meget villige. Maaske har de Grund til at frygte et Spørgsmaal - om hvordan de selv har klaret det vanskelige Tidspunkt.
Jeg kender Hjem, hvor Husfaderen har overladt til Hustruen at oplyse de voksne Sønner og hvor hun heltemodigt har klaret det. En af disse Mødre fik af Sønnen til Svar: „Tak, tak, Mor, at du har villet sige mig dette; men gid du havde gjort det før!”
Det er jo en ømfindtlig Sag, der ikke uden den største Takt kan afhandles med de unge; men det vilde stille sig ganske anderledes let og naturligt, om vi var begyndte allerede med de smaa Børn at tale naturligt om naturlige Ting.
(Forts.)
