« Tilbage til søgeresultaterne
Et Gensyn
Hun var bleven Herre over den forvirring, der i Begyndelsen havde været over hende, hun talte livfuldt, begejstret. Hendes Øjne straalede.
Saitzew lænede sig en Smule tilbage og lagde Armen om sin Stoleryg. Han hørte meget opmærksomt til og saa eftertænksom ud, dybt optagen, som om han ivrig anstrengte sig for at sætte sig tilbage i hin Tids tankekreds.
„Ja vel, ja naturligvis,” stemmede han i, „det kan jeg godt forestille mig. Sjelden, næsten aldrig, tager de unge Læger derhen. - Mændene bliver altid hængende i de Par Byer, hvor svært det saa falder at staa sig der i Konkurrencen. Naturligvis! Thi hos os at slaa sig ned langt, langt ude i Provinsen, i selve Steppelandet, det betyder jo at forsage alt, hvad Mennesker ellers lægger Vægt paa. Der hedder det at være Læge, Præst, Lærer, Moder, kort sagt alt paa een Gang og ingenting for sig selv. - Aa jo, jeg ved det!”
„Ja, De ved det!” afbrød hun ham med et Smil fuldt af Beundring, „dersom De havde været Læge, vilde De heller ikke have søgt ind til Byerne. Aa, hvor det dog den Gang maa have faldet Dem svært at forlade Deres eget russiske Land! Hvor Deres Ord saadan fængede! og hvor De selv var fuld af den ideale Tro paa, at alle Tilstande maatte blive bedre. Og meget er allerede bedre. - - Jeg skal fortælle Dem derom, senere. Nu kunde De ganske anderledes hjælpe og virke mellem os andre.”
Saitzew rykkede som utaalmodig paa sin Stol, da hun saaledes fordybede sig i sit Emne. Han sagde noget hurtig:
„Jeg havde nu alligevel snart maattet tage til Udlandet for min syge Datters Skyld. Af Hensyn til hende blev jeg den Gang temmelig længe i Sydschweitz og Italien. Har De ogsaa hørt derom? Siden den Tid er Syden blevet mig kær. Jeg rejser næsten hvert Aar til Italien.”
„Deres Datter har det bedre nu, ikke sandt?” spurgte Marfa adspredt.
Jo Tak, hun er helbredet, skønt stadig noget skrøbelig. Hun blev gift i Rom, som De maaske ved. Min Kone havde netop den Glæde at opleve dette. Et Par Aar før hendes Død, der kom os alle saa uventet, maatte vi oftere skifte Bolig. Tilsidst var vi i Wiesbaden. - - Saaledes bliver man til Kosmopolit”, sagde han afbrudt.
Der opstod en Pavse. Saitzews Øjne, der under Samtalen havde hvilet paa Marfas smalle, blege Ansigt med et kærtegnende Udtryk, gled uvilkaarlig ned ad hendes Skikkelse og omfattede den med et langt, hver Enkelthed i sig optagende Blik.
Da hun iagttog dette, rødmede hun paa ny. Saitzew bemærkede med et Smil:
„Nu skal De høre om noget, som er vidunderligt smukt, Marfa. De sagde før, at De Aar igennem har
været Læge i Østrusland. Naa ja. Men som De der sidder, ser De ikke ud til det. Aldeles ikke. De ser helt sky og frygtsom ud. Som om De var flygtet der hen i Krogen, rigtig som en lille Pige, der paa ingen Maade forstaar at bruge sine Albuer. Jo jo, virkelig.”
Hun nikkede tøvende.
„Her er jeg ogsaa frygtsom. Denne brogede, muntre, livlige Vrimmel! Og hele Livet i de store, udenlandske Byer! Alt saa hurtigt og nervøst. Man maa først vænne sig til det. Jeg er saa fremmed, bange for at gaa over Gaden, for at købe noget i Butikkerne. - Hjemme er jeg ikke bange. Ikke for nogen eller noget! Der forstaar jeg at tage Menneskene, og Menneskene, de tror paa min Magt. - Hvor De gjorde Ret i at sende mig derhen. Og De selv? -
„Ved De hvad, Marfa, lad os bryde op”, faldt han hende i Talen, „er det ikke utaaleligt at blive siddende her? Jeg har min faste Vinterbolig her i Hotellet - det er nemlig det bekvemmeste for mig, naar jeg er her. Lad os gaa ind til mig, vil De ikke nok?”
„Ja gerne - dersom De allerede er færdig med at spise - forstyrrede jeg Dem ikke midt i det? sagde Marfa og vinkede ad Kellneren.
„Vi var allesammen færdige, sad blot og passiarede; ser De, ved Bordet derovre sidder kun en sidste Efternøler. De derimod” - Saitzew bøjede sig over de næsten urørte Fade, som endnu stod foran Marfa, der netop betalte, - „jeg tror, De skulde ikke sidde saadan alene ved Maaltiderne, ellers bliver De aldrig andet end bleg og mager.”
Han tog ud af Kellnerens Haand det korte, mørke Efteraarsstykke, som hun havde lagt af, da hun kom ind, og lagde det om hendes Skuldre. Derpaa gik de langs med Bordene ned til Glasdøren ved Udgangen. Marfa holdt ikke længere Hovedet bøjet, men saa med store, straalende Øjne frem for sig; men disse Øjne skelnede lige saa lidt nu som ved hendes Komme noget som helst af Omgivelserne - de skuede ind i en anden lykkelig Verden, som i Stilhed var gaaet op for hende.
Saitzew førte hende ud i Forhallen og nogle faa Trin op til hans egne Værelser. Næppe kunde hun forstaa, at disse tre yderst tiltalende, med en fin, individuel Luksus indrettede Værelser hørte til et Hotel.
(Fortsættes.)
