« Tilbage til søgeresultaterne
Psykologisk Literatur
Hinsides.
en psykologisk Redegørelse af
Hannah Joël.
(Lehman og Stage).
„Der gives ogsaa andre fattige . . fattige, i hvem alt det gærer og nager, som vor Tid uden ret at vide hvordan, vil have frem i sine moderne Mennesker . . ulønnede Arbejdere, som rastløs maa arbejde for de mætte, de tilfredse, de besiddende, de som sorgløst kan nyde det erhvervede og nedarvede.”
Lou Andreas Salome.
Hinsides betyder paa den anden Side af den sunde Menneskeforstand; Bogen er en Slags Dagbog, ført af en syg, hvis Sind flakker raadløst om mellem alle Trin af en højt udviklet Reflektion og et Barns springende og usammenhængende Tankerække, af en Selvhævdelse, der ikke viger for nogen Voldsdaad, og en Selvopgivelse, der beder Jorden om Forladelse for hvert et Fodtrin. Skridt for Skridt følger vi den syge fra Bogens første Side, hvor hun for at spare Hjemmet søger ind paa Hospitalet med sine Selvmordsplaner til det Øjeblik, da hun tilsyneladende alt andet end raskere selv overtager Ansvaret for sin Helbredelse og med Anspændelse af alle Kræfter vender sig fra „den mørke Stribe” og vælger Lyset, Livet, om end et Liv i Forsagelse af alt det, hun før har fordret af Livet. Hun vilde reformere en Verden - nu er det hende nok, om hun kan holde det onde borte fra sig selv, „bliver Arbejdet ringe og Gerningen kejtet paa min ny Vej gennem Livet, saa faar jeg nøjes med Ringhed og Kejtethed, Hjertets Haand vil jeg indøve - aldrig mere skal Magtens Haand herske over mig, eller mine Tanker dvæle ved at gøre Fortræd - de Øjne, der ser paa mig, vil jeg ikke skamme mig for.” Det er et Par Barneøjne, der giver hende Modstandskraft, de spørger, synes hun, om Verden er ond eller god ; hun ved med sig selv, at hende har man vist for meget af det onde, hun husker, at Smerten derved var stor, og hun føler, at hvad hun end har mistet af Evner og Kræfter, har han dog endnu „Viljen til et gode at sætte ind som Talent”.
Det er en Sejr, som mange sunde kunde misunde den syge; og alene for at forstaa den dybe Resignation der paa Bogens sidste Blade finde saa smukt et Udtryk, burde man følge hende gennem den lange Lidelses historie.
I sig selv har dog ogsaa denne ærlige og stilfærdig fortalte Sygehistorie megen Interesse. Og det ikke alene for Læger og Psykologer. En hver af os har sine Huller, Rifter uharmoniske Punkter i Bevidstheden; hos den syge viser de sig blot i forstørret Maalestok og ubehersket af Vilje og Fornuft. Hvem kender saaledes ikke den underlige Lyst til at eksperimentere netop med det, der er forbudt, som vil forarge, er paa Tvers af hvad man ved er korrekt „Blot jeg vender mig om paa Gulvet mærker jeg, at de venter sig en eller anden Slags Slethed af mig, og mine Tanker maa paa den Maade kredse om, hvad deres Mistænksomhed mon har udfundet lader sig gøre.” Hvor mangen Intelligens kan ikke ligesom den syges nyde det at følge en Tankerække strængt logisk ud i dens yderste Konsekvenser uden at tage det saa nøje med, om Forudsætningerne ogsaa stemmer med Virkeligheden, og Slutningen derved bliver grundfalsk Hvor ofte danner vi ikke vor Dom om andre Mennesker paa lignende Maade som hun, der et Steds siger om en anden Patient: „Frk. K. har nok gode Kundskaber, men hun forstaar ikke at faa dem anbragt i Livet. Da jeg sagde til hende i Aften, at vi maatte slaa Marie ihjel, blev hun forlegen. . . . Hun er egentlig dum, Frk. K.”!
Træffende skildres den forbavsende Evne, sindsyge har til at simulere, at dække over deres virkelige Sindstilstand. „Hver Dag forstaar jeg, at min Vilje maa arbejde det Billede frem, disse Mennesker venter paa for at kalde mig rask”. Hun taler ogsaa mange gode og kloge Ord; man er nær ved at tro, at hun har Ret, at det virkelig er en Fejltagelse, at hun befinder sig paa dette Sted, indtil der røres ved et af hendes ømme Punkter, at hun f. Eks. ikke kan faa sin Vilje i et eller andet. Da ser hun pludselig alt i et helt andet Lys; da er alle paa Hospitalet hendes Fjender, er ikke Mennesker, kun „Funktionærsjæle”; selv om Professoren, der „burde være bedre end de andre”, kan hun kun sige, at hun „har taget fejl af Manden, han er overfladisk, letlokket som de andre, de Tusinde andre.” Men lidt af dette: at anlægge en ny Synsvinkel, naar det gælder ens egen Person, har vi vist næsten alle.
De Mennesker er vel heller ikke mange, som kan gaa igennem Livet uden at føle noget af det samme, der aftvinger den syge saa mange Smertensudbrud. Hun søger forgæves efter en Verden, som hun ikke er nødt til at „misbillige”. Hun er, mener hun, ikke kommen til Verden for at rette sig efter Verden, men for at rette paa Verden „eller indgive sin Dimission.” Hun er født til at føre an, kun er desværre hendes Tropper ufødte, og hendes Handlekraft bliver til Afmagt, hendes Omgivelsers Modstand bliver til Haan, hun føler sig uens med alle de raske Mennesker, der forliges saa godt med Verden, som den er.
„Det er ikke med dem som med Patienterne, der trænger til Sympati. Selv om jeg ikke er paa min Plads her i de sindssyges Samfund, saa kan jeg dog føle mig deres Verden en Streg mere nær end den, hvor de sunde og selvkære Mennesker færdes.” Ret vittigt siges det om en af de andre syge: „Der siges, hun har Højhedsvanvid, men hun mangler kun Raad til at have Nykker, saa vilde Alverden finde hende normal”.
„De sindssyges Samfund” forekommer hende til Tider lige saa berettiget som de sundes. Forskellen er vel ogsaa væsentlig den, at alt det, der ellers holdes nede som vage Drømme, flygtige Tanker og dødfødte Fordringer og Ønsker, derinde breder sig, som Ugræs kan brede sig paa Bekostning af de sunde, nærende Brødplanter.
Ejendommelig for den syge er de hurtige Stemningsovergange. Dette finder vi ogsaa hos Børnene, men hos den voksne er de jo saa meget vanskeligere at følge og forstaa. Naar derfor Hannah Joël umiddelbart efter sine voldsomme Forsøg paa at gøre sig selv eller andre Fortræd viser en blød og forsonlig Stemning, tror hendes Plejersker, at det er Forestillelse og saarer hende derved dybt. Hun har - ogsaa som Børnene - et fint Instinkt for hvem der i Virkeligheden vil hende vel. Tvers igennem hendes bitre og oprørske Ord faar man da alligevel et sympatetisk Indtryk af hendes Omgivelser, Plejersker og Læger. Overlæge „Stenhjerte” skildres som den overlegne Personlighed, den kloge og kærlige Mand, han var. Kun om en enkelt Læge dømmer den syge, at „han maa have taget fejl af sit Sted” ligesom hun selv, og hun finder det hæsligt, at han vil leve af de syge, da det dog er tydeligt, at han ikke har Hjerte for dem.
Forf. har forstaaet med megen Kunst at holde Tonen helt igennem, saaledes at det bestandig er den syge, der taler. Alligevel rammer hendes Spot dog ret sikkert og skarpt adskillige af de mindre heldige Sider ved Hospitalslivet, Kommunehospitalet med de mange Lyde; de hundrede Fodtrin paa Gangene, den megen Hvisken og Tisken i Krogene, Portens „Dommedagsdrønen”, den obligate Kandidat og hans altfor let og hurtig dannede Sygdomsbilleder; alt dette kender ogsaa andre af sørgelig Erfaring. Den Anklage, hun rejser mod den medicinske Behandling paa St. Hans Hospital, er vist heller ikke blot et Foster af en syg Hjerne. Under et tidligere Ophold har man kureret hende med Opium. „Jeg bildte mig ind, at jeg kom saa rask herfra, men senere har jeg jo lært, at de blot fik listet en Gift i mig, som tager Sundheden bort”. Nu er det Kloral, man vil berolige hende med, men som hun selv mener, vil myrde hende aandeligt og legemligt, og som hun dog efter at være kommen bort fra Hospitalet saa daarlig kan undvære. Den Kamp, der da maa kæmpes, er mindre udførlig beskrevet. Nok dog til at vise, hvilke store og værdifulde Kræfter, der her lægges Beslag paa.
Vi har før hørt fremragende Forattere fortælle om Tider i deres Liv, da deres Aand har været paa Afveje.
Men aldrig har vi i vor egen Literaur - og heller ikke i noget andet Lands - set en saa gennemført og troværdig Skildring af Rejsen gennem „det mørke Fastland”. Vore Læseres interesse vil ikke formindskes, naar vi gør dem opmærksom paa, at ikke blot Forfatterens Forbogstaver H. J. men ogsaa hendes indholdsmættende Sprog og evigt borende Tanke viser hen til en af vort Blads højtskattede Medarbejdere.
