« Tilbage til søgeresultaterne
Et Gensyn
Da Tjeneren var gaaet, vendte Saitzew sig til Marfa, som sad tavs og forundret hørte efter.
„Synes du om det paa den Maade? ønsker du ikke at spise tidligere ? eller vil du hellere have Theen først?
Hun rystede paa Hovedet. Han talte saa roligt; var der da ikke sket noget? Var de ikke i deres Inderste blevet fremmede for hinanden? Han modsagde det heller ikke, men syntes simpelt hen at ignorere det.
Imidlertid hentede Saitzew et Par elegante Mapper med store Fotografier og lagde dem for hende.
„Vil du ikke se noget af alle de Egne, hvor jeg har været? Af alle de Kunstværker, som jeg har set?” spurgte han opmuntrende. „Hvad vi dog er for taabelige Mennesker, at vi straks tager fat paa at diskutere.
Og medens han omhyggeligt anbragte Billederne i den bedste Belysning, og Marfa adspredt bøjede sig over dem, tilføjede han:
„Jeg har jo saa meget at vise dig, en hel Verden, som du ikke kender og altsaa ikke rigtig kan vurdere. En ny Verden at indføre dig i. Hvor herligt vil det ikke blive at føre dig fra Nydelse til Nydelse, fra Forstaaelse til Forstaaelse”.
Marfa tænkte ved sig selv: „Indtil jeg foragter mig selv i denne Luksustilværelse! Han vil altsaa uvirksom gaa op i sligt”.
Men alligevel fulgte hun mekanisk hans Ord og Skildringer; hun saa den livfulde Energi i enhver af hans Bevægelser, og dette greb hende uvilkaarlig med det gamle Trylleri. Stemmen talte med andre Ord end forhen, men Klangen var den samme. Da Marfa et Øjeblik holdt et af Fotografierne i Haanden for bedre at se det, greb Saitzew denne Haand og betragtede den opmærksomt.
Marfa søgte at trække den til sig; hun blev hed og beklemt.
„Der er ikke noget at se paa den”, stammede hun.
„Ikke noget? Alt kan jeg se paa den! Alt, hvad du kunde fortælle mig om dig selv og dit Liv. Denne Haand, der af Naturen var saa fin og smal, og som det nu kan ses paa, at den har lært at tage fat alle Vegne og ikke sky noget Arbejde. Det var meget tappert af den stakkels lille Haand. Men den skal blive fin og blød igen, den skal blive smuk, ikke sandt?”
Marfa vilde udraabe: „Nej, nej, det skal den ikke! De to vil evig og altid blive fremmede for hinanden, din velplejede Haand og min, der er bleven grov af Arbejde”.
Men hun tav, Hjertet slog, saa det smertede i hendes Bryst, og der blinkede Taarer i hendes Øjne. Fra hans Haand, som hun vilde støde bort, gik en varm, lammende Strøm over i hendes Lemmer, som om hun blev lænket.
Da slog Saitzew Armene om hende og trykkede hende til sig.
„Jeg havde ikke tænkt mig det, - jeg havde ikke tiltroet mig selv, at jeg endnu kunde elske saaledes”, mumlede han - „jeg er stolt deraf! Hvem af alle mine Venner vilde vel tro det! Som om der slet ikke laa nogen Tid mellem den Gang og nu - er det ikke sandt?”
Hun søgte at rette sig mellem hans Arme, en uvant Angst og Usikkerhed greb hende. Det, han var saa stolt af - det var jo intet at føle Stolthed over - det kun altfor menneskelige, som de en Gang fordum ved Hjælp af store Idealer havde sejret over.
„- Fremmede - o hvor fremmede” tænkte hun atter og atter; men stadig mere dunkelt og taaget gled det gennem hendes Bevidsthed, som om det kun blev hvisket fra et fjernt Dyb - fjernt fra hende selv. Saitzew havde sluppet hende af sine Arme. Hans Træk var spændte og ophidsede.
Hun stirrede ham ind i Ansigtet.
„Hvem ved - hvormange Gange før, han –” forsøgte hun at tænke; men hun tænkte ikke mere. Alt sank ned i det taageslørede Dyb.
(Fortsættes.)
