« Tilbage til søgeresultaterne
Ellen Key: Tankebilleder
Oversat af Zelma Petersen.
Gyldendalske Boghandels Forlag.
Det er de omstridte „Tankebilledler”af Ellen Key, som nu er bleven omplantet paa Dansk, og for hvem, der ønsker at faa nærmere Rede paa, hvad det er for Tanker, som moderne Hjerner nu er optagne af, er Bogen at anbefale.
Hun skriver godt for sig, den svenske Forfatterinde, og naar hun ikke brugte saa forbistret mange fremmede Ord, vilde hun være en Del lettere at læse. Men almindelige jævne Læsere kan nok have nødig at have Fremmed-Ordbogen liggende ved Siden.
Dog, denne Skavank at foragte sit Modersmaal eller i hvert Fald ikke agte det værdigt nok til at være Budbringer for det, der skal skrives eller siges, er jo gammelkendt Skade hos os, saa det nytter vel ikke at klage over svenskerne. Oversættelsen fra Svensk til Dansk er ellers besørget saaledes, at man slet ikke mærker Svensken - hvad for øvrigt bedre kunde forsvares, om der var fulgt nogle svenske Ord og Vendinger med. Noget aldeles splinternyt er det just ikke, det, Ellen Key fører frem i sine „Tankebilleder”.
Gennem vor hjemlige moderne Foregangsmand, Georg Brandes, har vi tidligere faaet noget lignende at vide Det er den tyske Videnskabsmand Nietzsehes Tanker, som Ellen Key retter an i ny Tillavning.
Først er der den Opdagelse at „Overmennesket”, som vi nok husker, Holger Drachmann var saa henryk over for nogle Aar siden. Efter denne Betragtning er det Menneskeslægtens Bestemmelse at skaffe nogle faa Pragteksemplarer frem, hele det øvrige Skravl er kun til for disse enkeltes Skyld. Her i Danmark havde vi som bekendt kun drevet det til, at vi havde faaet opflasket et halvt Hundrede Stykker af den Slags. Men takket være disse halvtreds, paa deres trofaste brede Skuldre hvilede hele Landet. -
Det er altsaa denne Overmenneskelære, som den svenske Forfatterinde sætter ny Humle paa og giver et Opkog sammen med flere andre krydrende Urter.
Den kraftigste af disse Urter er Læren om „Skønheden og den sunde Egoisme” som Bærer af Kulturen og Menneskelivet.
Kristendommen har været god nok i sin Tid og gjort en udmærket Gerning blandt Fortidens raa, ukultiverede Masser, idet den lærte dem Selvfornægtelse og Hensyntagen til andre Mennesker, men nu om Dage duer den ikke mere, thi, som Forfatterinden skriver:
„Den taalmodig baarne Lidelse gør - paa uædle Personer - kun Indtryk, naar de tror, at den, der lider, ejer Magt til at hævne sig, om han vil, - en Erfaring, som Jesu egen Historie lige som alle Historier om Magtmisbrug til Overflod bekræfter.
Og det samme gælder om alle Jesu Udsagn: at vi frit maa bruge eller ikke bruge dem, dersom vi vil uddanne vor Personlighed til fuld Harmoni og Energi. For Jesus - Jesuslignende Naturer - er det at „miste sit Liv” at „vinde det”. Men for andre Naturer - til Eksempel Kunstnernaturer. Herskernaturer er dette ikke Vejen til Personlighed; for dem gaar Vejen modsat Jesu Vej. Og derfor er det Vold mod Menneskenaturen at opstille Jesus som Idealet. Det, der gjorde Jesus til en Personlighed, bliver, dersom en anden - mod sin Natur - vil tvinge sig dertil, ødelæggende for Personligheden.”
„Derfor staar den kristne Livsanskuelse nu - efter at den har fuldbragt sin store Kulturopgave, at udvikle Altruismen *) - som en Hindring for den Enheds-Anskuelse, af hvilken Menneskehedens Lykke tilsidst skal spire frem.”
Et andet Sted hedder det: „Saaledes har Jesus gjort Idealet til Religion, men ikke Kristendommen
- for alle Tider - til Idealet af Religioner. Og nu at overvinde Kristendommen det er, i dybere Forstand, at følge Kristus.”
At finde den „dybere Forstand” i dette, vil maaske nok knibe for almindelige Mennesker, selv om det for Overmennesker” er som Fod i Hose.
Men lad os se videre paa Forfatterindens „Tankebilleder”:
„Teorien om Idealmennesket har haft historisk Opgave som en Forberedelse til Monismen. *)
Men denne nye Tro, „Monismen”, af hvilken Menneskehedens Lykke tilsidst skal spire frem, udelukker Begrebet Synd i kristelig Forstand, lige som den ogsaa udelukker Trangen til Frelse saa vel som til en Guds eller et Idealmenneskes Aabenbarelse for at indføre denne Frelse.”
At Forfatterinden er kommen til denne Anskuelse af Kristendommens Udtjenthed og Uskikkethed til at gøre Menneskelivet lykkeligt, det, siger hun, er sket ved at betragte de Udslag, Nutidens Kristendom giver sig.
„I vore Dage frygter mange kristne intet højere end den umiddelbare Efterfølgelse af Jesus. De fremhæver f. Eks., at Kristendommen intet har at gøre med Socialismen eller Fredssagen. At Kristendommens Opgave ikke er at fremme en bestemt Tidsbevægelse, men at skabe Mennesker for Evigheden. Og Nutidens Kristendom gaar i den Grad varsomt til Værks hermed, at den sjelden krummer et Haar paa det Verdens Barn, den omvender til et Guds Barn. Nutidens aandelige Førere gør ikke Forsøg paa som Jesus at forvandle Stene til Brød; men de vilde sikkert forbavse Mesteren ved deres Færdighed i at forvandle Brød til Stene!”
Desværre maa vi sige som Manden, da han blev kaldt Tyv; „Der er noget i det.”
Forfatterinden slutter sine Betragtninger over Religionen med følgende:
„Vi staar nu over for den store Selvstændighedserklæring, at Menneskenaturen i sine egne Dyb og sine egne Love har Mulighed for en stedse højere ethisk Harmoni og Udvikling. Læren om Idealmennesket Kristus som den eneste levende og livgivende Norm for Sædeligheden staar i Vejen for denne Selvstændighedserklæring. Og har vi indset dette, er det vor Pligt fromt og frimodigt at udtale det.”
Naar et Menneske saa har frigjort sig for „Idealmennesket Kristus”, da kan det først ret udfolde sine mange herlige Egenskaber, som det fra Naturens Haand er udstyret med.
„Den helt frigjorte Personlighed,” siger Forfatterinden, „begaar ingen saadanne Synder som at være Slave af sin Drift eller af Sæd og Skik, og næppe heller andre Synder! Han kan give alle sit Væsens Kræfter og Magter fuld og fri Raadighed, fordi han har dem i sin Haand og kan styre dem ved den ringeste Bevægelse - som den øvede Sømand sit Fartøj, den sikre Rytter sin Ganger. Han føler den Nydelse, det er at kunne tillade sig at gaa saa vidt, han vil, og dog aldrig gaa for vidt. Jorden ejer ingen ædlere Rus end denne, den helt frigjorte Personligheds stolte, magtudstraalende, selvherlige Lykke. Hos et saadant Menneske kan man ikke opdage Fejl, kun Grænser. Men inden for Grænserne for sine egne Muligheder er Personlighedens Materiale udviklet til Fuldkommenhed”.
Her ved denne „Personlighedens fuldkommenhed” er det bedst at stanse. Desværre indrømmer Ellen Key, at det vil tage lang Tid, inden Menneskeslægten kommer saa vidt i „den ædle Rus”. Det første Tusind Aar eller to bliver det rimeligvis ikke.
Foreløbig maa vi altsaa slaa os til Ro og være glade ved at se paa de faa Overmennesker, vi har, selv om de just ikke er helt fri for Fejl, men endnu kan have noget tilbage med - frigjort for Kristendommen - at faa „Personlighedens Materiale udviklet til Fuldkommenhed.”
Johannes Vedel.
*) Den ubetingede Hengivelse og Opofrelse for Menneskehedens Vel.
*) Enhedslæren.
