« Tilbage til søgeresultaterne
Et Gensyn
„Du er et taabeligt Barn,” bemærkede han, „i den Verden, som du taler om, passer jeg slet ikke mere. Jeg har dog ikke i disse - hen ved ti Aar siddet her og ventet paa, at du skulde hente mig, Marfa! Jeg har levet og udviklet mig gennem Aarene i en ganske anden Jordbund. Jeg tænker og føler ikke længere som den Gang.”
Marfa stod stiv og stille. Langsomt løsnede hendes Hænder sig fra hans, som hun besværgende havde grebet, og gled mat ned.
„Men saa - ja saa - har vi jo ikke fundet hinanden igen,” sagde hun tonløst.
,,Vi ikke? Jo, det har vi!” faldt han rask og bestemt ind, og idet han bøjede sig ned imod hende, tilføjede han smilende:
„Er jeg vel længer det unge Menneske med det skæggede Apostelansigt, og det lange Haar ned ad Nakken, med saa usigelig ringe Fordringer til Livet og paa den anden Side saa grænseløs fordringsfuld? Nu begærer jeg meget mindre af Livet. Men jeg begærer dig. Jeg holder af dig Maria. Du bliver altsaa her hos mig, som min Hustru.”
„Jeg kan jo ikke!” raabte hun ude af sig selv, „jeg kan jo aldeles ikke! de venter mig der nede, de trænger til mig, har bundet mig med de helligste Pligter - du har selv bundet mig –” hun brød af og klamrede sig med pludselig opflammende Haab til ham „- o, du kommer med, det kan jo ikke være andet. - du følger mig.
Han saa tavs ned paa hende.
„Jeg - dig?” spurgte han i en let Tone.
Hun blev blodrød.
„Ikke mig! Men Sagen,” stammede hun.
„Den Sag, har jeg selv en Gang anvist dig - ja, jeg henviste dig til dette Omraade, det er sandt,” fortsatte han rolig; „men nu vilde du blive min Vejviser og Mester, jeg derimod Lærlingen. Begynderen, og det vilde blive dig, der gav mig Anvisning.”
Marfa rystede heftig paa Hovedet.
„Nej, aa nej! jeg vilde gøre alt, hvad du vil.” udbrød hun lidenskabeligt „jeg vilde velsigne dig tusinde Gange hver eneste Dag - ikke mindre, nej, tusinde Gange højere vilde jeg elske dig.”
,,Men jeg vilde ophøre at elske dig,” sagde Saitzew koldt og traadte tilbage.
Marfa trykkede Hænderne mod sine Øjne. Hun vilde skjule Taarerne. tvinge dem tilbage, men en kvælende Smerte vældede frem fra hendes Inderste, og hun begyndte at græde.
Saitzew blev nogle Minutter igennem staaende med sænket Hoved. Det hvide i hans Øjne fik et rødligt Skær. og man kunde paa Aarerne i hans Tindinger, se at han var ophidset.
Han gik et Par Gange gennem Værelset og traadte saa hen til det brede Vindue, hvor han blev staaende og saa ud. Over det fornemme Gadeparti derude hvilede Efteraarsaftenens graalige Lys, og i Stuen begyndte det allerede at skumre.
Langsomt drønende slog Klokken fem paa det gamle Stefanstaarn.
Den trykkende Stilhed blev afbrudt ved, at en Tjener diskret bankede paa Døren og anmeldte Besøg.
Marfa vaagnede op som af en tung, pinlig Drøm. „Ja, det er vist bedst, at jeg gaar nu,” tænkte hun.
Men Saitzew svarede straks Tjeneren, at han kunde ingen Besøg modtage i Dag. Derpaa bestilte han The og Aftensmad til to Personer Klokken otte og forlangte, at man siden skulde dække i Sideværelset og melde ham, naar der var serveret.
(Fortsættes.)
