« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
„Hver Ting med sit rette Navn.”
Alle Forældre, der har deres Børns Fortrolighed, thi deri ligger det, har sikkert lige saa gode Erfaringer som jeg! Har man Barnets Fortrolighed, faar man ogsaa den voksne Søns og Datters.
Forældre begaar saa tit den store Fejl, naar de moraliserer for deres Børn, da at fremstille sig selv som saadanne Eksemplarer i deres Barn dom! det støder Børnene tilbage.
Faar Børnene derimod at vide, at Far og Mor ogsaa en Gang var Børn der kendte Fristelser og Bedrøveligheder af samme art som dem, de selv lider under, og ingenlunde altid gik renlivede derfra, saa vil deres sikre Instinkt sige dem, at de trygt kan henvende sig til Forældrene og finde Forstaaelse. Som Moderen sidder med sit lille Barn paa Skødet og pusler med det, saadan maa hun fremdeles tage sine Børn ind til sig og fra Pludren gaar over i alvorlig Tale og fremstille Livets Krav for dem. Og hvilket er naturligere end dette at komme ind paa Talen om den Tid, da de selv skal sidde med deres smaa Børn omkring sig, og at disse smaa Børn vil have deres Udspring fra deres egne Legemer.
For ca. en halv Snes Aar siden havde min Søster en lille Skole, og blandt Eleverne var der en Dreng paa 10-11 Aar, en opvakt Dreng, men ikke noget livligt Barn, altsaa et af de Børn, der er vanskeligst at opdrage; thi de livlige Børn er saa fulde af Spas og Indfald, at det ene jager det andet, saa de sjelden henfalder til Grublerier. Denne lille Dreng, jeg taler om, sad ofte og tumlede med sine egne Tanker, der saa kom frem i spørgsmaal, der rent ud satte min Søster til Dørs. Saadan spurgte Drengen en Dag, om det kun var gifte Folk, der fik Børn! Lærerinden svarede frejdigt ja og tænkte lettet: Gud ske Lov! for det Spørgsmaal kunde hun da klare.
Drengen sad lidt, saa sagde han:
„Ja, men ved Siden af os bor en Pige, og hun har et Barn, men ingen Mand, hvordan har hun da faaet det Barn?”
Min Søster svarede ikke, men gik til Drengens Fader, der var en udmærket Børneopdrager, og fortalte ham om Drengens Spørgsmaal samt spurgte, hvad han mente, der skulde svares. Faderen sagde: „Jeg vil selv fortælle min Søn om Livets højeste Lykke og dybeste Ansvar, dette at give andre Liv, men jeg har ikke rigtig vidst, hvornaar Tiden var der; nu maa den være der, da han spørger om disse Ting.” Og saa tog han sin Søn med sig paa en lang Spadseretur, og der ude i Guds frie Natur fortalte han ham om, hvordan Mand og Kvinde skulde blive til et igennem deres Legemer for at kunne frembringe et nyt Liv. Han mindede ham om Dyrene, hvordan han havde set Hunde og andre Dyr, og formanede ham til aldrig ved Slag eller anden Raahed at pine disse stakkels Dyr, som kun fulgte Naturens store Bud. Han bad Drengen bevare sit Legeme, fordi andre skulde have Liv af dette.
Desværre blev denne Fader tidlig revet fra sine Børn, men da jeg i Fjor saa Drengen som voksen ung Mand og saa hans sunde Ydre og hans klare frimodige Øjne, da kunde jeg ikke lade være at tænke, at Faderens Ord havde baaret en herlig Frugt.
Og Ordene bar Frugt paa mere end en Maade, thi jeg selv lovede, da jeg i hin Tid hørte derom, at naar min Søn voksede til, vilde jeg gøre det samme, og jeg vilde begynde tidlig, saa det hele kunde vokse sammen med ham selv som en naturlig Ting, der ikke skal hverken skjule eller fremdrages, men den er Livet og skal følge med Livet.
Jeg begyndte med min lille Dreng, da jeg skulde lære ham selv at forrette sin Nødtørft. Jeg sagde til ham, at han aldrig maatte røre ved den Del af sit Legeme, uden naar han nødvendig skulde ud, og da saa lidt som muligt, fordi det var et Lem, der saa nemt blev sygt; derfor var, vor Klædedragt ogsaa som den er, for at vi kunde varme og skærme det Sted.
Skulde der komme Kløe eller Svie, maatte han straks sige Mor det, for at jeg kunde bade med en kold Svamp, og jeg fortalte ham (altsaa begyndte med at vise ham Fortrolighed), at da jeg var lille, kunde det tit klø og gøre saa ondt paa mig, men jeg gik ikke til min Mor, og det var galt. Mange af os har vel triste Erfaringer fra Barndommen om tidlig ytret Kønsliv. Vi behøver ikke at tage Dr. Kaarsbergs „Vore Børn” i Hænderne for at faa det at vide, men læser vi den, da forfærdes vi over al den Køns-Lidelse, de stakkels Børn kan være undergivne, og enhver Fader og Moder maa føle Trang til at være med til at forhindre al denne Elendighed. Nu, da min Dreng er 11 Aar, har jeg fortalt ham, at en Gang skal der fra den Del af hans Legeme udgaa Livets ædleste Saft, og deraf kan blive et lille Menneske, og at jo renere og kraftigere han bevarer sig selv, jo stærkere og bedre vil hans Børn blive, jeg har fortalt ham, at mange unge ikke venter, til den rette Tid kommer, til de selv er stærke nok, til de har et Hjem, hvor Børnene kan vokse op lunt og godt, som han selv, og at de i Ligegyldighed sætter Børn i Verden, der maa undgælde for Forældrenes Daarskab ved en Barndom i Nød og Savn og Sygdom, og jeg har vist ham saadanne Børn, og jeg tror og haaber, at han derigennem har set og lært mere Alvor, end jeg kunde have bibragt ham ved nok saa megen Moraliseren, naar jeg dog ikke nævnede Tingene ved deres rette Navn.
