Ellen Key

Ærede Fru Redaktør!

Maa jeg takke Dem meget, fordi Deres ærede Blad har fundet det formaalstjenligt at advare Kvinder mod at følge Ellen Keys farlige Lære, saa­ledes som den præsenterer sig hendes seneste Skrifter. Jeg tror at kunne forsikre, at mange af Bladets Læsere deler Redaktørens forstandige Syn paa Sagen, og fordi det før har været erkendt, at E. K. har haft Evne til at vejlede korrekt, er der ingen Grund til, at man forsætlig tier stille, naar det viser sig, at Vejledningen efterhaanden er udartet til Vildledning. Hvem der nøjagtig har fulgt Ellen Key paa hendes forskellige Stadier, har længe været ængstelig for hendes Doktriners Udfald og imødeser disses Fald. Hun har selv ved sine for­skruede Anskuelser ikke alene stødt tidligere Beundrere og Forsvarere fra sig, men gjort dem til Modstandere. Undertegnede kan selv tale med derom. Personlig har jeg ikke den Ære at kende Forfatterinden, men da hun i 1895-96 gjorde Front mod den moderne Kvindebevægelse og sagde den adskillige Sandheder, var jeg den første herhjemme, der gennem en flerespaltet Artikel i et herværende Hovedstadsblad, gjorde Publikum op­mærksom paa hendes to fortrinlige Foredrag „Missbrukad kvinnokraft” og „Naturenliga arbetsområden for kvinnan”. Jeg paadrog mig endog en Polemik, fordi jeg forfægtede hendes Teorier. Det næste Arbejde „Kvinnopsykologi och kvinnologik” var alle­rede en Skuffelse for dem, der havde sympatiseret med hende i de Anvis­ninger, hun gav unge Kvinder til ikke at kaste sig ind paa Arbejdsmarkedet, naar Opgaverne ikke passede til deres Natur; hun fortabte sig nu i en Labyrinth af filosofiske Betragtninger, der i Stedet for at føre til en sund Livsanskuelse, lod denne snævre sig ind om det kære Jeg, Hævdelsen af Personligheden, som hun efterhaanden har kultiveret saaledes, at det er ble­vet til en hel Afgudsdyrkelse. Denne Forherligelse og Overvurdering af Sel­vet i Forbindelse med hendes Løshed ligeoverfor Samfundsorden og sociale Forhold, og hendes usmagelige Frem­dragen og Pukken paa de erotisk- sanselige Følelsers Almagt har været den Tap, hvorom hendes sidste Aars Produktioner har drejet sig. Hendes Studier er blevet til „Digtning”, og denne har igen antaget en saa hyperidealistisk Karakter, at enhver, der har Interesse for Samfundet og har Kvindens Vel for Øje,  absolut maa advare imod den, for at ikke ubefæstede Personer, der af misforstaaet Iver for at hævde sig selv i den Ellen Keyske Aand og være forud for deres Tid, gaar hen og forkvakler deres Sjæle, saa deres Fremtid ødelægges derved.