« Tilbage til søgeresultaterne
Et Gensyn
Endnu stod hun paa det gamle, bløde, russiske Tæppe - et Minde om hans fordums Hjem - som laa midt i Dagligstuen, og saa sig tavs om, da Saitzew med sine hurtige, af Tæppet dæmpede Skridt traadte hen til hende og uden Indledning spurgte:
„Sig mig nu for Resten: medens du saa fanatisk gaar op i Omsorgen for andre og spæger dig selv - hvem sørger saa for dig? Hvorfor er du bleven saa bleg og mager? Hvorfor?
Hun for sammen.
„Jeg - jeg sørger ogsaa for mig selv”, stammede hun, bragt ud af Fatning, „jeg kommer jo endogsaa fra en Baderejse.”
Han bøjede sig fremad og greb hende om Haandleddet.
„Baderejse? Altsaa er Du syg? Du er syg.”
„Aa nej. Vist ikke. Kun lidt overanstrængt”.
„Opslidt!” sagde han halvhøjt som ved sig selv, og i det samme stampede han let med Foden.
„Det er jo Vanvid, det! Du hører jo slet ikke til der ude. Hvorfor er du dog bleven Læge? Nej, dersom du allerede den Gang havde Anlæg for noget særligt, saa var det Digtning eller saadan noget. Enhver, der digter sig Livet saadan, som det efter hans lyriske Mening skulde have været - Jeg tror, naar alt kommer til alt, var det ogsaa dette lyriske i dig, som overvældede dig og drev dig ud i denne Stræben efter at gøre Mennesker lykkeligere, i denne Trang til at ofre dig for Mennesker!” Hun stirrede uforstaaende og højlig forbavset paa ham. Ganske som et Barn, der undrer sig, saa hun ud med sit smalle Ansigt og de troende Øjne.
„Ak nej, det har De jo selv gjort.” sagde hun langsomt. „De ganske alene. Lige fra den første Tanke derom til den afgørende Beslutning. Han mumlede noget, som hun ikke forstod.
Marfa holdt sig ganske stille. Da han igen vendte sig imod hende, havde hun sat sig paa Kanten af en Lænestol.
„Er Skylden virkelig min?” spurgte han med dæmpet Stemme og blev staaaende tæt foran hende.
„Skylden!” hun smilte op til ham, „Fortjenesten er Deres, Deres for alt, hvad jeg den Gang gjorde. Thi jeg alene havde vist senere været for svag til at blive. Ved De ikke det? Da De forlod Rusland, og det faldt mig saa svært, saa forfærdelig svært at blive tilbage. Kun De, kun Deres stærke Overbevisning gav mig Kraft dertil, for vor Sags Skyld.
Saitzew saa hende fast i Øjnene. „Virkelig for Sagens Skyld? Ikke af andre Grunde?” spurgte han. Hun stirrede tavs paa ham. Da tilføjede han langsomt uden at vende Blikket fra hende:
„Jeg i det mindste, jeg talte ingenlunde for Sagens Skyld alene. Jeg talte af meget personlige Grunde, Marfa. For min Kones og min syge Datters Skyld, ja netop for denne Datters Skyld, som levede der imellem os saa agtpaagivende og skinsyg, som kun saadanne syge Mennesker kan. For disse tvendes Skyld - burde vi ikke blive sammen, burde du ikke rejse med til Udlandet. Det ved du lige saa godt som jeg.”
Marfa var blegnet. Hun gjorde en ubestemt søgende Bevægelse med den højre Haand og rejste sig uvilkaarlig fra Stolen. Hendes Øjne flakkede om i Værelset uden at fæste sig ved noget bestemt. Næsten saa det ud, som om hun vilde flygte.
Men Saitzew, der var bleven staaende foran hende, udbredte tavs sine Arme. Og uden at give en Lyd fra sig lod hun det ske, at disse Arme omsluttede hende og drog hende ind til hans Bryst.
Han løftede hendes Ansigt op og kyssede hendes Mund.
,,Hvor du skælver!” mumlede han blødt og tilføjede derpaa meget sagte:
„Jeg vil spørge dig om noget, hører du? Sig mig, var det derfor, du kom hertil, var det? Kom du for at hente mig - ?”
Hun for sammen. Næsten forfærdet saa hun op paa ham.
„Hvordan - aa, store Gud, hvordan kan Du vide det? - Ja vist kom jeg derfor. Kun for at hente dig.”
Han trykkede hende fastere til sig.
„Min lille Sjæl, min Due, min elskede! Sagde jeg ikke, at du var ikke skabt til Læge, - nej sandelig, en Digter er du. At nære og bevare saadan en gammel Kærlighed! At stole paa en saa fjern Lykke. Saa fast tror kun Digtere paa de To, som dog til sidst kommer sammen.”
,,Lykke! Kærlighed! Komme sammen!” gentog Marfa, idet hun ligesom opvaagnende strøg sig over Panden, som om hun med Anstrengelse samlede sine Tanker. „Hvordan mener du? nej, aa nej, saadan noget kunde jeg slet ikke tænke - Jeg kom jo kun for at hente dig hjem til os, - det vil sige til Rusland.”
Han slap hende pludselig.
„Til Rusland? Mig? Saa, hvordan det?”
Hun greb frygtsomt efter hans Haand.
„Ja hjem, naturligvis, Vitali. - Hvorhen ellers. Jeg har jo allerede sagt dig, at nu kunde du udrette tusinde Gange mere der hjemme. Og jeg - jeg ved nu saa meget bedre Besked dermed, har gjort mange Forarbejder, - staar midt deri. Og altid gjorde jeg det med Tanken paa dig. - Derfor kunde det ikke falde mig ind, at du skulde blive ved at længes efter mig - men, hjem til Rusland - til din Virksomhed der, maatte du dog længes.”
Hun talte overtalende, indtrængende. Sindsbevægelsens blegrøde Pletter kom frem paa hendes Kinder. Men jo længere hun mødte hans Blik, der stadig var fæstet paa hende, des mere usikker blev hendes Tone, og ved de sidste Ord sænkede hun Stemmen.
Han udstrakte Haanden og strøg hende sagte over Haaret med en overbærende Bevægelse.
(Fortsættes.)
