« Tilbage til søgeresultaterne
Vort Hjem
I sidste Halvdel af 17. Aarhundrede vinder den mere borgerlige, mere lutherske Betragtning Terræn. Gud skabte jo dog Manden først; altsaa bør Kvinden være ham underlegen, og det kan aldrig stemme med Guds Orden at lade hende lære lige saa meget som Manden. Birgitte Thott og Leonore Kristine kæmpe tappert for Kvindernes Ret til Uddannelse, og de faar en Ridder i Datidens største verdslige Digter, Anders Bording, hvis Digt „Forsvar for de lærde Kvinder” har faaet fornyet Aktualitet i det 19. Aarhundrede (som naar han hævder Betydningen af kvindelig Lægehjælp). Dog det hjalp ikke. De „lærde Damer” forsvinder omtrent ved Aar 1700. Men paa den Tid har allerede en helt ny Type for den højeste Kvindedannelse udviklet sig; det er „Damen” - den repræsentative Kvinde. Denne Type har jo aldrig manglet, og en fremragende Repræsentant er Leonora Kristine, der i 1637 optraadte saaledes ved det franske Hof, at en samtidig beretter: „Man talte ikke om andet end den danske Dame, om hendes blide Værdighed, om den Ynde, hun viste i hele sin Optræden, og om de Beviser, hun gav paa, at hun havde megen Aand og Forstand”. Men at sætte dette: at blive en elegant Verdensdame, som det egentlige Maal for den unge Piges Opdragelse, er sikkert nyt - og dette ny sejrer. Naar det om en ung Adelsfrøken, der sammen med en Del unge Standsfæller er sendt til Holland for at opdrages, hedder, at „hun gaar frem i Vækst og Taille saa vel som udi allehaande Kvaliteter, det franske Sprog, Musik, Instrumenter og Dans”, saa har vi her Typen for den danske adelige Dame, der har holdt sig lige til vor Tid.
I det 18. Aarhundrede slaar Holberg ganske vist i „Zille Hansdotters Forsvar for Kvindekønnet” et drabeligt Slag for Kvindens Evne og Ret til samme Uddannelse som Manden, men dette har sikkert, i Modsætning til Bordings Digt, haft mere teoretisk end praktisk Interesse. Træffer vi en lærd Dame, som Cille Gad fra Bergen, der, da hun er i Besøg i København, af sine Venner opfordres til at deltage som Opponent i en Disputats ved Universitetet, har hun sikkert været en enlig Efternøler fra den gamle Tid. De unge Piger i Borgerstanden lærte utvivlsomt Huslighed og Gudsfrygt, men næppe mere. Holdt Familien Skolemester (Huslærer), saa fik Pigerne vel Del i Drengenes Undervisning, men disse Skolemestere var ofte tarvelige Personer, forulykkede Studenter o. lign., og af deres Undervisning har Holberg i „Julestuen” givet et drastisk Billede.”
Det 18. Aarhundredes oplyste Rationalister faar vel til en Tid Vinden til at blæse fra en anden Kant. Man indkalder højt dannede Damer, især engelske og franske - de gaar under Fællesnavnet „Francaiser”- og opretter Pigeskoler, som oven i Købet ledes af Kvinder, medens det tidligere ved Lov var forbudt Kvinder at have Elever paa over 4 Aar. „Kvinders Oplærelse var et af de mange Samfundsspørgsmaal, der udgjorde den Tids Hovedinteresser, og dets store Betydning var alle enige om. De Tanker, der blev fremsatte, gik i flere Henseender saa vidt, navnlig for Almuekvindens Vedkommende, at end ikke Skoleloven af 1899 har naaet til at realisere dem.
Desværre gør det ny Aarhundredes tilbagegaaende Bevægelse en Ende paa denne lovende Begyndelse, som paa saa mange andre af det 18. Aarhundredes Reformer. Romantikerne kunde aldeles ikke fordrage Pigeinstitutter.
„Alle kende Heibergs „Aprilsnarrene”. Den er ofte bleven opfattet som en Satire over de daarlige Pigeskoler, altsaa som et indirekte Krav om bedre. Men det er ikke Meningen, Pigeskoler er efter Heibergs Mening forkastelige, de er kun „Surrogater for den sande Opdragelse’”. Men Heibergs Mening var som bekendt paa mangfoldige Omraader en Højesteretskendelse, og det Kvindeideal, Tiden akcepterede, var helt udformet i den Heibergske Kreds; Manden gav Teorien, og hans Frue var den praktiske Illustration - men hun havde aldrig gaaet i Skole. Alt, hvad der giver Kvinden Værd, er nemlig noget, der ikke kan læres i Skoler: det fine, aandfulde, fremfor alt det skønne. Dygtighed og sligt kan være meget godt, men saa snart det gør uskøn, er det til Fordærv for den
egentlige „Qvindelighed”. Kan der f. Eks. tænkes noget uskønnere end de Damer, der i
„en Hverdagshistorie” sidder og hjælper Veninden hele Dage med at sy Udstyr og siden ved Aftensbordet graadige udstikker det ene Glas Øl efter det andet? Den sande Opdragelse foregaar kun i Hjemmet; „en lille Pige bør gemmes i sin Moders Kommodeskuffe, indtil hun bliver gift”, dette var det ideale. At dette Syn paa Opdragelsen, der hænger godt sammen med Heibergs hele Aandsretning, i Virkeligheden er det franske Klosteropdrageslsesideal, og at det passer daarligt for et nordisk Folk, savnede man mærkværdigt nok Øje for. Det synes virkelig, som om man fik slaaet fast, at Skoler for Pigebørn hører til „det falske Opdragelsessystem, som er en af Tidsalderens Hovedfejl”. Den meget omtalte Bog „Hvor skal jeg sætte min Søn i Skole” (af Skibsklarerer Knud Glad) fremkaldte i Trediverne en livlig Diskussion om højere Undervisning uden for den lærde Skole; og det er paafaldende, hvor man synes enige om, at sin Datter behøver man ikke at sætte i Skole.
Men saa kommer 1848. Det er, som om det gamle er forbigangent og alt er blevet nyt. Naar engang vor Skoles Historie bliver skrevet, vil det Opsving, de danske Pigeskoler tager i det nu paafølgende Tidsrum, høre til de interessanteste Kapitler. Her er ikke Stedet til omstændeligt at paavise Aarsagerne; de væsentligste er dels Bestræbelsen for at tilvejebringe uddannede kvindelige Lærerkræfter, dels det, at Pigeskolerne før nogen anden Art af højere Skoler tilegner sig de grundtvigske pædagogiske Principper og udformer dem paa ejendommelig Maade. At det rigere Liv, der udvikler sig paa alle Omraader i Kraft af den politiske Frihed, har sin Del deri, falder af sig selv; men det skal heller ikke glemmes, at de danske Pigeskoler har haft den Lykke og endnu har den Ære blandt sine Arbejdere at tælle en af de største Pædagoger i Norden.
Har vi da for Øjeblikket en dansk Pigeskole, der svarer til Nutidens Krav?”
Svaret paa dette Spørgsmaal saa vel som de Raad, Forf. giver Pigebørnenes Forældre, skal vi overlade dem selv at søge i „Vort Hjem” tilligemed det meget andet belærende Stof, som Værket indeholder.
