« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
Hver Ting med sit rette Navn.
(Sluttet.)
Vi skal tale naturligt om naturlige Ting og først af alt vænne Beroet til at komme til Moder med alle sine Spørgsmaal. For at bevare Sindets Renhed, maa det indskærpes Børnene aldrig at huse Tanker, som de vilde skamme sig for at sige til Moder.
Skal den kære Stork nødvendigt holdes i Live, saa maa den dog i rette Tid tages af Dage af Moderen selv. Der er en stor Risiko ved at lade Uvedkommende besørge det Stykke Arbejde. Mange Aar kan Barnet ikke leve paa den Slags Fabler. Baade den vaagnende Tanke og Skolekammerater skal nok sørge for at gøre det af med dem. At Moder har løjet er jo ingen heldig Opdagelse; Barnets Fantasi begynder at spille om disse mærkelige Sager, som de ældre gør alt for at skjule - der maa være noget flaut ved dem, hvorfor ellers gemme dem saa godt. . . .
Enhver Moder vil kunne forstaa, at her er Barnet inde paa en skæbnesvanger Vej, et Skraaplan, som vi ikke kan sige, hvor det ender. Hvorfor ikke hellere tale naturligt om naturlige Ting?
En amerikansk Forfatterinde, Lilly Hershfield, beretter følgende Episode, der kan tjene til Vejledning i Fremgangsmaaden.
En Moder, der alvorligt og dybt havde tænkt over disse Ting, overraskedes en Dag af sin otteaarige lille Pige med følgende Spørgsmaal:
„Mor, hvorfor fortælles der saa meget mærkeligt om hvorfra de smaa Børn kommer?
Da besluttede hun at sige Sandheden. Hun tog sin Sibyl op til sig og svarede: „Nu da du er gammel nok til at forstaa det, skal jeg fortælle Dig den yndigste Historie i den hele Verden.”
Sibyl var allerede kendt med sit Legemes forskellige Dele og disses Funktioner. Saaledes havde Moderen fortalt om Hjænen, at den var Telegrafstationen, hvor Indtrykket modtoges og Befalingen ved Nerverne udsendtes til alle Legemets Dele; om Hjærtet som det mægtige Pumpeværk, som besørgede Blodets Kredsløb; om Maven som Køkkenet, hvor Føden tillaves.
„Og nu,” sagde Moderen, „skal du faa at høre om det yndigste Værelse i hele dette underfulde Hus. Det er Barnekammeret, hvor de nyfødte smaa Børn ligger blødt og lunt i Vuggeseng under Moderens Hjærte, indtil de bliver store nok til at gøre deres Indtræden i Verden,”
„Men det er jo yndigt! Hvorfor fortæller man da ikke Børnene Sandheden?” var Sibyls Svar. Og derpaa et Spørgsmaal.
„Men hvordan kommer Barnet da ind i Barnekammeret?
Derpaa svarede Moderen:
„Du har set, hvordan jeg har lagt Frø i Jorden, og hvordan det i Løbet af nogle Uger er vokset op til en Plante? Du har set, at jeg har lagt Æg under Hønen, og at der efter nogle Uger er kommet bitte smaa Kyllinger. Jeg kunde vel fortælle dig en hel Del om den Forandring der foregaar med Frøet og Ægget; men du er endnu for ung til at forstaa det. Du maa tro mig, naar jeg siger, at Barnet vokser i Moderen paa samme Maade, som Kyllingen i Ægget. Livsspiren, der faar Frøet til at vokse i Højden, og Kyllingen til at vokse i Ægget, er en Gave fra Gud. Saa meget vide vi; men paa hvad Maade den virker, det kan ikke det viseste Menneske i Verden sige os.”
Sibyl var tilfredsstillet, og enhver Tvivl Moderen mulig kunde have haft om Klogskaben af det Skridt hun havde taget, forsvandt da Barnet lagde sine Arme om hendes Hals og hviskede: „Nu ved jeg, hvorfor jeg holder saa meget af dig, Mor. Det er fordi jeg en Gang har været en Del af dig.”
Jeg synes, at dette maa være den rette Vej; Barnet skal opdrages til Ærbødighed overfor Naturens Indretninger. Dets Forstand skal oplyses, for at Fantasien ikke skal løbe løbsk. Det skal fremfor alt hindres fra at faa sin Viden fra de krogede Veje.
Naar Barnet bliver ældre og Sanserne vaagner, maa det læres til at styrke sin Villie, saa at den bliver Herre og ikke Sanserne. I den Alder maa Barnet ogsaa oplyses om, hvor streng og ubønhørligt retfærdig Naturen er, hvordan den straffer enhver Forsyndelse imod dens Love.
Hvis det unge Menneske fik dette at vide af Faders eller Moders Mund og i rette Tid - hvor mange Skær vilde han da ikke kunde klare, som han ellers i sin Uvidenhed kan strande paa?
Men man kan ikke gaa frem paa samme Maade med alle Børn, og det vilde være meget heldigt, om Mødre eller Opdragere vilde fremstille deres Erfaringer. Det er paa Tiden, at dette Spørgsmaal drøftes alvorligt.
Det har længe banket paa vor Dør, og kan ikke godt ties ihjæl med den fremskudte Stilling, som det erotiske Problem indtager i vore Dage.
