« Tilbage til søgeresultaterne
Rejseminder fra Indien
(Brudstykker af Frk. Elna Jacobsens Foredrag i Dansk Kvindesamfund).
- - Paa Rejsen gennem Indien havde vi haft usædvanligt Held med os. I Benares fejredes den hellige Lampefest netop de Dage, vi var i Byen. Vi følte det, som levede vi med i 1001 Nats Eventyr, da vi en Aften ved Solnedgang roede ned ad Ganges, mens Tusinder og atter Tusinder af smaa Lamper blev skudt ud paa Floden, hvor de vuggede sig op og ned, ivrig fulgt af spejdende Øjne inde fra Flodbredderne. Alt var Fest og Glæde omkring os.
Med et hørte vi Graad inde fra en af de høje Trapper, der fører ned i Vandet. Vi roede nærmere og saa en kvindelig Skikkelse sidde sammenkrøben der. Hun var halvt et Barn og hun græd og sang paa en Gang ud over Floden, som om hun vilde betro sin Sorg og Smerte til dens hellige Vande. Der var en saa skærende Fortvivlelse i hendes Stemme, at jeg ikke senere kunde glemme hende.
Det var en Enke, sagde Baadføreren.
Skæbnen førte mig i Kalkutta sammen med Familien Tagore, en af de første indiske Familier, der varmt har sluttet sig til Fremskridtspartiet. Mr. Tagore, en Mand paa henved 60 Aar, var en af de første Hinduer, der gik i engelsk Tjeneste, den s. k. civil service. For at tage sin Eksamen maatte han rejse til England, over det sorte Vand, som Hinduerne siger.
I England havde han med Forundring set den Indflydelse, som Kvinderne havde i Hjemmene. Snart lærte han at paaskønne den glade, huslige Lykke og Renhed, som de spredte over dem, og han bestemte at ville gøre sit til at udrydde Zenana - Afspærringssystemet. Han var 19 Aar da han rejste til England og selvfølgelig allerede gift. Hans lille14aarige Kone ventede ham i Bombay.
Mrs. Tagore fortalte mig meget morsomt om sin Skræk, da hendes Mand kom tilbage opfyldt af hellig Reformiver og forlangte, at hun straks skulde komme ud af Kvinderummene og utilsløret køre med ham gennem Byens Gader.
Hun var endnu meget smuk, gik klædt i den indiske Dragt med bare Fødder, der var malet dybt røde under Fodsaalerne. Hun var et i en hver Henseende gennemdannet Menneske, havde læst meget, navnlig engelsk, fransk og russisk Litteratur, og var meget optaget af religiøse Spørgsmaal. Kristendommen fængslede hende meget, uden at hun dog havde tænkt paa at skifte Religion.
Familien Tagore hørte til Brama Samaj, en religiøs-politisk Sekt, der har sluttet sig sammen med „det unge Indien” i dets Bestræbelse for at skaffe Fremskridt paa alle Omraader. Den har paa sit Program sat bl. a. Kvindens Frigørelse og særlig fæstet sin Opmærksomhed paa tre Punkter, som den ønsker forandrede: Kvindernes Afspærring fra Omverdenen, Barneægteskaberne og Uvidenheden. I 1878 fik den vedtaget en Lov, der forbyder Fædre af dens Sekt at bortgifte deres Døtre, før de er fyldt 14 Aar; den paabyder tillige at give Kvinderne en god Opdragelse og at ophæve Zenanavæsenet.
Et af de sikreste Midler til at holde Folk i Afhængighed er selvfølgelig at lade det leve og dø i Uvidenhed, men Englænderne benytter sig ikke af et saadant Middel. Aar for Aar dannes der flere Skoler i Indien og de skolebesøgende Børns Antal er i jævnt Stigende. I de 11 Provinser, der staar under England, er der 4 Mill. Børn, der gaar i Skole (det er dog kun 12 pCt. af alle Børn i Indien). Af disse 4 Millioner er kun 2 pCt. Pigebørn. Forældrene er endnu kun undtagelsesvis naaet saa vidt, at de ønsker, at deres Døtre skal lære noget. Pudsigt nok er det Fag, som de har mest imod, Haandarbejde. Det betragtes som en nedværdigende Gerning.
Men paa disse 2 pCt. Pigebørn er det, at Fremskridtspartiet bygger sine Forhaabninger. Hver Kvinde, der faar Lov til at tilfredsstille sin Lærelyst, sin Trang til at se sig om i sit Fædreland, til at udvikle sig som Menneske, haaber de, skal senere danne et lysere, lykkeligere og renere Hjem. Og det er ifølge dette Partis Mening Kvinden, der fremfor nogen giver Nationen sit Præg.
Som Forholdene nu er, er et stakkels Væsen af Hunkøn Fange fra sin Fødsel til sin Død, en umyndig, der aldrig bliver andet end et Barn, der skal lystre. Ifølge Loven er hun sin Mands Ejendom, hun lever kun ved ham baade i dette Liv og i det næste. Han er hendes Præst, Religion, hendes Gud. Dyrker hun ham i Ydmyghed af hele sin Sjæl og navnlig i alle sine Gerninger, saa behøver hun ikke at løfte sin Tanke til nogen anden Guddom. Han staar saa højt over hende, at hun f. Eks. aldrig tør spise i hans Nærværelse. Han kan straffe hende med Prygl, hvis han saa synes. En Kvinde regnes for saa lavt stillet, at hun ikke maa høre de hellige Bøger, og aldrig behøver hun at frembære et Offer til Guderne. Føler hun Trang til at udføre en hellig Handling, anbefaler en af Lovbøgerne hende at vaske sin Herres Fødder og drikke Vandet.
Statistiken viser, at i Indien er hver 20de. Mand Enkemand, men hver 5te Kvinde er Enke, Af Landets 125 Mill. Kvinder var der i 1881 25 Mill. Enker.
Grunden er selvfølgelig Trolovelsen mellem de spæde. Dødeligheden er som Regel størst mellem Smaadrengene, og dør Drengebrudgommen, er den lille Pige Enke hele sit Liv igennem, og i samme Nu bliver hele hendes Stilling i Hjemmet forandret. Alle de andre Smaabørn holdes borte fra hende, hun er en uren, som de ikke maa lege med, hendes smaa Ringe og pæne Klæder bliver taget fra hende, hun maa finde sig i Øgenavne, Puf og Slag regner ned over hende, hun bliver sine Jævnaldrendes Syndebuk og Tjenerinde, og det stakkels Barn, hvis Hjerte trænger til Kærlighed, staar ganske uforstaaende overfor hvad det er, der er sket, og hvad hun har gjort. Livet lærer hende det, og det er ikke faa, der i Fortvivlelse længes efter den Død, som de engelske Love have forbudt.
Derfor græd den lille Enke i Benares. Hun havde Lyst til at leve og være glad, og Livet laa for hende som en endeløs Rad af sorgfyldte Dage.
Den Skik, at Enkerne besteg det Baal, der skulde opbrænde deres Mænds Lig, har aldrig været almindelig i alle Lande i Indien, den var kun kendt i enkelte Egne, særlig i Bengalen. Dens Oprindelse kender man ikke, men det blev almindelig troet, at den var paabudt i de hellige Bøger. Nogle har i Enkernes Handling set Udslag af religiøs Fanatisme. Ved at brænde sig troede de at kunne frelse sig og sin Mand og sikre sig en næsten endeløs Lyksalighed i en af de mange Himle.
Bevægelsen imod denne Skik begyndte i Serampore, hvor Missionærerne allerede i 1801 søgte at vække Stemning imod den. Af deres Beretninger ser man, at fra 1801-26 blev der i Bengalen brændt 70,000 Enker. Enkelte Hinduer sluttede sig til Missionærerne, men de vakte en Storm af Uvilje hos de ortodokse Hinduer. Dog Sagen var nu rejst. Man undersøgte, om der virkelig var et Lovbud i de hellige Bøger, der paabød, at Enken blev brændt, og det viste sig, at det var Braminerne, der havde forvansket en Udtalelse i Manus Lovbog.
Da dette var konstateret, blev det i 1829 erklæret for ulovligt og strafbart, at Enken brændte sig selv levende. Hinduerne raabte paa, at det var Brud paa det givne Løfte om, at Englænderne ikke vilde blande sig i Hinduernes religiøse Skikke. Men Regeringen gav ikke efter, og Skikken forsvandt hurtigt i de britiske Dele af Indien. Langsomt virkede Eksemplet, og i det store hele maa man sige, at den grusomme Skik er undertrykt.
(Forts.)
