« Tilbage til søgeresultaterne
En interessant dom
Københavns Kriminal- og Politiret afsagde den 17de November d. A. en Dom, som har Interesse for alle Kvinder, navnlig de gifte, og det i mere end en Retning. Sammenhængen er denne:
En Kvinde her i Byen, Datter af en Pantelaaner, fik efter sine Forældres Død, da hun var fuldmyndig (25 Aar), Bevilling til at fortsætte Forretningen. Senere hen giftede hun sig, og da man saa nægtede hende Ret til vedblivende at drive Forretning i eget Navn, søgte og fik hendes Mand Bevilling paa sit Navn. Nogle Aar efter gik Manden fallit og kunde saa efter Loven ikke drive Forretning, medens hans Bo var under Skiftebehandling. Hustruen, der jo dengang stadig var umyndig, stod nu saavel som Manden uden Erhverv, men saa fandt man paa en Udvej. En frasepareret Hustru ansaas jo som fuldmyndig (lige med Enker og fraskilte Hustruer). Altsaa søgte og fik Ægtefællerne Bevilling til Separation i Henseende til Bord og Seng og derefter søgte og fik Hustruen en ny Pantelaanerbevilling i eget Navn. Saa kom Loven af 7de April 1899 der gjorde gift Kvinde fuldmyndig, og saa fik Hustruen, der ønskede at forny Samlivet med sin Mand - som hun jo kun af næringsretlig Grund var blevet skilt fra - Lyst til at prøve, om det nu ikke kunde lade sig gøre. Dog maatte hun hun selvfølgelig være sikker paa, at hun ikke igen mistede sin Bevilling
derved, thi Manden, hvis Bo endnu ikke var sluttet, kunde jo ikke genoptage sin gamle Bevilling, og selv om han kunde det, vilde hans Kreditorer snart kunne gøre en Ende derpaa igen.
Hun henvendte sig da til Københavns Magistrat, men den svarede hende i en Skrivelse af 4de November 1899 saaledes:
„Magistraten maa holde for, at Reglen i Næringsloven af 29. Decbr. 1857 § 7, hvorefter Hustruer ikkun naar de ere forladte, fraskilte eller separerede kunne erholde Næringsadkomst, ikke er forandret ved Loven af 7de April 1899, og at som Følge heraf den - Hustruen som frasepareret - meddelte Bevilling til at drive Pantelaanernæring heri Staden træder ud af Kraft, naar Separationen ophæves”.
Hermed vilde dog Hustruen ikke lade sig nøje; hun vidste, at det var ikke Magistraten, men Politiet, som skulde anlægge Sagen mod hende, og Domstolene, som derefter skulde afgøre Spørgsmaalet. - Hun oprettede saa først en Ægtepagt med Manden, gaaende ud paa, at der - naar de fornyede deres Samliv - ikke skulde være noget Formuefællesskab imellem dem og at navnlig alt Forretningen vedrørende skulde være Manden ganske uvedkommende. Her opstod straks et Spørgsmaal, som jeg i Forbigaaende skal berøre, nemlig om den Ægtepagt behøvede kongelig Stadfæstelse. Ifølge den ældre Lovgivning gjorde den det, thi da skulde alle Ægtepagter stadfæstes, men i Følge Loven af 7de April 1899 § 3 er det kun Ægtepagter, der „oprettes under Ægteskabet”, som behøve Stadfæstelse, grundet paa den Mistillid som man har til Hustruens Selvstændighed og Uafhængighed over for Manden „under Ægteskabet”. Men passede det her, hvor de vare separerede? For Sikkerheds Skyld forelagdes Spørgsmaalet for Justitsministeriet, der svarede, at Stadfæstelse var nødvendig. Denne blev derefter meddelt, det hele thinglæst og saa flyttede Ægteparret sammen igen.
Aldrig saasnart kom dette til Politiets Kundskab, før dette beordrede Sagsanlæg imod Hustruen for uberettiget Næringsbrug. Der blev optaget Rapporter baade over hende og Manden, hvorefter Sagen henvistes til Behandling og Paadømmelse ved Kriminal og Politiretten. Dennes Dom faldt som sagt den 17de November og gik ud paa, at da der ikke i Lovgivningen indeholdes nogen Forskrift om, at en Kvinde ved at indgaa Ægteskab eller ved at forny et tidligere bestaaende Ægteskab ubetinget fortaber sin Ret til at drive en Forretning, hun forud har erhvervet Bevilling til, da der heller ikke i Lovgivningen findes Hjemmel til at antage, at „Tiltalte” alene ved at forny Samlivet med sin fraseparerede Mand skulde have mistet de retslige Betingelser for at kunne drive selvstændigt Erhverv for egen Regning og da „Tiltalte” endvidere ved Ægtepagt havde sikret sig den fulde Raadighed over sin Forretning, saa maatte hun frifindes for det Offentliges Tiltale.
Moralen heraf er altsaa, at den ugifte Kvinde, der har Pantelaanerbevilling eller andet borgerligt Næringsbevis, uden Fare kan gifte sig, naar hun blot sørger for i Forvejen at faa en Ægtepagt, der udelukker Formuefællesskab mellem hende og Manden, i alt Fald for saa vidt angaar hendes Forretning. Men tilbage staar den Kvinde, der allerede er gift. Ønsker hun at drive borgerlig Næring - f. Eks. fordi Manden saaledes som her bliver ude af Stand dertil - saa er det fremdeles muligt, at hun bliver nødt til at gaa denne Omvej at lade sig separere (hvis Manden vil) og det turde dog være en mærkelig Leg at drive med Ægteskabets Hellighed, med Ægtefællernes og Børnenes Følelser. Underligt nok, at Øvrighed og Lovgivning ikke har mere Sans for det uværdige heri.
Muligt er det endnu, at Domstolene ogsaa her vil slaa igennem al den gamle Fordom, som Kvinderne i saa mange Aar, for ikke at sige Aarhundreder, har lidt under, saa at vi kan begynde det nye Aarhundrede i lidt friskere Luft, men det er i alt Fald et Spørgsmaal, som endnu venter paa sin Løsning.
