« Tilbage til søgeresultaterne
Et Gensyn
I det stærkt optagne Hotel paa Stefanspladsen i Wien gik det livligt til; det var allerede Efteraar; men Strømmen af rejsende, som kom her paa Gennemrejsen til Rusland eller Italien, til Schweitz eller til forskellige Dele af Tyskland, vilde dog ingen Ende tage. Begge de hyggelige Spisestuer, hvis gammeldags Buevinduer vendte ud til den smalle Singerstrasse, var nu, ved Middagstiden, propfulde, og tjenstivrig krydsede den høje, dadelfri Kellner, fulgt af en lille Medhjælper, sig frem mellem de spisende og diskret passiarende Gæster.
Ved den brede Glasdør, som fra Trappen og Vestibulen førte herind, stod, synlig tøvende, en smalskuldret spinkel Dame i en mørk Rejsedragt. Hun lod sine Øjne glide med et uroligt, søgende Blik hen over Menneskevrimlen derinde, inden hun besluttede sig til at aabne Døren.
Medens hun langsomt gik langs med de dækkede Borde, bøjede hun Hovedet en Smule og gik stadig videre, skønt Kellneren allerede med en velvillig Mine havde nærmet sig for at anvise hende en tom Plads. I den inderste Spisesal, ved det allersidste lille Bord, som stod i Vindusfordybningen, der var et Trin højere end den øvrige Sal, satte hun sig endelig ned og forlangte med sagte Stemme en Kødret og noget Rødvin.
Da det bestilte kom, syntes hun dog ikke længer at tænke paa, at hun havde villet spise. Hun lænede sig træt mod den højre Haand, og den venstre hvilede mekanisk paa den lille Skindtaske, hvis Rem hang hende over Skulderen og ned til den spinkle Hofte. Thi nu havde hendes Blik fundet, hvad det søgte. Under de halvt sænkede Øjenlaag stirrede hun paa et af de større, runde Borde ikke langt fra de aabne Fløjdøre ind til den forreste Spisesal, hvor en Gruppe af fem Herrer sad sammen i livlig Samtale. De var aabenbart velkendte Stamgæster, som havde deres eget reserverede Bord, det viste den ivrige og dog intime Maade, hvorpaa de blev betjent.
En Gang kom den purunge, smukke Værtinde forbi dem, blev staaende og talte til den nærmest siddende, en skægløs yngre Mand med intelligente Træk og en fransk Guldlorgnet. Straks begyndte Samtalen at blive højere og mere spøgende. Man rykkede en Stol hen til Bordet, og for et Par Minutter satte Værtinden sig ned og smagte paa den gode Vin, som man ivrig skænkede for hende.
Da saa Manden med Lorgnetten, paa den brede, slaviske Næse op og bemærkede Damen i den mørke Rejsedragt bag det lille Bord i Vindusnichen.
Saa snart han overhovedet fik Øje paa hende, maatte han lægge Mærke til disse usigelig talende graa Øjne, der, glemmende alt andet i Verden, hang som hypnotiserede ved ham.
Han standsede midt i et Ord. Et forunderligt Udtryk af vantro Forbløffelse fløj over hans Ansigt. Hans Øjne blev store, spørgende, undrende, og han rejste sig hastig.
„Der er en Dame, som - som jeg næsten tror, jeg kender -, jeg beder undskylde,” sagde han med et Afskedsbuk for den unge Værtinde. Denne drejede sig med en ikke videre elegant Bevægelse og saa efter ham. Der blev paa een Gang dyb Tavshed i det lille Selskab. Hver især fulgte med mere eller mindre Opmærksomhed den høje, magre Skikkelse med Øjnene. ,,En Russerinde, tør jeg vædde,” mumlede en af dem, „man ser det paa den hele Habitus, ikke sandt? Hvem ved, hvilke Fortidens Traade Saitzew der knytter igen. Han synes helst at leve i Østrig og Italien; men alligevel,
„on revient toujours etc.”.”
Damen i Vindusnichen rødmede dybt, da Saitzew med hurtige Skridt kom hen til hende - med udstrakt Haand og med en Utvungenhed i Holdning, som om alle de Mennesker, der sad rundt omkring, kun hørte til en af ham bestilt Dekoration. .
„Marfa Matwejewna! At saadanne Sammentræf dog kan gives! Bliver ikke Verden skønnere derved? Og at vi - vi pludselig efter saa lang Tid tilfældigvis skulde mødes i et Hotel!” lød det hende i Møde i det russiske Sprog.
Hun lagde begge sine Hænder i den, der med saa indtrængende Hjertelighed blev rakt hende. Den forvirrede Rødmen gav det fine, blege Ansigt, der ikke længer var helt ungt, men meget indtagende, en varm, ungpigeagtig Skønhed.
„Intet Tilfælde,” afbrød hun Saitzew med usikker Stemme, „jeg vidste, at De var her i Wien, jeg fik det at vide gennem Saasonow, jeg hørte, hvor de boede - og Portieren viste mig straks her ind i Spisesalen - det var Deres Middagstid, sagde han.”
„Nu vel, siden det ikke er noget Tilfælde, saa takker jeg Dem! jeg takker Dem, Marfa!” faldt han ind med Alvor og beholdt hendes Haand et Øjeblik i sin, før han satte sig lige over for hende. „Gid De havde skrevet til mig i Forvejen, saa havde jeg kunnet hente Dem paa Banegaarden og sørget for Dem. Naar kom De?”
„I Morges, og jeg rejser straks videre. Jeg tog ind hos en Veninde; vi har studeret sammen, og nu er hun Læge her. Jeg skal skynde mig tilbage til Østrusland.
„Læge,” gentog han langsomt og saa paa hende fuld af Interesse og Deltagelse, „ja rigtig, Læge. Nu ved jeg det; De er altsaa virkelig bleven Læge og det oven i Købet i disse Steppeegne, der er saa fattige paa Kultur, paa Komfort, ja, min Gud, paa alt, alt muligt. Og der har De allerede været i aarevis?”
Hendes hele Ansigt lyste. Hun nikkede alvorlig.
„Mere end een Kvinde gaar nu derud!” sagde hun dæmpet. „Netop Kvinderne, ved De. O, hvor De den Gang havde Ret! Jeg tror, at af alt det skønne og herlige, som De sagde, og som dog ogsaa Kvinder ofte fik at høre, naar De saadan rejste fra By til By - af det alt var dette det skønneste! Dette Opraab til os Kvinder om ogsaa at tage Del i Folkeopdragelsen, i Kulturarbejdet der ude blandt Folket. Hvor De tilraabte os: „ogsaa dette er Kvindesag!!” - - Ja, det er Kvindesag!”
(Fortsættes.)
