« Tilbage til søgeresultaterne
Om kvindesagstidsskrifter
(Af „Nylænde”),
(Sluttet).
Aldrig har en uafhængig, ærlig kvindelig presse været nødvendigere end nu, der ligger de største opgaver og venter paa den, den er nødvendigere end paa kvindesagens første stadium.
Hvorledes skal den saa bygges op?
Først og fremst ved at bevare det man har, støtte og opretholde det. Ikke lade det sygne af mangel paa næring, ikke lade det ødelægges ved utidig kritik.
Er blot det væsentlige i orden, er det blot ærligt, kraftigt og ædelt - lad saa ikke manglerne eller fejlene eller ufuldkommenhederne, eller hvad det nu alt sammen hedder staa iveien. Den tid, som man gaar med til at kritisere, kunde anvendes bedre til at hjælpe. Gid min stemme kunde naa frem og ha magt til at indblæse mod! Da vilde jeg raabe til alle dem, som staar i breschen: „hold ud” og til de smaa flokkene: „vær modige og trofaste, saa skal flokken øges, men vær taalmodig, om det ikke gaar fort. Husk paa, at al udvikling gaar gjennem de enkelte, de faa - fik vi strax de mange med, var der noget iveien. Men hold godt sammen, og pas paa, at de enkelte ikke forbløder sig. Staa i tæt geled, thi I kjæmper mod en vældig overmagt. Se den sandhed ind i øjnenene.”
Hvis man erkjender, at kvindesagens virkeliggjørelse kræver en omvurdering af mange værdier, hvis man forstaar, at den i sit inderste væsen er et menneskelighedens evangelium, saa forstaar man ogsaa, at den maa vække modstand, ja, forargelse.
Et blad for kvindernes sag maa da nødvendigvis være et oppositionsblad, d. v. s. det behøver ikke at sætte ud som et polemisk blad, men der vil ikke gaa lang tid hen, før man mærker, at det er det.
Der blir kamp sent og tidlig, men langtfra bare kamp. Sværdet og murskeen - det er jo egentlig ikke kvindelige attributer, men vi bruger dem, og de hører sammen. Ja, der bygges - trods alle mørke stunder bygges der saa ihærdig i alle lande, at vi knap kan faa plads til at nævne det engang.
Og her støder vi da strax paa noget af det martyrium, som følger med kvindesagsbladene, dette, at de paa grund af sin begrændsede læsekreds maa være smaa. Men af to ting heller smaa blade med intensivt indhold end store med udflydende, saaledes som ofte i den almindelige presse. Et epigram er blevet sammenlignet med en bi: et lidet legeme, en braad og honning. De smaa blade faar ta samme mønster. Ogsaa honning? Ja, ikke den bekendte sødladenhed, men ser man ikke fra tid til
anden det, som kan faa en til at ønske, at bladet kunde flyde med honning.
Men et martyrium blir nu den begrænsede plads alligevel, eftersom trangen til udvidelse voxer. Og under normale forhold vil denne trang voxe med emnerne og stoffet. Ti hvad er ikke vort stof? Fra kun at ha behandlet kvindesagen i engere forstand, faar man lyst til at behandle alt - alt, som er kvindeligt og menneskeligt. Ti bør ikke alt sees med kvinders øjne. Og her viser sig velsignelsen ved at ha sat ud under rent flag. Man misforstaas ikke, tendensen er klar, man udsletter intet, man flytter ikke, som Rubek (i Henrik Ibsens epilog) opstandelsens kvinde i baggrunden, selv om man tar med hele jordskorpen og smaakrypet - lysglansen blir dog paa hendes hoved.
Hvad gavner saa den velsignelsen eder? spør man haanlig, naar I ikke har større magt; hvad nytter eders Don Quixotiske blade.
Ja, magten var nok sød at ha, men i mangel af den, faar vi ta indflydelsen, og den faar vi, naar vi sejler modig og under eget flag.
Endnu mer - vi faar respekt. Og i mangel af bedre, er respekt ogsaa god at ha. Og har vi vundet indflydelse og respekt - saa har vi bevist os ikke at være Don Quixoter.
Men hermed er ingenlunde sagt, at ikke kvindesagsbladene har meget at lære af de andre. Kunde vi saasandt lære at være listige som slanger ! Dette trænger kanske lidt nærmere forklaring. Der er en side ved et bladforetagende, som er fuldstændig praktisk, og lige saa forkasteligt det er at være for praktisk paa det aandelige omraade, ligesaa uheldigt er det ikke at være det paa det - - praktiske omraade. Mit ræsonnement løber ud i et meget praktisk raad. Sørg for første rangs forretningsførsel helt fra begyndelsen. Se at skaffe bladet en energisk, initiativrig forretningsfører. De Penge, som ofres paa dette, faar man vist igjen med renter. Bladets udbredelse og trivsel beror vist mere end man aner paa dette embede.
For yderligere at fralægge mig Don Quixotiske meninger, gaar jeg tilbage til mine udtalelser om journalister. Jeg begyndte med at ta afstand fra dem. Men jeg synes selvfølgelig, det var godt, om man havde flere af deres bedste egenskaber: paapasselighed, uforfærdethed, snarraadighed, smidighed, takt osv. osv. Netop fordi man er saa kringsat, var det godt, om man havde alt dette, men desforuden bør man ha - det væsentligste, det som gennemsnitsjournalisterne ikke har, men som de forøvrigt helst burde ha lidt af. Men den almindelige presse er et langt kapitel for sig, og det var ikke om den, jeg skulde tale her.
Kun dette: der findes jo alt en stor skare kvindelige journalister, ansatte baade ved smaa og store blade rundt omkring i verden, og vi haaber vist alle, at kvinderne efterhaanden skal arbejde sig frem til mere ledende stillinger i den almindelige presse. Men der findes dem, som haaber endnu mer. Der er dem. som drømmer vilde drømme om at kvinderne engang skal komme til at udøve en forædlende indflydelse paa den hele presse. Men da maa ikke saltet miste sin kraft. Ved de ovenfor karaktiserede kvindeblade kan megen kraft gaa tilspilde. Ved de store dagblade kan kvindelige journalister lære særdeles meget, men jeg er saa dristig at paastaa, at de ved siden heraf kunde ha godt af et studieophold ved et kvindesagsblad, som holder maal. Ti det styrker at gaa tilfjelds, fjeldluften renser blodet.
Den trange vei staar for mit sind som en fjeldvei med lange, mørke kløfter, men med udsigt nu og da. For tiden er vi inde i et langt, trangt pas - men hvem kan si, hvad vi faar se, naar vi kommer ud af det, hvem ved, om vi ikke langt i det fjerne faar se en svagt dæmrende stribe af livets vand.
